Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

3 nye brands med ansvarlighed på dagsordenen

Syv plastikflasker bliver til et par badeshorts hos Marda Swimwear, naturlige monomaterialer er grundlaget hos Coéme, og ACT Today vil kræve ansvar af forbrugeren.
Syv plastikflasker bliver til et par badeshorts hos Marda Swimwear, naturlige monomaterialer er grundlaget hos Coéme, og ACT Today vil kræve ansvar af forbrugeren.

I løbet af 2020 har vi set utallige tiltag fra både store og små virksomheder, der alle kæmper for en grønnere modeindustri. Den danske koncern Bestseller tog et kæmpe skridt mod målet om at blive en klimapositiv virksomhed med investeringen i det, der bliver Nordeuropas største solcellepark, mens webshop-giganten Zalando blandt andet har indført obligatorisk bæredygtighedsvurdering for partnerbrands, samtidig med at de tester salg af secondhand tøj. På lidt mindre skala har Les Deux lanceret deres eget take-back system Rewear, Ganni forsøgte sig med en kollektion udelukkende til udlejning i samarbejde med Levi’s, og i forbindelse med Black Friday præsenterede Soulland sin første årlige rapport ‘2020 Responsibility Paper’ med ambitionen om at blive en mere ansvarlig og transparent virksomhed.

Kravet om grønne tiltag er ikke kun tilstede internt i branchen – ifølge en undersøgelse fra McKinsey & Company, er forbrugernes efterspørgsel på bæredygtig mode også steget gennem coronapandemien. Du kan som brand i dag, sagt med andre ord, ikke slippe udenom en form for grøn politik for din virksomhed. Mens nogle etablerede modemærker skal omlægge hele virksomheden, ser vi også nye brands blive født med – eller direkte ud af – bæredygtige ambitioner. Vi har samlet tre nye brands, der har trodsen krisen og er startet op i 2020 med en grøn vision på dagsordenen.

Marda Swimwear

Det er mørkt og koldt, og kun de færreste af os har set sydens sol og hvide sandstrande i 2020. Hvis længslen efter varmere himmelstrøg ikke allerede trænger sig på, så vil det nye brand Marda Swimwears kampagnebilleder gøre sit for at få den til det. Danskdesignede Marda Swimwear står for badebukser i genanvendt plastik – plastikflasker for at være helt præcis. Hvert par badebukser er lavet af syv brugte plastikflasker fra vores verdenshave og deponeringsanlæg. Bag brandet er den 23-årige August Dyrberg, der fik idéen på en strand på Bahamas, hvor plastikaffald er ødelæggende for de ellers idylliske strande. Marda Swimwear er derfor skabt ud fra tankegangen om enkle designs i genanvendte materialer. Dertil doneres en procentdel af hvert par solgte badebukser meget passende til organisationen ‘The Ocean Clean-up’.

Marda Swimwear blev lanceret online den 16. december på brandets egen hjemmeside.

Marda Swimwear.

Coéme

God kvalitet og enkle designs i rene monomaterialer er filosofien bag Coéme- Et nyt Københavner-brand, der så dagens lys under den første lockdown i foråret. Bag brandet står de to brancheerfarne kvinder Rikke Wienmann, tidligere Head of Design hos både Day Birger et Mikkelsen og Noa Noa, og Pernille Holmen, tidligere Design & Buying Director hos Noa Noa, der med Coéme vil ændre vores tilgang til mode:

“Vi designer limiterede oplag; vores varer kommer ikke på udsalg efter få måneder, og vi bruger tid, ekspertise og mådehold i forhold til at udøve vores håndværk,” fortæller grundlæggerne i en pressemeddelelse.

Coéme er i den sammenhæng ikke baseret på kollektioner eller sæsoner, og hver eneste style består kun af ét enkelt materiale som eksempelvis økologisk bomuld, Tencel, hør eller uld, ud fra ideen om, at deres tøj dermed nemmere kan genanvendes, når det er slidt op. De kalder konceptet for ‘Conscious Collectibles’, da de går til produktionen af deres tøj, som man ville gå til den med et langtidsholdbart og sæsonløst, klassisk møbel.

Coéme forhandles i øjeblikket udelukkende på brandets egen hjemmeside, men vil blive tilgængeligt hos få udvalgte forhandlere i løbet af foråret 2021.

Coéme.

ACT Today

ACT Today er både et nyt brand og en opfordring fra Martin Munch og Erik Weibel, der heller ikke mener, modebranchen kan vente på forandring længere. Munch har mange års erfaring som skrædder og designer, hvor han blandt andet har stået bag Punk Royal og Munji Jeans, og har arbejdet med brandudvikling for blandt andre Blake Copenhagen, Noisy May og Why7. Weibel er ligeledes velbevandret indenfor mode efter 29 år hos Bestseller – de seneste 12 år som brandansvarlig og daglig leder for Vila og Object. Sammen vil de med ACT Today give forbrugeren et godt stykke tøj, der er produceret i Europa og samtidig opfordre til, at tøjet også behandles ansvarligt, når det har sluppet deres hænder:

“Vi stiller store krav til os selv, men også til forbrugeren. Derfor oplyser vi om, hvordan produkterne skal behandles, som er en information, der fremgår på hvert eneste produkt,” skriver Erik Weibel.

ACT Today vil fra foråret 2021 tilbyde et mindre udvalg af styles i enkle designs i et stort udvalg af farver. På samme måde som hos Coéme har Munch og Weibel er det langsigtede brug for øje, og derfor vil ACT Today gå i en stor bue udenom de hurtige trends og flygtige tendenser.

ACT Today kan købes fra foråret 2021, men indtil da kan man følge brandet på deres Instagram-profil.

ACT Today.