Zalando lancerer secondhand-platform i Danmark
Med den yderligere udrulning af secondhand-webshoppen Zircle til nye markeder vil Zalando nærme sig sit mål om at forlænge levetiden på mindst 50 millioner stykker tøj inden 2023.Da Zalando i 2019 fremlagde sin nye bæredygtige strategi, ’do.MORE’, lagde de sig i slipstrømmen på en lang række modebrands og -virksomheder, som var begyndt for alvor at smøre ærmerne op i forhold til den grønne omstilling. Men som alt andet, der er sket, siden den hurtigtvoksende tyske webgigant blev grundlagt i Berlin i 2008, skulle også udrulningen af denne strategi vise sig at ske eksponentielt. På under to år har Zalando slået sine ambitioner fast ved at blive Global Fashion Agenda-partner, gøre bæredygtighedsvurderinger obligatoriske for alle sine partnerbrands, lancere flere ansvarlige collab-kollektioner med brands som Henrik Vibskov og Designers Remix, indgå strategisk partnerskab med Copenhagen Fashion Week – og i den forbindelse cementere de to parters fælles mission gennem den nye bæredygtige pris ’Zalando Sustainability Award’, der fik sin debut denne sæson.
Men nu er der mere nyt fra platformen set med danske briller. Zalando udvider sin tidligere satsning indenfor ‘pre-owned’-kategorien og har i dag lanceret secondhand-webshoppen Zircle i Danmark og Sverige. Det sker i forlængelse af virksomhedens cirkulære ambitioner, herunder målet om forlænge levetiden på mindst 50 millioner tøjprodukter inden 2023.
En voksende forbrugertendens
Som med alt andet, der involverer Zalando, er der dog også en rent forretningsmæssig (bag)tanke ved dette initiativ. Et initiativ, der ligeledes rulles ud som en reaktion på et skiftende marked og forbrugeradfærd. Med Zircle vil Zalando nemlig forsøge at imødekomme – og tappe ind i – den stigende efterspørgsel fra blandt andet danske forbrugere på secondhand. Ifølge platformen selv, viser en intern undersøgelse, at cirka halvdelen af Zalandos danske og svenske kunder overvejer at købe secondhand-tøj indenfor de næste seks måneder.
“Vi ved fra undersøgelser, at danske forbrugere kan lide at købe secondhand-mode, fordi det er billigere end at købe nyt tøj, men også fordi det er mere miljøvenligt,” siger Laura Coppen, chef for cirkularitet hos Zalando, i en pressemeddelelse.
På webshoppen Zircle kan man som kunde finde mere end 100.000 forskellige styles, som tidligere har været ejet af Zalandos kunder i de markeder, hvor en ’trade-in’-funktion er tilgængelig. Tøjet bliver efter indlevering sendt igennem en kvalitetskontrol i to trin; først skal produktet vurderes ud fra billeder, som kunden har uploadet, og siden vurderes det igen fysisk, når Zalando har modtaget varen. Her findes desuden både tøj fra brands, som forhandles på Zalando, men også fra brands, som ikke gør – på nuværende tidspunkt kan man for eksempel på den danske webshop finde mærker som Ganni, Samsøe Samsøe, Uniqlo og Day Birger et Mikkelsen.
Zircle blev først lanceret i Tyskland i 2019. Siden er platformen blevet testet og videreudviklet, inden den i 2020 blev en integreret del af webshoppen i både Tyskland, Spanien, Belgien, Frankrig, Holland og Polen. I dag er den så rullet ud som selvstændig platform i både Danmark og Sverige.