Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Udland

VIGGA-stifter: ”Nu er vi stand til at udvide til udlandet”

Det cirkulære børnetøjskoncept er endelig klar til at prøve konceptet af uden for landets grænser, og Holland er første destination i sigte.
Det cirkulære børnetøjskoncept er endelig klar til at prøve konceptet af uden for landets grænser, og Holland er første destination i sigte.

Den danske børnetøjsplatform, VIGGA.us, er stadig en ung virksomhed, der så dagens lys for kun lige godt 2,5 år siden. Virksomheden trækker på deleøkonomiens principper ved at cirkulære økologisk børnetøj og ventetøj fra forbruger til forbruger via et abonnementskoncept – et koncept, der har vist sig at høste stor ros og efterspørgsel herhjemme og i udlandet, ikke mindst fra Holland.

”Siden begyndelsen har vi oplevet stor interesse fra udlandet, og her har især Holland været fremtrædende. Der foregår rigtig mange spændende ting i Amsterdam, og rigtig meget cirkulær økonomi, udspringer fra byen, så vi føler den passer rigtig godt sammen med os” fortæller medstifter Vigga Svensson, der mener Amsterdam er det helt rigtige sted for virksomheden at søsætte et nyt testmarked inden længe.

Klar til skalering
Selvom der altid har været stor interesse fra udlandet, har det, ifølge Vigga Svensson, dog ikke været muligt at ekspandere VIGGA-platformen før nu, da den ikke ville kunne håndtere de omstruktureringer det kræver, at udvide et koncept som deres.

”Vi har netop lanceret vores nye IT-platform, som indeholder en opdatering, der gør, at vi nu er i stand til at udvide til udlandet både logistisk og i forhold til lagersetup. Planen er at vi fremover skal bruge en teknologi, som gør, at vi kan tracke hver eneste stykke tøj og på den måde blive bedre rustet til denne skalering,” siger VIGGA-medstifteren.

Hun ser ikke den nye udvidelse som en udfordring, selvom der er nogle forholdsregler, der skal tages i forbindelse med at videreudvikle VIGGA-konceptet udenlands.

”Der er ingen tvivl om, at vores koncept er et kulturelt koncept. Kunden er en del af konceptet, og hvis kunden ikke spiller efter reglerne, bryder det sammen. Det der fungerer herhjemme, fungerer ikke nødvendigvis i andre kulturer. Derfor er det foreløbig en test, hvor vi vil indsamle empirisk data og derudfra vurdere om det fungerer,” siger Vigga Svensson og fortsætter:

”Der kan være små ting, som gør at man skal twiste konceptet en lille smule. Det kan være de er længere tid om at aflevere tilbage, eller slider mere eller mindre på tøjet, end de danske forbrugere. Fordi vi ikke er en traditionel tøjvirksomhed, bliver vi nødt til at angribe det på en helt anden måde. Måske viser det sig, at vi bliver nødt til at skræddersy systemet til hvert enkelt marked og bygge arkitekturen i systemet op omkring de forskellige kunder og den måde, de opfører sig på.”

Hele verden ser med
Det er dog ikke kun Holland, der har fået øjnene op for det danske, bæredygtige koncept. Virksomheden havde for to uger siden besøg af det engelske produktionsselskab BBC, som gerne ville lave en kort portrætfilm om VIGGA – en film, der i dag ligger på BBC News’ Most Watched liste.

“Når telefonen ringer og BBC er i den anden ende af røret, bliver man lidt overrasket og der kommer et stort smil på læben. Den kendte engelske journalist Dougal Shaw rejser rundt i hele verden for at portrættere innovative løsninger, og da han kontaktede os med henblik på at lave et portræt af vores cirkulære børnetøj koncept, blev vi temmelig begejstrede. Det er ikke lige hver dag, et af verdens allerstørste medier ringer til vores lille kontor i Kastrup,” siger Vigga Svensson, der siden har fået opmærksomhed fra forbrugere i hele verden, som også vil have fingrene i den populære danske abonnementsservice, og afslutter:

“Vi glæder os rigtig meget til at komme ud over landets grænser med vores koncept, så vi kan få endnu flere familier med ombord. Jo flere vi er, desto flere miljø ressourcer kan vi sammen spare.”