10 nedslag i et årti med bæredygtig mode

I denne uge fejrer Copenhagen Fashion Summit sit tiårs jubilæum. Men hvad er der egentlig sket i løbet af det seneste årti, når det kommer til mode og bæredygtighed? Vi har lavet ti nedslag, der markerer både op- og nedture i udviklingen.
14.05.2019 ∙ af Sofie Ringtved Jensen
Foto: Studerende ved SoFa Design Institute på Filippinerne / Fashion Revolution Week

Når repræsentanter fra den globale modebranche i denne uge samles i DR Koncerthuset, fejrer de ikke bare branchens kollektive indsats for en grønnere fremtid, men også at det nu er ti år siden, at Copenhagen Fashion Summit blev afholdt for første gang. Men hvad er der egentlig sket, siden København lagde rammer til FNs klimakonference COP15 tilbage i december 2009 og dermed syede første sting til den førerkappe, som mange mener, at vi har i dag i kampen om at sætte bæredygtig mode på dagsordenen? Hvilke initiativer har gjort en forskel? Og hvilke begivenheder har modsat fået resten af verden til at rette blikket stift mod os og kræve forandring?

For vejen til en bedre branche er ikke kun brolagt med gode intentioner og positive satsninger. Den er desværre også ofte asfalteret med katestrofer, tragedier og ærgerlige afsløringer, som på én og samme tid gør os opmærksomme på, hvor lang vej der er endnu, samtidig med at det også giver fornyet bevidsthed om, at det er tid til at gøre noget ved det – heldigvis.

Vi har lavet ti nedslag i det sidste årti i modebranchen, som – på godt og ondt – kort opsummerer nogle af de vigtigste begivenheder, tiltag, milepæle, debatter og øjenåbnere, når man taler om bæredygtig mode.

1. Modebranchen står sammen: Eva Kruse grundlægger Copenhagen Fashion Summit (2009)

Da Copenhagen Fashion Summit for første gang blev afholdt i 2009, var bæredygtighed indenfor mode endnu ikke blevet det store taleemne hos både branche og forbrugere, som det er i dag. Nu, ti år senere, er det ikke længere til at komme udenom. Global Fashion Agenda – dengang Danish Fashion Institute – var, med stifter og CEO Eva Kruse i front, med til at sætte diskussionen på dagsordenen ved at hidkalde den globale branches vigtigste beslutningstagere til et topmøde, som siden 2016 er blevet afholdt årligt. I dag er Copenhagen Fashion Summit verdens største af sin slags med nogle af branchens mest prominente navne på gæstelisten, der hvert år stimler sammen for at ’tage pulsen’ på vores fælles indsats. En puls, der på trods af topmødet og Global Fashion Agendas hårde arbejde stadigt ikke banker hurtigt nok. For hvad er snak og løfter, hvis de ikke bliver overholdt og ført ud i livet? Det spørgsmål stillede Eva Kruse selv, da hun i forbindelse med topmødet i 2017 opfordrede branchen til at skride til handling – “Vi vil ud over rampen, bordet skal fange.”

Eva Kruse på scenen til Copenhagen Fashion Summit 2017.

2. Kan fast fashion være ‘grøn’? H&M laver sin første Conscious-kollektion (2010)

Det er de færreste, der vil associere high street mode – eller i moderne vendinger også refereret til som ’fast fashion’ – med bæredygtighed. Uendelige mængder tøj produceres i billige materialer og sælges til trendsultne forbrugere, der søger mod nogle af verdens største tøjgiganter for at få et nemt modefix. En god forretning? Helt sikkert. Godt for miljøet? Not so much. Men den holdning er siden 2010 blevet udfordret, da H&M lancerede sin første Conscious-kollektion lavet af mere bæredygtige materialer som økologisk bomuld og genanvendt polyester. Pludselig kunne man stå i sin lokale H&M-butik og købe billigt tøj med god samvittighed – eller i hvert lidt bedre samvittighed. Siden er både kollektionen og ambitionerne skruet op, ligesom at stort set alle andre high street-kæder har fulgt trop. Men om det rent faktisk er bæredygtigt at udskifte sin bomuld med økologisk af slagsen og samtidig producere 12 nye kollektioner om året er fortsat et debatteret emne. Ikke desto mindre er mange af de store koncerner som H&M med til at gå forrest, når det kommer til at være åbne omkring de udfordringer, man som moderne tøjvirksomhed står overfor i dag. Fast Fashion eller ej.

