Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

The State of Fashion: Pessimisme og udfordringer står i kø til 2020

For fjerde gang udgiver Business of Fashion sin The State of Fashion rapport i samarbejde med McKinsey. Den forudser vanskelige tider for branchen.
For fjerde gang udgiver Business of Fashion sin The State of Fashion rapport i samarbejde med McKinsey. Den forudser vanskelige tider for branchen.

Der blæser udfordrende vinde over modebranchen. Det konkluderer Business of Fashion i sin The State of Fashion 2020-rapport, som de netop har udgivet i samarbejde med McKinsey. Den peger på, at pessimisme er et globalt og altomfattende tema. Både nu og i den nære fremtid.

Roden til den herskende pessimisme kan i høj grad spores tilbage til den geopolitiske uro, der ulmer netop nu. Her truer både det forestående Brexit, som flere danske brands dog trodser med åbningen af butikker i den britiske hovedstad, og de igangværende uroligheder i Hong Kong med at ødelægge både handelsbånd og økonomiske perspektiver. Ikke kun i modebranchen, men over en bred kam.

Og ikke nok med det. Rapporten peger også på flere antydninger til en ny finanskrise, som firmaerne er nødt til at forholde sig til. Blandt andet fremgår det, at Japans eksport er faldet hver måned i 2019, at Brasiliens vækstprognose for 2019 er halveret, og endeligt at Indiens økonomi vokser i sit langsomste tempo i seks år. 2020 kommer derfor til at handle om firmaernes evne til at oparbejde modstandsværktøjer, der kan sikre overlevelse i endnu en økonomisk krise.

Klimaet som både udfordring og mulighed
Klimakrisen har også stor indflydelse på direktionsgangenes indsatser. Men den udgør ikke kun en udfordring. Den er lige så meget en mulighed. Fordi de modevirksomheder, der formår at tackle klimaproblemerne bedst, vil få en førertrøje i kampen om forbrugerne, der netop efterspørger nye forretningsmodeller og en mere ansvarlig praksis fra virksomhederne. For eksempel bliver cirkularitet mere og mere profitabel. Senest har Baum und Pferdgarten og Filippa K lanceret cirkulære koncepter. Samtidig har firmaer som Ganni og By Malene Birger inkorporeret udlejning af tøj som en del af deres kommercielle koncept.

2020 vil derfor være kendetegnet ved udviklingen af værktøjer til at navigere i det nuværende, truende farvand. Fleksibilitet, hurtig handlekraft og evnen til at tilpasse sig vil blive belønnet. Vinderne bliver dem, der formår at vende usikkerhed og ustabilitet til muligheder. Dem, der forstår at oversætte de globale faresignaler til implementèrbare, strategiske løsninger, der minimerer risici. Se for eksempel Zalando, der netop forsøger at vende klimaet fra en krise til en forretningsmulighed.

Indeksering og fokus på bundlinje
Når det kommer til måden at tilgå udfordringerne, peger rapporten på vigtigheden i at indeksere sine risici, at opdele dem efter størrelse og potentielle løsningsforslag. Lige fra daglige udfordringer til de helt store eksterne forhindringer som handelsembargo eller produktionsproblematikker. Og her bliver dynamik og evnen til løbende at revidere sine strategier vigtigt.

Rapporten fortæller desuden, at virksomheders fokus bør flyttes fra omsætning til bundlinje, nøjagtigt som den  seneste finanskrise lærte os. Her klarede virksomheder med den prioritering sig klart bedst, fremgår det af rapporten. Ved finanskrisens afslutning i 2009 oplevede firmaer med netop en prioritering af bundlinje over omsætning, at deres EBITDA (Earnings Before Interest Taxes Depreciation and Amortization) var steget med ti procent. Til sammenligning tabte resten af branchen omkring 15 procent i samme periode.

Ud over evnen til at navigere i ustabile tider, kommer 2020 til at bære præg af virksomhedernes evne til at levere digitale løsninger og udnytte nye teknologiske muligheder. Virksomhedernes greb om diversitet i både udvalg og organisation, som bliver en højere og højere prioritet blandt forbrugerne, bliver også vigtig. Selvfølgelig vil den grønne omstilling i forbrug og produktion også spille en stor rolle for virksomhederne i det nye år. Og ikke bare som et PR-værktøj. Men som en reel forandring i måden, de tænker og driver virksomhed.

Læs den fulde The state of Fashion 2020 rapport her.