Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Økonomi

Bestseller om nyt regnskab: "Vi er langt fra, hvor vi skulle have været – men vi kan kun være stolte”

Selvom både omsætning og især bundlinje er faldet, er der tilfredshed at spore hos CEO Anders Holch Povlsen, som også har spottet et nyt potentiale for koncernen under krisen.  
Selvom både omsætning og især bundlinje er faldet, er der tilfredshed at spore hos CEO Anders Holch Povlsen, som også har spottet et nyt potentiale for koncernen under krisen.  

Det har ikke været et nemt år for Bestseller. Som en af Danmarks største modekoncerner med et utal af fysiske butikker verden over har de ikke blot mærket krisen ramme hårdt, de har også været konstant i søgelyset for deres håndtering af corona-krisen. Det dog både på godt og ondt – et eksempel på det første er, da CEO Anders Holch Povlsen i starten af september kunne fortælle, at de havde valgt at tilbagebetale de 81 millioner kroner, som koncernen under krisen har fået af den danske stat i lønkompensation. Men hvor galt er det så reelt gået for Bestseller rent økonomisk? Det kan koncernens årsregnskab for perioden 1. august 2019 til den 31. juli 2020 – som i dag er blevet fremlagt – give et indblik i.

Et regnskab, der viser en nettoomsætning på 24,1 milliarder kroner – svarende til et fald på 6,5 procent sammenlignet med sidste periode, der endte med 25,8 milliarder. På bundlinjen finder man et resultat før skat på 776 millioner kroner – 415 efter skat – hvilket er hele 72 procent lavere end i 2018/19, som endte på lige under 2,8 milliarder kroner.

Men det til trods, er der alligevel stor taknemmelighed og stolthed at finde hos Bestseller, som efter et forår præget af massive udfordringer ikke havde forventet hverken positiv bundlinje eller en omsætning med kun et mindre fald.

“Med årets resultat befinder vi os langt fra, hvor vi skulle have været under normale omstændigheder. Set i lyset af den aktuelle verdenssituation og de massive udfordringer, samfundet og vi som virksomhed har stået overfor, kan vi dog kun være stolte af og tilfredse med nu at kunne vise et overskud,” lyder det fra Anders Holch Povlsen i en pressemeddelelse.

En uændret butiksportefølje

Men corona-pandemien er som bekendt ikke ovre, hverken ude eller hjemme. Desværre. Så hvordan ser situationen ud nu og i fremtiden for den danske modegigant?

“De globale udfordringer sætter stadig deres tydelige præg på store dele af vores forretning. Visse markeder – for eksempel Indien og Nord- og Sydamerika – ligger til en vis grad underdrejede rent forretningsmæssigt. Dog ser vi, at Central- og Nordeuropa hurtigt finder fodfæste igen, og Sydeuropa er også på vej frem. Generelt kræver det dog benhårdt arbejde at nå tilbage, hvor vi var,” siger Anders Holch Povlsen videre og fortæller, at selvom det især er butikslukninger og manglende kunder i gadebilledet, der har bragt udfordringer for de forskellige brands, er deres butiksportefølje i dag mere eller mindre uændret – både når det kommer til egne såvel som partnerejede butikker.

“En af de primære årsager er den gode, tætte dialog med vores udlejere, som har betydet, at vi har kunnet fastholde flere lejemål end forventet. Vi vil, som altid, løbende tilpasse vores butiksportefølje afhængig af rentabilitet på de enkelte markeder,” fortsætter han.

Onlinehandlen blomstrer

Men Covid-19 har også bragt enkelte lyspunkter med sig for danske modebrands. Og det gælder også for Bestseller, fortæller direktøren, der har set en opblomstring i den digitale del af forretningen i år:

“I forhold til sidste år, hvor vores onlineforretning ikke levede op til forventningerne, ser det anderledes positivt ud i år. Vi er dygtige til at agere i markedet og har det seneste halve år formået at øge vores digitale omsætning markant – ikke mindst via samarbejdet med vores dygtige partnere,” siger han videre i pressemeddelelsen og tilføjer afsluttende om forventningerne til næste regnskab:

“I indeværende regnskabsår forventer vi yderligere vækst i denne del af forretningen, ligesom vi fortsat vil accelerere og investere på bæredygtigheds- og digitaliseringsfronten, som i høj grad sætter kursen for vores virksomheds udvikling.”