Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed, Indland

Vigga opkøbt af hollandsk firma: Skal spredes til hele Europa

Fremover drives den danske platform videre under navnet Circos.co og tilbyder sin cirkulære service til kunder i hovedsagligt Europa, men også resten af verden.
Fremover drives den danske platform videre under navnet Circos.co og tilbyder sin cirkulære service til kunder i hovedsagligt Europa, men også resten af verden.

Den danske børnetøjsplatform Vigga.us, der blev stiftet tilbage i 2014 af Katvig-grundlægger Vigga Svensson og hendes mand Peter Svensson, trækker på deleøkonomiens principper ved at cirkulære økologisk børnetøj og ventetøj fra forbruger til forbruger via en abonnementsservice. En service, der siden har vakt interesse både herhjemme og i udlandet, ikke mindst fra Holland, nærmere bestemt Amsterdam, hvor virksomheden besluttede at søsætte et nyt testmarked i 2017.

Det er derfor ikke udelukkende overraskende, at det er et hollandsk firma, der nu overtager den danske platform. Det Amsterdam-baserede holdingselskab Voyage med ejer Erick Bouwer i spidsen, har nemlig opkøbt både virksomheden og platformen Vigga.us, og vil fremover køre projektet videre under navnet til Circos.co. Erick Bouwer er allerede bredt bekendt med virksomheden, da han har været CEO i Vigga det sidste halvandet år. Ifølge ham, er planen at drive platformen videre som hidtil, men nu med målet om at sætte yderligere fokus på Europa – med tilgængelighed for kunder i hele verden.

“Markedet for abonnementsservices indenfor tøj er stærkt og i kraftig vækst. Med Circos.co kan vi fortsætte med at tilbyde kunder en bæredygtig, praktisk og prisvenlig løsning til påklædning af deres børn – eller voksende babybuler – på en skøn måde. Det er en tiltrængt, banebrydende systemtransformation, der gør det muligt for os at udnytte produkter til deres fulde potentiale og reducere fodaftrykket fra et ekstremt ressourcekrævende marked,” lyder det i en pressemeddelelse fra Erick Bouwer, som fremover forbliver i direktørstolen hos Circos.co.

En positiv bevægelse

Vigga og Peter Svensson har ikke selv været aktive i den daglige drift af Vigga de seneste par år, hvor de i stedet har dedikeret deres tid til deres nyeste projekt, en såkaldt ’whitelabel platform for cirkulær retail’ ved navn Continued, der – i tråd med Vigga-projektet – sætter fokus på cirkularitet ved at hjælpe modebrands med at udleje tøj. Senest med By Malene Birger, som nyeste tilføjelse til brandlisten, der allerede tæller andre store danske mærker, som Ganni. Dog er Vigga Svensson tilfreds med, at den platform, de stiftede for nu fem år siden, drives videre af kompetente kræfter:

“Det vækker selvfølgelig stor glæde, at Erick Bouwer ønsker at fortsætte Vigga-konceptet under navnet Circos.co. Generelt er vi glade for at se, at så mange tilsvarende koncepter dukker op i hele verden, og at vi derfor har været med til at sætte gang i sådan en positiv bevægelse,” siger hun til Fashion Forum i forbindelse med salget til Voyage.

Circos.co vil, ligesom Vigga.us, forhandle forskellige brands. Med overtagelsen af den danske virksomhed har Voyage købt rettigheder til alt fra navn, produkter, platform, kundebase og sociale netværk. Vigga.us vil blive lukket ned, men Vigga-brandets egne produkter vil fortsat blive forhandlet på den nye platform.

Circos.co lanceres officielt i sommeren 2019.