Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

ARKK indtager Field’s, en fotoudstilling fra Løgstør og Troelstrup-relancering

Efter succes på Strøget åbner ARKK Copenhagen pop-up i Field's, Peter Jensen vender hjem til Løgstør og Troelstrup skærer forretningen til med fokus på herretøj.
Efter succes på Strøget åbner ARKK Copenhagen pop-up i Field's, Peter Jensen vender hjem til Løgstør og Troelstrup skærer forretningen til med fokus på herretøj.

Grønland. Hvilket smukt og selvstændigt land. Og hvilken skam, at de nu er havnet i den geopolitiske verdensdiskussion takket være Donald Trump. Denne uge har i høj grad været præget af den amerikanske præsidents forestående og nu aflyste Danmarks-besøg og de Twitter-diskussioner, det affødte. Men Donald Trump har ikke fyldt alt i denne uge.

For det var også denne uge, at en af vores største iværksættere gik bort. Lars Larsen og Jysk Sengetøjslager har betydet meget for Danmark som land og især for detailhandlen, som han på mange måder var med til at revolutionere. De positive anekdoter er da også fløjet omkring i det danske medielandskab i dagene efter nyheden om Silkeborg-købmandens død kom ud.

Og så kan vi altså heller ikke komme udenom de massive skovbrande, der hærger Amazonas, jordens lunger, der står for omkring 20 procent af verdens oxygenproduktion, på tredje uge. For paradoksalt nok har det nærmest været udækket af medieverdenen, helt modsat branden, der ramte Notre Dame tidligere på året, og som i tillæg hurtigt fik alverdens milliardærer til at lægge kæmpe summer for at bevare den gamle kirke. “Hvor er de milliardærer henne nu?,” spørger mange skeptiske brugere på sociale medier. Og med rette.

Men ugen har heldigvis også haft nyheder af mere positiv karakter. I mandags kunne vi som de første fortælle, at det 34-år gamle smykkemærke Dyrberg/Kern genopstår efter en konkurserklæring tidligere på året. Med en mere strømlinet og simpel strategi i ærmet har de to stiftere Gitte Dyrberg og Henning Kern købt det firma tilbage, de grundlagde mens de studerede i 1986. Det blev derfor kun en kort pause for det anerkendte smykkemærke.

Vi kan nærmest ikke komme igennem en uge i modens verden, uden at der bliver lanceret en eller anden form for bæredygtigt tiltag. På godt og ondt. Og denne uge er ingen undtagelse. Både Ganni og H&M har lanceret udlejningsløsninger i ugens løb. De følger dermed i fodsporene på blandt andre By Malene Birger og Vigga-stifterne Vigga og Peter Svenssons Continued-projekt, der ser udlejning som en måde at forlænge tøjets levetid. Lad os håbe, at det kan være med til at skubbe vores forhold til vores tøjforbrug i den rigtige retning.

Og nu til nogle af ugens andre modenyheder:

Sneakerhypen kommer til Field’s

Det går godt for det københavnske sneakermærke ARKK Copenhagen. I april åbnede de en pop-up butik på Strøget i København for at komplementere deres flagskibsbutik på Nørrebro og samtidig teste lokationen af inden en permanent butik ser dagens lys. Og nu her fem måneder og godt 40.000 besøgende senere annoncerer mærket endnu én af slagsen. Denne gang i storcentret Field’s, der skal være med til at præsentere ARKK for et nyt publikum. Butikken vil ud over brandets sneakers også dedikere plads til brandets nye tøjkollektion, kasketter og bæltetasker, der bliver lanceret senere på året samt et såkaldt ARKKitect Studio-område, hvor kunderne selv kan tegne og designe sine sneakers. Butikken vil have til huse i Field’s i ni måneder før konceptet flytter videre til en ny, og endnu ikke navngiven, lokation.

ARKK Copenhagen.

