Opløftende trods alt: 5 positive udviklinger i 2020
Mange virksomheder har både kæmpet og knoklet for at overleve i det forgangne år – men heldigvis har det også budt på gode nyheder, øgede bæredygtige ambitioner og nye milepæle, der er nået. Vi har samlet fem eksempler på positive overraskelser i 2020.1. 2020 bød også på sorte tal og vækst
Da Covid-19 brød ud i starten af året, var der hurtigt mange modevirksomheder, der forudså, hvor store økonomiske problemer branchen ville komme i. Men selvom vi da også har skrevet en del regnskabshistorier i år med røde tal, er der faktisk også solstrålehistorier om dem, der alligevel formåede at holde bundlinjen sort – og måske endda oplevede ny vækst.
Dette var blandt andet tilfældet for Bestseller, der ellers var nogle af de første til at tage deres forholdsregler med hjemsendelser, fyringer, nedjusterede forventninger og så videre. For efter et bedre regnskabsår end frygtet valgte koncernen – i bedste samfundssind – at tilbagebetale de 81 millioner kroner, som de havde fået i kompensation som en del af regeringens hjælpepakke.
Også Miinto – der da også har haft den fordel at være online i en tid med fysiske udfordringer – kunne krisen til trods præsentere sine salgsresultater i starten af december med ny milepæl i form af en omsætning på én milliard kroner.
Det er dog ikke kun de store giganter, der er kommet bedre ud af regnskabsåret end forventet. Også nogle mindre virksomheder har været godt med i et år, der ellers af de fleste var dømt ude – heriblandt taskebrandet Markberg, hvor både top- og bundlinje samt egenkapital voksede i 2019/20.
2. Skub i den bæredygtige udvikling
Selvom det sidste års krisetilstand selvsagt har sat mange investeringer, strategier og potentielt grønne omstillinger på pause for mange, har den også vist sig at gøre lige det modsatte for andre. For med lokale og nationale nedlukninger, hjemmearbejde og lukkede butikker kommer også mere tid til refleksion over egen praksis og nye visioner for fremtiden – og det har betydet, at mange modevirksomheder og -brands har brugt tiden på at sætte nye mål, eller styrke de eksisterende, indenfor bæredygtighed. Det gælder blandt andet Stine Goya, der i forbindelse med modeugen i sommer fortalte ærligt om epidemiens påvirkning på både forretningsmæssige og personlige prioriteringer. Også hos børnebrandet Mini a Ture har coronakrisen givet anledning til at skærpe kursen mod bæredygtighed, ligesom det er tilfældet med Bestseller, som har været mere fremtrædende i år end nogensinde før med grønnere strategi, tiltag og investeringer.
Sågar modebranchens ellers faste drejebog har været oppe til debat i lyset af Covid-19, da en række internationale og danske brands samt Business of Fashion i maj gik sammen i fælles appel om et nyt modesystem med blandt andet færre udsalg.
Opfordringen udefra til brands om at bruge krisen konstruktivt til at sætte skub i omstillingen kom da også fra flere sider, blandt andet Global Fashion Agenda, der i maj præsenterede en særudgave af sin årlige CEO Agenda – denne gang med fokus på at guide branchens ledere til at se pandemien som en mulighed for både at styrke de grønne ambitioner og egen virksomhed.
3. Nye strategier opstår
Generelt har corona sat skub i tankevirksomheden hos mange ledere i branchen – også når det kommer til den helt basale forretningsstrategi. Ser man for eksempel på det aarhusianske modebrand Moves, der er en del af Minimum A/S, har det sidste års udfordringer båret ny energi med sig. Nærmere bestemt en ny produktions- og salgsstrategi med fokus på færre styles, højere aktualitet og flere løbende leveringer. Og det har allerede, ifølge Moves selv, skabt en salgsvækst på 30 procent på alle nuværende markeder samt en kundeportefølje med rekordtilvækst af nye forhandlere, fortalte salgschef Caspar Sloth Thomsen i starten af december.
Men allerede meget tidligere på året var der meldinger om nytænkte – men stadig langsigtede – strategier. For eksempel hos skobrandet Ivylee og børnetøjsmærket Marmar Copenhagen, der i slutningen af marts fortalte i et interview med Fashion Forum om den nye energi og gode idéer, der allerede var opstået ved at skulle tænke kollektioner og processer anderledes.
4. Digitaliseringen tager stort skridt fremad
Det er ikke rocket science – når store dele af samfundet lukker ned, rykker vi online. Og det har selvfølgelig medført store hovedpiner for blandt andre dem, der er afhængige af fysiske butikker. Men det har også sat yderligere skub i en uundgåelig digital udvikling, der allerede var vel undervejs. Se bare hos Notes du Nord, der havde planlagt en selvstændig webshop i fremtiden, men som rykkede planerne frem, så de 1. maj 2020, lancerede deres eget webunivers efter tre ugers intenst arbejde i det, de selv kaldte en “e-commerce ilddåb.”
Men det er ikke kun for brands, at den digitale dagsorden har været fremskyndet. Også hos Copenhagen Fashion Week er der sket store udviklinger med etableringen af den første såkaldte hybridmodeuge, hvor både digitale- og fysiske visninger forløber side om side. Noget, der ifølge CEO Cecilie Thorsmark er “startskuddet til en ny måde at lave modeuge på,” som hun udtalte i et interview i juni.
Derudover skal også nævnes branchens mange indkøberne, der må siges også at have fået nye vilkår at operere under – og det har for manges vedkommende åbnet for nye muligheder, som kan vise sig at overleve lang tid efter, corona blot er historie. Som Ida Petersson, Buying Director i London-butikkerne Browns, fortalte i august efter blandt andet at have deltaget i den første hybridmodeuge i København:
“Det er en fordel for os, at vi har lært, at vi kan arbejde ekstremt effektivt uden at være i det samme rum. Jeg er så imponeret over – ikke bare i mit eget team og vores firma – hvor hurtigt alle har omfavnet og tilpasset sig forandringerne.”
5. Fysiske butikker lever stadig
Og nu vi er ved det digitale versus det fysiske, så er det i denne opsamling også vigtigt at nævne, at sidstnævnte faktisk har overrasket positivt fra flere kanter. For selvom det mildest talt har været et udfordret detailmarked og mange fysiske butikker har været midlertidigt – og i nogle tilfælde permanent – lukket, så har en del brands også satset og investeret i nye i år og dermed vist deres tiltro til fremtidens butiksliv.
Her kan vi nævne Les Deux, der alt til trods fortsatte sin massive butiksudvidelse i år, Rains, der for nyligt åbnede ny stor flagskibsbutik på Strøget i København, ByBiehl, der i november genoptog sin igangværende retailstrategi – og satsede på udlandet. Sif Jakobs Jewellery, der åbnede sin første flagskibsbutik i år. For bare at nævne et par stykker ud af den lange liste af butikssatsninger, vi har skrevet om i 2020.