3. Higg Index bliver født (2012)

I 2012 fik modebranchen et nyt værktøj i arbejdet med at gøre tøjproduktion bedre for miljøet, da Sustainable Apparel Coalition udviklede en global målestandard ved navn Higg Index. Målet var at gøre det lettere at måle miljøpåvirkningen i en virksomheds værdikæde og i et enkelt produkt og dermed definere hvor og hvad, der skulle forbedres. Allerede i 2015 var Higg Index blevet et populært værktøj blandt nogle af verdens største tøjvirksomheder, heriblandt sportsmærkerne Nike, Puma og Adidas samt modehuse som Burberry, H&M og Levis. Herhjemme tog virksomheder som Bestseller, Danish Fashion Institute – nu Global Fashion Agenda – Ecco og IC Group også imod initiativet med åbne arme. “Et stort skridt for bæredygtighedsarbejdet,” fortalte daværende udviklingsdirektør Jones Eder-Hansen fra Global Fashion Agenda, da Higg Index i 2016 også blevet tilgængeligt små og mellemstore virksomheder. Higg Index er dog også blevet kritiseret, heriblandt af forskermiljøet, for at begrænse sig til produktionsfasen og ikke indregne brugsfasen i sine beregninger af produkters ‘bæredygtige score’.

4. Ulykken, der blev den mest dødelige i modebranchens historie (2013)

Der er ikke mange mennesker i modebranchen – og udenfor branchen, for den sags skyld – der ikke kan huske Rana Plaza-tragedien. Nyheden om den bangladeshiske tøjfabrik, der den 24. april 2013 kollapsede og kostede 1129 fabriksarbejdere livet, rejste verden rundt og har siden placeret sig som det ultimative bevis på, hvor fatale konsekvenser vores stigende sult for mode egentlig kan have. Ulykker er sket før, men pludselig stod det soleklart, at de forbrugsmønstre, vi i stigende grad har, på ingen måde stemmer overens med ansvarlig produktion og arbejdsforhold. Siden har ulykken stadfæstet sig som et skrækeksempel, som alle tager afstand fra og er enige om aldrig må ske igen. En lang række reglementer og sikkerhedsinitiativer blev underskrevet, og organisationer som Fashion Revolution Week opstod i asken fra episoden som bannerfører for forandring. Men hvor meget er der er egentlig sket? Bevidsthed og nye regler til trods bliver der stadig den dag i dag, seks år efter branchens mest dødelige ulykke nogensinde, diskuteret sikkerhed, leveløn, arbejdstider, fagforeninger med videre for de millioner af fabriksarbejdere, som syer vores tøj.

Rana Plaza efter kollapset i 2013.

