Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed, Indland

Zalando: “Vi ved, at vi er en del af problemet. Nu er vores mål også at blive en del af løsningen”

Zalando fremlagde i går en ny ambitiøs bæredygtighedsstrategi, der både indebærer en investering i 100 procent CO2-kompensation, men som ifølge co-CEO Rubin Ritter også bliver en “konkurrencefordel i fremtiden.”
Zalando fremlagde i går en ny ambitiøs bæredygtighedsstrategi, der både indebærer en investering i 100 procent CO2-kompensation, men som ifølge co-CEO Rubin Ritter også bliver en “konkurrencefordel i fremtiden.”

“Modeindustrien står overfor en stor udfordring. Den globale tøjproduktion er fordoblet siden 2002, og forbrugerne beholder deres tøj halv så lang tid, som tidligere. Hos Zalando er vi involveret i to af de mest CO2-udledende industrier, transport og mode. Så vi ved, at vi er en del af problemet. Nu er vores mål også at blive en del af løsningen. Det er på tide, at vi giver vores virksomhed en ny retning.”

Sådan lagde Zalandos co-CEO Rubin Ritter ud, da han onsdag formiddag fremlagde webportalens nye bæredygtige strategi under virksomhedens pressedag 2019 på hovedkontoret i Berlin. En strategi, som Zalando har døbt ’do.MORE’, og hvorigennem de blandt andet forpligter sig til at blive såkaldt ’Net Zero’ – altså at etablere en balance mellem det CO2, de udleder, og det CO2, de bidrager til at trække ud af atmosfæren. Det betyder, at de vil neutralisere deres udledning fra virksomhedens egen drift, egne leveringer og returneringer – fra dags dato. Det inkluderer både Zalandos energiforbrug samt de millioner af leveringer og emballage, de hver dag udsender.

Fremgangsmåden bliver blandt andet at skifte til vedvarende energi – allerede i år er de skiftet til mere end 90 procent vedvarende energi på tværs af kontorer og logistikcentre – såvel som at optimere deres processer ved at samle flere bestillinger i én forsendelse og at bruge grønnere levering og emballage. Noget, der allerede blev igangsat, da de i midten af september afslørede et nyt samarbejde med finske RePack. Men de tiltag kan kun tage Zalando et stykke af vejen. Derfor vil de kompensere for al resterende CO2-udledning via de såkaldte klimakvoter, der for Zalandos vedkommende støtter et projekt ved navn Soddo Ethiopia, som står for at reetablere Etiopiens skovområder. Og det er en metode, som flere og flere modevirksomheder og -brands har tyet til de seneste år – men som også møder kritik fra flere sider for potentielt at blive en sovepude.

“Vores mål er, at vi skal give mere tilbage, end vi tager. Men det er en lang rejse at nå dertil. Så hvis man gerne vil være med til at skabe forandring hurtigere, mener vi, at klimakompensation er en valid metode. Det erstatter selvfølgelig ikke behovet for, at vi reducerer den CO2, vi selv udleder, men det er en god mulighed for at kunne fremskynde processen,” svarede Rubin Ritter, da en af de fremmødte i auditoriet spurgte ind til, hvordan de forholder sig til netop den kritik, som metoden også får.

Fokus på cirkulær mode og et større bæredygtigt sortiment

Udover at forpligte sig til at reducere og kompensere deres CO2, kunne Zalando under gårsdagens pressemøde også fortælle, at de har påbegyndt flere nye interne strategier indenfor blandt andet minimering af spild og plastik i forbindelse med deres emballage. Noget, der ifølge Dr. Jan Bartels, der er Senior Vice President Customer Fulfillment hos Zalando, og som senere på dagen indtog scenen under et af dagens i alt fem oplæg, står for 17 procent af deres samlede kulstofudledning.

Det betyder, at virksomheden frem mod 2023 vil designe sin emballage, så der både produceres mindre affald, og så materialerne i højere grad kan genanvendes. Det betyder også, at engangsplastik vil blive udfaset helt fra organisationen. ​Allerede nu​ er Zalandos pakker fremstillet af 100 procent genbrugspap, ligesom at poserne er lavet af 80 procent genanvendt plastik.

