Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

“34 procent af vores kunder giver udtryk for, at bæredygtighed er blevet vigtigere som følge af corona”

Krisen har øget fokus på bæredygtig omstilling for mange modebrands, men har den også øget forbrugernes efterspørgsel? Spørger man Zalando, er svaret et tydeligt ja.
Krisen har øget fokus på bæredygtig omstilling for mange modebrands, men har den også øget forbrugernes efterspørgsel? Spørger man Zalando, er svaret et tydeligt ja.

Da Corona-krisen ramte, var modebranchen en af de industrier, der blev hårdest og hurtigst ramt. For da hele verden lukkede ned fra den ene dag til den anden, butikkerne stod tomme, og forbrugerne holdt pengene tættere til kroppen, blev der pludseligt kastet et skarpt – og ganske uflatterende – lys på branchen. Et lys, som gjorde det klart, hvor sårbart et system industrien er bygget op på, hvor meget tøj, der egentlig produceres – og vigtigst, hvor kort levetid det tøj har på grund af branchens indbyggede og uholdbare trendforgængelighed.

Derfor blev en af krisens (positive) sideeffekter en vidtrækkende øjenåbner for, hvor akut behovet for en grøn omstilling egentlig er – og samtidig at flere virksomheder reagerede ved selv at speede processen op. Det gælder selv de store giganter som Bestseller, der siden har offentliggjort flere tiltag, og hvor CEO Anders Holch Povlsen i august udtalte, at de “er nødt til at investere i bæredygtighed for at komme på den anden side af krisen.”

Men hvad med forbrugerne, som jo er en ligeså vigtig brik i minimeringen af modens negative aftryk? Har Covid-19 også påvirket deres prioriteringer i den rigtige retning? Spørger man Zalando – der må siges at have indsigt i tidens modeforbruger med deres 34 millioner aktive kunder på tværs af 17 markeder – er svaret et klart ja.

Ekstraordinær vækst i efterspørgslen på bæredygtighed

Ifølge Zalando, har krisen nemlig øget kundernes efterspørgsel på grønnere mode markant. Det viser en ny undersøgelse blandt den tyske platforms kunder, som blev fremlagt til et – virtuelt, selvfølgelig – pressemøde fra hovedkontoret i Berlin i dag.

“Vi har oplevet ekstraordinær vækst i efterspørgslen på mere bæredygtig mode siden starten af året. Ifølge en ny intern undersøgelse, giver 34 procent af vores kunder udtryk for, at bæredygtighed er blevet vigtigere for dem som følge af corona-pandemien,” sagde Co-CEO Rubin Ritter i forbindelse med pressemødet, der samtidig var en markering af et-året for Zalandos bæredygtige strategi, do.MORE, som blev fremlagt i oktober sidste år.

Sustainability Director Kate Heiny supplerede ved at fortælle, at det dog ikke kun er kundernes mening, der har ændret sig – deres købsadfærd følger trop. Andelen af kunder, der vælger at lægge varer, som er markeret som mere bæredygtige af Zalando, er nemlig ligeledes steget. Det betyder, at mere end 40 procent nu vælger de bæredygtige produkter – hvilket er over dobbelt så mange som ved årets begyndelse. Som følge heraf har Zalando udvidet sit sortiment af mere ansvarlige produkter fra 27.000 til over 60.000 varer.

“Vores øgede fokus på bæredygtighed har betydet, at vi i dag kan sige, at omkring 15 procent af vores samlede GMV for det første halvår 2020, svarende til cirka 600 millioner euro, kommer fra salget af mere bæredygtige produkter. Og det bringer os betydeligt tættere på vores mål om, at det skal udgøre 20 procent af Zalandos GMV i 2023,” fortalte Kate Heiny, der var med på skærmen fra sit hjemmekontor til dagens pressemøde.

Sætter alle sejl ind på cirkularitet

Men det er bare én ud af flere milepæle, som Zalando har opnået siden sidste år, som Kate Heiny selv formulerede det. Udover det seneste års voksende liste af tiltag, der blandt andet tæller den nyligt lancerede ‘Pre-Owned’-kategori samt samarbejdet med Sustainable Apparel Coalition og Higg Co., som blev præsenteret i maj, blev der i dag også præsenteret flere nye. Tiltag, der især handler om cirkularitet –  noget som Zalando, ifølge Kate Heiny, vil fokusere endnu mere på i fremtiden. Det gælder blandt et nyt samarbejde med circular.fashion og Fashion For Good om en capsule-kollektion udviklet særligt til at kunne blive genbrugt og siden genanvendt.

“Kollektionen, vi har kaldt ’redeZIGN for circularity’, lever op til circular.fashions retningslinjer for genanvendelse. Det sker gennem scanbare labels, som fortæller alt om produktet, for eksempel materialesammensætning og -oprindelse, såvel som hvordan man vasker og passer på tøjet. Målet med projektet er både at teste, hvad der fungerer for kunderne, men sidenhen også, hvordan vi kan skalere dette og dermed øge cirkularitet hos Zalando og på tværs af hele modeindustrien. Det er et vigtigt skridt imod vores mål om at forlænge levetiden for mindst 50 millioner modeartikler i 2023,” afsluttede Kate Heiny.