Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed, Indland

Lej, brug, returnér: Nu lancerer Ganni udlejningsplatform

Fremtidens modeforbruger vil ikke eje, men leje. Det ved flere og flere virksomheder, heriblandt Ganni, der nu introducerer ’Ganni Repeat’ i forbindelse med deres forsat ambitiøse bæredygtige omstilling.
Fremtidens modeforbruger vil ikke eje, men leje. Det ved flere og flere virksomheder, heriblandt Ganni, der nu introducerer ’Ganni Repeat’ i forbindelse med deres forsat ambitiøse bæredygtige omstilling.

“På nuværende tidspunkt ved vi alle, hvor store negative konsekvenser modeindustrien har på det globale klima. Heldigvis er bæredygtighed hurtigt ved at blive en forudsætning for at drive forretning i modeindustrien, men også en moralsk forpligtelse. Og som med alle andre moralske anliggender, bliver vi nødt til at arbejde sammen, hvis vi skal nå i mål.”

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Nicolaj Reffstrup, der sammen med Ditte Reffstrup og resten af det voksende Ganni-team netop har taget endnu et skridt på deres igangværende rejse mod at blive mere bæredygtig. Ganni er nemlig klar til at lancere deres nye platform ’Ganni Repeat’. En platform, hvor kunder kan leje tøj fra nye og tidligere kollektioner. Det er et tiltag, der tapper ind i en ny forbrugertendens, der vægter tilgængelighed over ejerskab. For Ganni handler det om at være med til at udtænke måder at forlænge tøjs levetid, herunder ved at give forbrugerne mulighed for at forny deres garderobe uden at købe nyt. Gennem platformen kan kunder leje et eller flere stykker tøj i enten én, to eller tre uger og derefter gratis sende varen retur – medmindre man er blevet så glad for det, at man gerne vil eje det. I så fald kan tøjet købes til en reduceret pris.

At skabe mere ansvarlige måder at drive forretning på

Ganni er ikke den eneste danske modevirksomhed, der ser fordele i at leje tøj ud i ønsket om at fremme et mere cirkulært modeforbrug og reducere sit CO2-aftryk. Det gælder blandt andre H&M og By Malene Birger, der siden maj har haft udlejning som en integreret del af deres webshop gennem et samarbejde med udlejningsplatformen Continuedskabt af Vigga og Peter Svensson, tidligere ejere af Vigga.us. En platform, der da også er en del af Ganni Repeat og som siden begyndelsen har haft Nicolaj Reffstrup i investorkredsen. Ganni har nemlig længe arbejdet intensivt med bæredygtighed og har i løbet af de seneste år initieret mere end 30 forskellige bæredygtige tiltag.

Det gælder både store skridt, som kortlægningen af virksomhedens samlede CO2-udledning, samt mindre, men også vigtige, tiltag, som den helt nye lancering af bæredygtige strømpebukser i genanvendte materialer, skabt i samarbejde med Swedish Stockings. Eller beslutningen om at introducere et såkaldt ‘garment take back scheme’ i samarbejde med I:CO, så kunder i udvalgte butikker verden over kan aflevere brugt tøj og sko – uanset brand og tilstand – i opstillede bokse. Det er derfor også planen, at Ganni vil kompensere for den CO2, som er blevet udledt i forbindelse med leveringen af varer fra Ganni Repeat, i slutningen af 2019.

Ganni tager nu brugt tøj retur i udvalgte butikker, herunder i Danmark samt i brandets nye London-butik.

“For to år siden, i 2017, underskrev vi Global Fashion Agendas Circularity Commitment med målet om at blive mere cirkulære i vores forretningsmodel frem mod 2020. Det har været en rejse og betydet, at vi har været nødt til virkelig at gentænke, hvordan vi gør ting. I denne første fase af Ganni Repeat er vores mål at teste, lære og raffinere. Slutmålet er at skabe mere ansvarlige måder at drive forretning på i modeindustrien,” afslutter Nicolaj Reffstrup i pressemeddelelsen. 

GANNI REPEAT lanceres på det danske marked den 21. august 2019 som en soft launch og fra den 20. september 2019 på en større skala, og skal sidenhen ekspanderes globalt.