Derudover indebærer den nye strategi også et mål om at sætte fokus på cirkulær mode samt tilbyde et større bæredygtigt sortiment – to punkter, der også blev lagt stor vægt på til pressemødet. Ifølge Rubin Ritter, er det nemlig deres ambition, at de i 2023 skal definere og øge virksomhedens fremtidige etiske standarder – og herunder afslutte samarbejdet med de partnere, som ikke lever op til dem. Og i tråd med dette skal 20 procent af deres GMV (den samlede salgsværdi for de varer, der sælges gennem platformen), svarende til mellem 3-4 milliarder, generes via salget af bæredygtige produkter i 2023 – et tal, der er noget lavere i dag, nemlig 260 millioner.

Af denne grund har Zalando også besluttet, at deres eget brand, Zign, som blev stiftet i 2010 med fokus på sko, fremover skal udvide med fulde – og bæredygtige – tøjkollektioner. Kollektioner, som fremadrettet skal designes ud fra virksomhedens førnævnte standarder, der sætter krav til både sociale og miljømæssige forhold samt dyrevelfærd. Derudover er planen, at de gennem deres egen genbrugsplatform, Zalando Wardrobe, skal øge fokus på cirkularitet ved at recirkulere 50 millioner stykker tøj, som bliver indsamlet fra kunderne og solgt videre til nye kunder, også inden 2023. Et tal, der i dag lyder på cirka én million produkter.

Med god samvittighed – og en god forretning

Men med disse mange nye bæredygtige strategier ligger Zalando dog heller ikke skjul på, at satsningen ligeledes handler om at fremtidssikre virksomheden, da de også ser bæredygtighed som en god forretningsmulighed.

“Vi vil bruge de næste fem år på at omlægge og transformere vores virksomhed, så vi kan få hånd om det problem, vi er en del af. Men vi tror også på, at det vil gøre os stærkere som virksomhed. At det vil blive konkurrencefordel for os i fremtiden. At bæredygtighed og fortsat kommerciel succes hænger uløseligt sammen – kun hvis vi integrerer bæredygtighed i vores forretningsstrategi, kan vi forblive relevante for vores kunder,” sagde Rubin Ritter videre, der sammen med resten af ledelsen i Zalando også har taget andre skridt på vejen mod en ikke bare grønnere, men også mere divers og inkluderende virksomhed den seneste tid.

I denne måned offentliggjorde de herunder et nyt mål om at have en mere balanceret kønsrepræsentation i virksomhedens seks øverste ledelseslag, sådan at de i 2023 har mindst 40 procent mænd og 40 procent kvinder i de øverste led af Zalando. En udmelding, der kommer i forlængelse forårets ændringer i den nuværende topledelse – som består af fem mænd – men som de nu mener er deres “ansvar som virksomhed at rette op på,” som Dr. Astrid Arndt, VP People & Organization​ ​hos Zalando, formulerede det, da hun sluttede pressedagen af med en snak under titlen ’People, Culture, Diversity – The Drivers of Our Success’.

Og vi bliver i samme boldgade med Zalandos nye kampagne, ’Free to Be’, der blandt andre inkluderer den non-binære model Rain Dove – som altså ikke identificerer sig som enten mand eller kvinde – og dermed har til formål at bidrage til tidens mere inkluderende skønhedsidealer.

Hvordan Zalando mere præcist vil omsætte ord til handling i forhold til at reducere deres CO2-udlening udenom klimakompensation, bliver vi lidt klogere på, når de i 2020 præsenterer deres fulde strategi herfor. En strategi, der ifølge virksomheden selv bliver baseret på en række videnskabsbaserede mål, som er på linje med Paris-aftalen, og som se frem mod 2025.

Du kan læse mere om Zalandos samlede do.MORE -strategi her.

Fashion Forum var inviteret af Zalando.