5. Da verden fik ét fælles mål – eller 17 (2015)

Bæredygtighed er ikke et nyt fænomen. Langt fra. Alligevel kan det synes som om, at det er en målsætning, der først er blevet allemandseje indenfor det seneste årti. Det skyldes ikke blot, at verden i takt med klimaforandringerne er blevet tvunget til at se virkeligheden i øjnene, men også at verdens ledere og højeste instanser efterhånden er begyndt at tage emnet seriøst. Et eksempel herpå er FNs 17 ’Sustainable Development Goals’, der første gang blev defineret i 2015, og som ser frem mod 2030. Mål, som omhandler alt fra fattigdom, dyreliv, fred, grøn energi, uddannelse og ligestilling, og som siden er blevet brugt af hele verden – herunder også modebranchen – til at italesætte, hvilken verden vi tilstræber at give videre til den næste generation. Målene bruges i dag både strategisk og kommercielt i arbejdet med bæredygtighed, men er siden 2015 også blevet et slags fælles udgangspunkt til inspiration for kreativ udfoldelse for institutioner som blandt andre danske KADK, der har dedikeret tre år til at sætte fokus på FNs 17 verdensmål i skolens forskning, undervisning og afgangsprojekter.

6. Modens sande pris – forbrugerne bliver mere bevidste (2015)

Og apropos allemandseje. I løbet af det seneste årti er bæredygtighedsdebatten for alvor også kommet på dagsordenen hos slutforbrugerne. Forbrugere, som i takt med øget transparens, internettets videnshav og generel fokus på klimaforandringer er blevet mere bevidste end nogensinde før – og stiller krav til branchen derefter. Men hvor startede bølgen af bevidste forbrugere? Det er umuligt at svare på, men et bud på et afgørende vendepunkt er dokumentarfilmen ’The True Cost’. En film, der første gang rullede over det store lærred i 2015. Gennem interviews med både miljøforkæmpere, beklædningsarbejdere, fabriksejere og folk, der promoverer bæredygtig mode, trak instruktør Andrew Morgan tæppet væk under seerne, som efterfølgende unægtelig sad tilbage med en dårlig smag i bunden – præcis som vi har set det indenfor andre brancher, herunder fødevarebranchen, med den ditto øjenåbner, filmen ’Cowspiracy’. På trods af stor kritik fra flere sider er filmen blevet set af flere millioner og har siden positioneret sig som en slags skræmmekampagne for de konsekvenser, mode kan have.

7. Den Brændende Sandhed – tid til at lægge oldtidsmetoderne bag os (2016/17)

Ligeså vel som at vi skal fejre sejrene, er det også nødvendigt at påpege, når modebranchen slår fejl og ikke lever op til sine løfter. Et eksempel herpå var, da TV2-programmet Operation X kastede deres skarpe lys på H&M og Bestseller, som ifølge vært Morten Spiegelhauer havde destrueret store mængder ubrugt tøj på forbrændingsanlæg. Nærmere bestemt 50 tons, som Bestseller blev beskyldt for at havde skilt sig af med alene i 2016. Programmet, som havde fået titlen ’Den Brændende Sandhed’, bragte dermed nogle af branchens knap så bæredygtige, men ikke desto mindre vidt udbredte, metoder frem i lyset, så alle kunne se dem. Både H&M og Bestseller forklarede sig efterfølgende til Fashion Forum, men det var svært at se sig tilbage derfra og glemme, hvor meget deres praksis stod i kontrast til branchens gentagne løfter om nye tider. Ikke mindst året efter, da samme skandale ramte Burberry, som blev afsløret i at have brændt tøj til værdi af 28 millioner pund af bare i 2018, fordi de ville beskytte deres varemærke. Og de er helt sikkert ikke de eneste. I dag kan vi kun håbe, at verdens modevirksomheder har lagt den slags oldtidsmetoder bag sig. 