Sunflower skal blomstre i Illum

Illum satser på herremode. I efteråret 2018 slog de dørene op til en helt ny herreafdeling på første sal, hvor internationale mærker som Acne Studios og Saint Laurent prydede udvalget side om side med danske mærker som Halo og Tonsure, der også lavede en speciel kollektion til Illum i samme forbindelse. Senere blev hypede Off-White med Virgil Abloh i spidsen tilføjet til den voksende brandliste og nu er det igen tid til at byde et nyt brand velkommen. Det fremadstormende slow fashion brand Sunflower, med den tidligere NN07-stifter Ulrik Pedersen og Moon i spidsen, der især udmærker sig på jeans-fronten og med sine skarpt skårede suits og skjorter i et retro 70erne-univers og tidstypiske cowboystøvler åbner således i Illums herreafdeling. På damesiden er også værd at nævne, at Stella McCartney netop har åbnet en afdeling i Illum, hvor den bæredygtige frontfigur vil sælge tøj, sko og accessories.

Sunflower SS20

60er-printmester får nyt liv

H&M har aldrig været blege for at lave både større og mindre designsamarbejder. Fra de helt store som Versace og Balmain, til de mindre som det nyeste på stammen med det britiske brand Richard Allen, der især er kendte for silketørklæder i abstrakte mønstre. Det er da også printarbejdet, der er i fokus for den nye kollektion, hvor H&Ms interne designteam har nyfortolket de klassiske Richard Allan-print, som er fundet i arkiverne. Det tæller blandt andet printet Muse, som viser ni muser fra græsk mytologi og Scott, som er en fortolkning af plaider fra det skotske højland. Kollektionen består af hverdagsstyles med en klar reference til 1960erne, hvor Richard Allen især var populær, med lange silhuetter og detaljer som brede ærmer og plissér.

Richard Allen X H&M.

Troelstrup, nu kun til mænd

Siden 1908 har Troelstrup klædt københavnerne på. Det var oprindeligt tiltænkt som herretøjsforretning, men blev senere udvidet til også at inkludere kvindetøj. Men nu går Troelstrup tilbage til rødderne og giver mændene det fulde fokus. Og ambitionerne er store. Håbet er, at Troelstrup skal blive Københavns ’menswear destination’. Den nye afdeling vil holde til i den ikoniske Troelstrup-bygning i Vester Voldgade, hvor man kan brede sig på fem etager, og vil have et skiftende fokus fra sæson til sæson og være forandringsparate i en flygtig retailbranche. Den første sæson, AW19, vil være dedikeret til overtøj med både loyale brands og helt nye på tapetet.

Relanceringen bliver skudt igang med en fyraftensfejring den 6. september 2019. 

Roadtrip til Løgstør

Peter Jensen er en af de mest anerkendte danske designere i udlandet. Han har da også fortrinsvis gjort sig uden for landets grænser, specielt i London, hvor hans mærke holdt til inden det blev solgt, og hvor han underviste på Central Saint Martins-herrelinje. Nu underviser han mode på Savannah College i USA. Men engang imellem stikker han hovedet forbi Danmark, nogle gange for at holde show, i 2017 for at fejre sit 15-års jubilæum, og nu er han taget hjem. Men kun på et kort visit. Med Statens Kunstfonds støtte i ryggen har han nemlig tilbragt et par uger i barndomsbyen Løgstør med den anerkendte modefotograf Annie Collinge i projektet Annie and Peter – A Roadtrip. Her har de foreviget Peter Jensens familiemedlemmer og andre fra hans barndomsby, en slags fejring af det skæve og den hverdagsagtige poesi, der kan opstå på uventede steder. Der er for eksempel et billede af hans søster, der altid har drømt om at blive blomsterhandler, men aldrig har levet drømmen ud, og som derfor er fotograferet i et hav af faldne rosenblade.

Resultatet kan opleves i 11o i Tullinsgade mellem den 29. august og 4. oktober 2019, med fernisering den 29. august mellem 16.00–19.00

Anne and Peter – A Roadtrip.