Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed, Indland, LONG READ

Designers Remix: Vi er nødt til at agere bæredygtigt

Når Copenhagen Fashion Week i næste uge løber af stablen, viser Designers Remix deres til dato mest bæredygtige kollektion. Rejsen mod en mere ansvarlig tøjproduktion begyndte tidligt hos brandet, og nu er cirklen tæt på at blive lukket. Læs det store interview med Charlotte Eskildsen her.
Når Copenhagen Fashion Week i næste uge løber af stablen, viser Designers Remix deres til dato mest bæredygtige kollektion. Rejsen mod en mere ansvarlig tøjproduktion begyndte tidligt hos brandet, og nu er cirklen tæt på at blive lukket. Læs det store interview med Charlotte Eskildsen her.

Designers Remix fik egentlig sit navn, fordi Charlotte Eskildsen som ny designer havde en forkærlighed for at redesigne eller ’remixe’ det tøj, som hang forældreløst tilbage, når alt det andet var blevet solgt. Det var dengang, hun fik fingrene i et stort lager af skjorter ude hos IC Group – dengang IC Companys – som hun fik lov til at redesigne til nye unikke pieces – kasse efter kasse.

“Jeg vidste godt, at jeg drog nytte af nogle ubrugte ressourcer, men dengang var bæredygtighed endnu ikke i vores bevidsthed, som det er i dag. Jeg gik ikke og tænkte, at nu ville jeg starte et bæredygtigt brand. Men jeg syntes, at det gjorde mit design til noget særligt, at materialerne i forvejen havde en historie,” fortæller Charlotte Eskildsen til Fashion Forum om Designers Remix’ rejse mod en bæredygtig produktion. En rejse, der har formet sig løbende, og som først indenfor de sidste år har stilet mod en bestemt destination. Men materialernes historie er ikke et uvæsentligt udgangspunkt for bæredygtighed, fordi netop behovet for den gode og ægte historie har været med til at bane vejen for et mere bæredygtigt fokus og forbrug i samfundet.

“Siden begyndelsen har jeg arbejdet med flere bæredygtige metervarer, men valget af dem har i højere grad været motiveret af deres udseende, stoflighed og kvalitet. Jeg har altid være meget fascineret af hele processen, der ligger bag disse højteknologiske stoffer, men det er først inden for de seneste par år, at jeg også ser en miljøgevinst ved brugen af disse,” fortæller hun ærligt og husker tilbage på et par af de højdepunkter, der har været med til at cementere brandets bæredygtige bevægelse: Copenhagen Fashion Summit i 2014, hvor Charlotte Eskildsen havde designet den plisserede blå og hvide bæredygtige kjole, som Kronprinsesse Mary bar ved åbningstalen (og igen som nederdel i 2018), og det lille, 100 procent bæredygtige modeshow, brandet viste ved samme lejlighed. Nogle år senere, lanceringen af Designers Remix Preloved i 2017, skabt af brugt Designers Remix-tøj indleveret af kunderne – et projekt, der læner sig tæt op ad Charlotte Eskildsens oprindelige idé, men samtidig har givet brandet et skub i den bæredygtige retning.

Til spørgsmålet om, hvornår de for alvor besluttede sig for at ville være et bevidst bæredygtigt brand, svarer hun:

“Det er et emne, vi har pustet lidt til de seneste par år med en række tiltag. Det er en helt ny verden at skulle til at tænke bæredygtige parametre ind i hele produktudviklingen. Men da vi fandt ud af, at det kunne lade sig gøre at gøre en stor del af vores kollektion bæredygtig, så vi ingen grund til ikke at gøre det. Vores AW18-kollektion er den første, hvor der vil være en markant forskel. Over 30 procent af kollektionen er lavet af bæredygtige metervarer blandt andet certificeret genanvendt polyester og restpartier af gamle metervarer.”

Designers Remix AW18.

Designers Remix’ bæredygtige udfordringer

Der er altså mange led i Designers Remix’ vej til at blive et bæredygtigt modebrand. Fra de første mere ubevidste grundsten for snart 16 år siden til i dag, hvor bæredygtighed er en bevidst strategi i firmaet. Også selvom det kræver grundige overvejelser, for ikke at sige økonomi, i forhold til de udfordringer, der er. For én ting er at finde bæredygtige metervarer, der passer til deres normale pricepoint, en anden ting er hele kommunikationen omkring det til forbrugerne.

