Et nyt retail-koncept, Saint Laurent til Danmark og flere 'pels-quittere'
Designers Remix dropper pels og læder, Jack & Jones prøver kræfter med nyfortolkning af outlet-formatet, og Saint Laurent åbner butik i Københavns Lufthavn.I sidste uge lukkede og slukkede Copenhagen Fashion Week for denne sæson. En modeuge, der må siges at være kendetegnet ved at handle mere om agendaer end om egentlige trends. Efter Cecilie Thorsmark satte sig i direktørstolen tilbage i november 2018 har hendes ambitioner været klare: at gøre modeugen i København til verdens mest bæredygtige af slagsen i en international skala. Og selvom det endnu kun er spæde skridt på vejen, slog især sidste uges presseomtale fast, at det er en strategi, der ræsonnerer hos branchen – både ude og hjemme. Det gælder medier som blandt andre WWD, der i en artikel gjorde det klart at, “internationale indkøbere har gjort modeugen i København til en fast del af deres kalender og konstant investerer mere i danske mærker, da de ser, at den bæredygtige tilgang giver Copenhagen Fashion Week en helt ny global relevans i en tid, hvor der ellers bliver stillet spørgsmålstegn ved formålet med modeuger generelt.”
I denne uge er fanen så gået videre til Fashion Week Stockholm, der på trods af en konkurs sidste efterår stadig eksisterer – blot i et nyt ‘multimodeuge’-format. Og derefter New York Fashion Week, der blev skudt i gang i onsdags, og som allerede har skabt overskrifter med et stort – og første af sin slags – plus size-show fra 11 Honoré, samt med en, ifølge amerikansk Vogue, tydeligt mildere og ligefrem ’tæmmet’ Tom Ford. Og med det fortsætter modeuge-hjulet, der mere eller mindre har kørt på højtryk, siden vi trådte over tærsklen til 2019.
Hold dig opdateret på ugens øvrige korte modenyheder herunder.
Designers Remix melder sig ind i pelsdebatten
Der er nye tider hos det efterhånden ikoniske danske brand Designers Remix. Ikke nok med, at Charlotte og Niels Eskildsen i december købte deres mærke tilbage fra IC Group og i sommer besluttede at dedikere deres fulde fokus på bæredygtighed, har brandet også opdateret brandidentiteten med et modificeret navn og logo. Det betyder, at der er blevet tilføjet et komma, så de nu hedder ’Designers, Remix’. Seneste nye tiltag kom under modeugen, hvor brandet afslørede, at de som led i deres bæredygtige strategi ikke længere vil benytte hverken læder eller pels i deres kollektioner. To materialer, der ellers tidligere er blevet flittigt brugt af designer Charlotte Eskildsen, men som også mange andre store internationale modehuse har valgt at sige farvel til i det forgangne år.
Designers Remix’ beslutning træder officielt i kraft fra AW19-kollektionen.
Ét show til gode
Selvom Copenhagen Fashion Week er overstået for denne sæson, er der stadig lidt til gode på showfronten herhjemme for de modeinteresserede – denne gang i Aarhus. På lørdag, den 9. februar, afholder jeansmærket Why7 et stort modeshow i kornsiloen på Aarhus havn. Bag Why7 står Martin Munch, som har over 19 års erfaring i modebranchen gennem brands som Noisy May og Punk Royal. Til showet har han arbejdet sammen med fotografen Frederik Vohnsen, der vil udstille en række af sine fotografier, samt bloggeren Monosigne, der i samarbejde med Why7 har designet en kollektion, der vil blive lanceret på dagen.
Eventet er gratis, men kræver tilmelding på Ida@why7jeans.com.
Jack & Jones med nyt outlet-koncept
Der er endnu en gang nyt fra Bestseller-brandet Jack & Jones, der senest i september gjorde sig bemærket med en ny brandidentitet. Nu er de klar til at løfte sløret for endnu et tiltag i kampen om forbrugerne, navnlig et retail-koncept ved navn ’Jack & Jones Warehouse’. Det nye butiksformat er, ifølge brandet selv, en nyfortolkning af det populære outlet-format, hvor restpartier sælges til nedsat pris. I Jack & Jones Warehouse vil der dog blive solgt helt nye varer med minimum 30 procent rabat i forhold til det normale Jack & Jones-prisniveau.
“De nye Warehouse-butikker nyfortolker og udfordrer det oprindelige outlet-koncept uden at gå på kompromis med de rabatter, man som kunde forventer i et klassisk outlet,” udtaler Brand Director Peter Kristensen i en pressemeddelelse og fortæller, at de kan holde omkostningerne nede ved blandt andet at oprette et separat indkøbsteam, der udelukkende håndterer indkøb til Warehouse-butikkerne, og ved at holde butiksdesignet og -indretningen så simpel, at personale og daglig vedligeholdelse kan være på et minimum.
Jack & Jones regner med at åbne 40 nye Warehouse-butikker i løbet af tre år, hvoraf den første slog dørene op den 31. januar 2019 i Designer Outlet i Neumünster i Tyskland.
Mere mode til de rejsende
Og nu vi er ved butikkerne. Københavns Lufthavn, der de seneste år har sat alle kræfter ind på især mode og kulinariske oplevelser for deres passagerer, kan endnu engang åbne dørene til nye butikker i den nye udbygning. Denne gang er det anerkendte, internationale modehuse som Saint Laurent, Polo Ralph Lauren og Mulberry, der har besluttet at slå sig ned i eller rykke til det nye, udvidede shoppeområde. Her vil de ligge side om side med ditto store, udenlandske brands som Gucci og Bottega Veneta, samt danske og skandinaviske favoritter som Wood Wood, Oh! by Kopenhagen Fur og Arket.
Fiveunits hylder kvinder
Den nu 50-årige danske supermodel og fotograf Helena Christensen er om nogen beviset på, at modelkarrieren ikke behøver have en udløbsdato. Senest er det jeansbrandet Fiveunits, der har formået at få fingrene i den populære dansker som kampagnemodel for deres nye kollektion. Med kampagnen ønsker Fiveunits, der har eksisteret siden 2008, at hylde stærke og inspirerende kvinder. Selve kampagnen er inspireret af modefotografen Helmut Newtons genkendelige æstetik og skudt af Henrik Bülow.