8. Pels? Nej tak. Branchen vender ryggen til historisk populært materiale (2017)

Når vi i de sidste ti år har snakket om CSR og bæredygtighed i modebranchen, er det ikke kun produktionsmetoder, arbejdsforhold og kemikalier, der er kommet op at vende. Debatten har især også peget på modevirksomhedernes brug af materialer og tekstiler. Og er der ét materiale – udover plastik, selvfølgelig ­– der har været omdiskuteret det seneste årti, så er det pels. En diskussion, der må siges at være kulmineret de sidste par år, hvor flere og flere brands har taget beslutningen om at udfase deres brug af det bløde materiale. Gucci var en af de første store modehuse til at starte det, der nu må siges at være en hel bølge af pels ’quittere’, med budskabet “det er en smule outdated,” som CEO Marco Bizzarri udtalte tilbage i 2017. Siden er mange flere kommet til af både danske og udenlandske mærker. De fleste med mere direkte dyreetiske og bæredygtige argumenter for deres pludselige afvisning af det materiale, der ellers altid har været en stor del af branchen – især for luksusmoden. Men er det uetisk at bruge pels? Og er det anti-bæredygtighed? Pelsdebatten er siden blevet et godt eksempel på det defineringsproblem, som branchen på mange måder står overfor, når det kommer til bæredygtighed i dag. For udviklingen har også fået flere, heriblandt designforsker Else Skjold, til at argumentere, at pels måske faktisk er det mest bæredygtige materiale, vi har, på grund af dets holdbarhed, dets kontinuerlige værdi – og dermed også genbrugsmuligheder – og dets biologiske sammensætning, som står i kontrast til branchens stigende forbrug af syntetiske tekstiler. Ikke så underligt, at det som brand kan være svært at navigere i bæredygtighed i dag.

9. Modeugen tager ansvar: Copenhagen Fashion Week får ny CEO og initierer grøn agenda (2018)

Et andet afgørende vendepunkt i branchens overgang til en grønnere fremtidsudsigt, var – i hvert fald for os herhjemme – da Copenhagen Fashion Weeks nye direktør, Cecilie Thorsmark, satte sig i stolen i november 2018 og fra dag ét proklamerede, at ambitionen er, at modeugen skal begynde at bruge sin indflydelse og unikke platform til at tage aktivt del i forandringen af tøjindustrien. For som hun sagde, da Fashion Forum interviewede hende tre måneder efter sin indsættelse, “Jeg mener, at modeugeformatet har et ansvar, når det kommer til hele branchens grønne omstilling.” Siden er nogle af de første spæde skridt taget på modeugens nye sti, heriblandt en nedsættelse af et bæredygtigheds-advisory board bestående af profiler indenfor både mode og politik, som skal bidrage med sparring og guidance. I dag, én modeugesæson inde i Cecilie Thormarks ’regeringstid’ og med en ny sæson for døren, bliver det spændende at se, hvilke øvrige tiltag, hun og resten af modeuge-teamet vil initiere i fremtiden. Læs hele vores interview med Cecilie Thorsmark her, hvor hun også løfter sløret for nogle af de overvejelser og mulige tiltag, hun har på tegnebrættet.

Modeugens direktør, Cecilie Thorsmark.

10. Tekstiler af ananas, mælk og brændenælder – forskning åbner for cirkulære ressourcemodeller (2019)

Bæredygtig mode er ingenting uden innovation og forskning. Forskning, som blandt andet kan være og har været med til at afdække, hvordan tøjindustrien kan finde nye ressourcer og gå fra sin lineære model til at blive mere cirkulær. Se bare på dette års diverse vinderfelt til Global Change Award, som byder på alt fra laboratoriefremstillet, biologisk nedbrydeligt, vegansk læder til fibre lavet af brændenælder. Og de står langt fra alene. De seneste år er en lang række nye, innovative tekstiler blevet introduceret, som vidner om en opfindsomhed, der giver fornyet håb til, at mode godt kan mindske sit ressourceforbrug og blive mere cirkulær. Især har man indenfor de sidste par år opfundet metoder til at benytte spildprodukter fra fødevareindustrien, som for eksempel Piñatex®, et plantebaseret alternativ til læder lavet af ananas, samt Orange Fiber, der har opfundet et silkelignende tekstil lavet af citrusskaller fra den Italienske juiceindustri. Om det er løsningen på branchens problemer? Måske ikke lige nu, da mange af tekstilerne stadig er på testniveau og endnu ikke er skalerbare. Men dog stadig et positivt skridt i den rigtige retning.