Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed

Kun leje, ikke eje: Ganni lancerer første udlejningskollektion i samarbejde med Levi’s

Modebrands kan selv være med til at skubbe forbrugerne mod nye, mere cirkulære vaner. Det understreger Gannis nye – og allerede hypede – Levi’s-samarbejde, der som den første kollektion udelukkende kan lejes.
Modebrands kan selv være med til at skubbe forbrugerne mod nye, mere cirkulære vaner. Det understreger Gannis nye – og allerede hypede – Levi’s-samarbejde, der som den første kollektion udelukkende kan lejes.

Da Ganni under den netop overståede modeuge løftede sløret for deres nyeste samarbejde i forbindelse med udstillingen ’Ganni 202020’, var det svært ikke at se for sig endnu et forbrugerpletskud fra det allerede internationalt hypede danske mærke. For hvad lyder mere som en opskrift på modesucces, end en indbringende cocktail bestående lige dele Ganni og ikoniske Levi’s?

Men Gannis nye samarbejde handler om noget andet og større end at udvide deres fanskare. Det handler om at følge op på deres allerede omfattende bæredygtige og cirkulære vision med lanceringen af mærkets første ’rent only’ kollektion til dato.

Kollektionen består af tre forskellige styles; et par 501-jeans, en skjorte og en kjole, lavet af udelukkende upcyclede Levi’s-jeans og genanvendt denim – selvfølgelig med et twist af Ganni i form af patchwork-detaljer, voluminøse ærmer og brandets signatur Peter Pan-krave. I stedet for at blive sat til salg, bliver den lanceret på udlejningsplatformen Ganni Repeat, som har eksisteret siden sidste år. Her kan kunder – ikke bare i Danmark, men for første gang også i både Europa og USA – leje de tre styles i op til tre uger af gangen.

“At arbejde med et ikonisk brand som Levi’s er en drøm, der går i opfyldelse. Det smukke ved denim er, at det kun bliver flottere med tiden. Det her partnerskab handler om at dele den kærlighed for god denim og give den videre,” siger kreativ direktør Ditte Reffstrup i en pressemeddelelse og fortæller, at hun sammen med Levi’s selv har håndplukket alle de vintage jeans, der er blevet brugt til kollektionen.

Skabt til at blive delt

Foruden at være den første kollektion, som udelukkende kan lejes og ikke ejes, har de to brands også forsøgt at gøre kollektion mere demokratisk og anvendelig ved at designe styles, som kan tilpasses af forbrugeren selv. Det betyder, at kraver og bælter er aftagelige, ligesom at taljen på jeansene er lavet justerbar, så de kan bruges både høj- og lavtaljet i form af en veltænkt – og meget Ganni’sk – dobbeltknappet gylp.

For at tilføje endnu et lag til kollektionens budskab om både fællesskab og transparens er der til samarbejdet brugt en teknologi ved navn Near Field Communication (NFC). Det betyder, at kunder kan scanne tøjets label med deres smartphone og få adgang til tøjets materialehistorie, stylingtips – og sågar se, hvilke ’Ganni Girls’, der har lejet tøjet før dem.

“Ganni var den perfekte partner til udviklingen af denne upcyclede udlejningskollektion. Vores fælles kærlighed til denim og passion for kreative rekonstruktioner af vintage 501s var et rigtig godt udgangspunkt. Vi miksede Gannis smukke signatur-DNA med vores denim-ikoner i skabelsen af noget helt nyt og tidløst, der er lavet til at blive delt,” supplerer Karyn Hillman, Chief Product Officer hos Levi’s.

Læs om Gannis udstilling under modeugen, hvor blandt andet deres nye Levi’s-samarbejde blev lanceret, her.