”I og med at efterspørgslen på bæredygtigt tøj ikke har været så høj, har producenterne ikke oplevet samme behov for udvikling af bæredygtige materialer, hvilket har betydet, at priserne derfor var meget høje. Det er heldigvis begyndt at ændre på sig nu. Øvelsen for et brand med vores forhistorie er at kunne bevare vores design-DNA, men samtidig uddanne vores kunder til at tage et mere ansvarligt valg, når de køber tøj. Vi skal derfor kommunikere omkring det i en tone, som vores slutforbrugere forstår og kan relatere til. Og det kan være ret kompliceret at gøre noget meget teknisk, super simpelt,” siger Charlotte Eskildsen og fortæller, hvordan en af de helt store udfordringer omkring overgangen til en bæredygtig produktion er, at mange stadig opfatter bæredygtighed som “sådan lidt speltagtigt,” som Charlotte Eskildsen udtrykker det.

“Det handler i virkeligheden meget om at vise, at vi godt kan lave noget, der er ’sexy sustainable’. At vise, hvad der kan laves bæredygtigt, uden det går ud over designet, så vi på den måde kan være med til at påvirke forbrugernes tankemønstre. Da jeg var barn, var der næsten ingen økologi at få, og det var noget, man forbandt med små helsekostforretninger. I dag kan man få det lækreste udvalg overalt. Det samme kommer til at ske med tøjindustrien, og jeg tror, det bliver nemmere, når brands som vores er med til at bane vejen. Som brand er der lige nu mange steder, hvor man løber panden mod muren, for det er desværre endnu ikke helt de samme ting, der kan lade sig gøre, så snart du taler bæredygtighed. Men meget kan gøres, og jeg tror på, at det snart vil blive nemmere for andre virksomheder også at begynde at omlægge deres produktion til at være mere miljøansvarlig,” siger hun og fortæller, hvordan deres bæredygtige projekter under Designers Remix bliver taget godt imod af kunderne. Måske fordi initiativet bliver meget konkret: Kunderne afleverer deres brugte Designers Remix-tøj, får en voucher til nyt tøj, og kan se eksempler på, hvordan tøjet bliver genbrugt i nyt design.

”Vi har fået ekstremt god respons på lanceringen af Designers Remix Preloved og har fået en masse tøj retur, som vi kan loope ind i tøjproduktionen igen. Det har været fantastisk at mærke vores kunders begejstring her, og det giver mig langt større forventning til efterspørgslen af vores efterårskollektion, hvor der er endnu flere bæredygtige styles, og hvor vi har udfordret os selv på materialerne. Genbrugt polyester er et helt fantastisk materiale. Fibrene i genbrugt polyester kommer fra gamle plastikflasker, og det kommer i et utal af variationer, der kan bruges i en bred vifte af vidt forskellige styles. Alt fra en kraftig frakke til en tynd sommertop,” siger Charlotte Eskildsen og tilføjer:

“Jeg synes personligt, der er noget ekstremt berigende ved at kunne rydde noget op. Jeg tænker, det hænger sammen med mit eget OCD-lignende gen for ryddelighed. Brugen af plastikskrald fra verdenshavene i tøjproduktion er meget tilfredsstillende, fordi du rydder noget op, gør det genanvendeligt og kan blive ved med at genbruge det igen og igen. Jeg har ikke behov for at skulle tilbyde vores kunder et hav af muligheder i vores butikker, hvis det kun er nogle specifikke ting, som de har interesse i. Jeg bliver bedre og bedre til at skære ind til benet på kollektionsniveau og kun lave det, som jeg ved holder. I dag er alt, hvad vi får af nye idéer, skabt på baggrund af en bæredygtig tankegang.”

Designers Remix AW18.

Fravalg og fremtid

Charlotte Eskildsen lægger ikke skjul på, at til trods for at grundstenene til bæredygtighed altid har ligget i firmaet, er det en omkostningsfuld rejse mod at blive 100 procent bæredygtige, da der lige nu skal investeres en del – både af tid og økonomi. Men der er også lys forude, og det er ikke alt, der er så svært som forventet.

“Lige nu arbejder vi på flere planer i denne proces. Det er vigtigt for os, at tingene sker naturligt, så vi får dem integreret løbende. Det er vigtigere for os end at omvende hele virksomheden i ét hug. Jeg håber på, at der fra politisk hold kommer en mere ensartet certificering i tøjet, og vi har efterhånden fået styr på de store ting i vores produktion. Der er mange ting, vi selv skal udvikle på, men det ligger lige til højrebenet for os og passer godt til vores navn. Det er som om, det lukker en cirkel, der altid har været meningen,” slutter hun og tilføjer som det sidste en opfordring til sine kollegaer i branchen:

“Vi ved godt, at vi har sat ambitionsniveauet højt. Men vi er nødt til at agere på en bæredygtig måde – vi har et ansvar både overfor miljøet, men også overfor vores forbrugere.”