Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Den blødeste py, en hiphop pop-up og en ny stilguide fra den velklædte mand

Helmstedt og Ganni opgraderer hjemmeuniformen med silke og bomuld, Jannic the Jeweler popper up hos Birger Christensen, og Torsten Grunwald hjælper den gode stil på vej i ny bog.
Helmstedt og Ganni opgraderer hjemmeuniformen med silke og bomuld, Jannic the Jeweler popper up hos Birger Christensen, og Torsten Grunwald hjælper den gode stil på vej i ny bog.

Så skete det faktisk. Det, de fleste af os måske kunne fornemme var på vej. Lockdown 2.0, der har lukket kultur-, restaurant- og natteliv og sendt de fleste af os tilbage på hjemmekontoret – måske endda med hele familien. Samtidig står de fysiske butikker foran et nyt benspænd med regeringens opfordring om at lægge vores julegaveordrer online.

På redaktionen jonglerer vi mellem de mange årsregnskaber, der fremlægges netop nu, opsamlinger på året, der er gået, og planer for det nye år, der er lige på trapperne.

Hvor vi tidligere på året frygtede stilstand og konkurser, har modebranchen på alle måder bevist det modsatte. For der udvides, nytænkes og innoveres konstant. I denne uge har vi blandt andet skrevet om Birger Christensens to brands, Rotate og Remain, der udvider internationalt med shops i tre af Europas førende stormagasiner. Bestseller-koncernen og  Soulland har præsenteret tiltag, der skal øge transparensen mellem virksomheden og forbrugeren. Og flere har brugt krisen til at kickstarte digitale initiativer, som vi kommer til at dykke meget mere ned i i 2021.

I onsdags skabte det røre, da Eva Kruse meddelte, at hun fratræder sin stilling som CEO i Global Fashion Agenda, hvor hun de sidste 15 år har arbejdet for en mere bæredygtig modeindustri, for i stedet at arbejde for materialeforskningsfirmaet Pangaia.

Nedenfor finder du et uddrag af ugens øvrige nyheder fra blandt andre Twelve Pieces, Ganni og Helmstedt, som alle både omfavner og hylder den individuelle stil på vej.

Forførende hjemmearbejde

Netop som lockdown er over os, og juleferien står for døren, lancerer London-basede Browns Fashion hyggelige pyjamaskollektioner i samarbejde med to skattede danske brands, Ganni og Helmstedt. Fra Ganni, blide blå striber og flæsekanter, hos Helmstedt blød printet silke i klare grønne og lyserøde pasteller. Find morgenkåber, natkjoler, pudebetræk, pyjamasser og quiltede tæpper til de næste ugers – og måske måneders – ekstra indetid.

Gannis x Browns Fashion fås udelukkende hos Browns, mens Helmstedt x Browns fås hos både Helmstedt og Browns Fashion. 

Helmstedt x Browns Seduction Collection. 

Egyptiske fortællinger 

I sidste uge lancerede Twelve Pieces et pop-up galleri/butik hos det kreative fællesskab Grisk i Aarhus. Galleriet rummer desuden en kunstinstallation og udstillingen ‘Egyptian Tales’, hvor Amir Hassan sammen med kunstner Peter Birk og keramiker Philip Hedegaard portrætterer det dansk-egyptiske modebrand fra hver sit kunstneriske perspektiv. Samtidig premierer Twelve Pieces i dag modefilmen ‘Memorabilia’, der “bevæger sig ind i en aktuel fortælling om den politiske generationskløft, der er kommet frem i lyset i løbet af 2020,” som brandet selv beskriver den.

‘Egyptian Tales’ kan opleves hos Grisk på Thorvaldsensgade 33 A, Aarhus, frem til den 22. januar 2021. ‘Memorabilia’ lanceres på brandets sociale medieplatforme i dag, fredag den 11. december klokken 12.30.

Twelve Pieces: Memoribilia.

Co-collection fra Selected Femme og Drew

Til februar lancerer Selected en mindre kollektion i samarbejde med den dansk-walisiske sangerinde og brandambassadør Drew Sycamore: I alt otte styles, der nok er direkte inspireret af Drews eget rockede vintageunivers, men som samtidig skal inspirere kvinder generelt til at udtrykke deres egen personlighed og styrke.

“At have god smag handler ikke så meget om at have det ‘rigtige’ på, men mere om dig, og hvad du ønsker, din garderobe skal repræsentere,” skriver Drew om kollektionen.

Kollektionen lanceres den 4. februar 2021.

Drew Sycamore i orange lammeskindstrenchcoat inspireret af hendes egen telecaster i samme nuance.

Dansk hiphop-darling lander hos Birger Christensen

Guldsmeden bag rapperen Kesis grillz og diamantfyldte kæmpevedhæng, Jannic Soriano, er klar med en pop-up shop hos Birger Christensen. Og vil man – ligesom smykkerne selv – kæmpe om at snuppe spotlightet fra den danske rapper, ja, så kan man jo starte med at lægge vejen forbi Strøget og se Jannic Soriano aka Jannic the Jewelers univers og første ready-to-buy minikollektion af håndlavede smykker.

Jannic Soriano x Birger Christensen pop-up på Østergade 38, København K, er åben frem til den 23. december 2020.

Mand, mangler du hjælp til stilen?

’Stil består – om tøj til mænd’ er titlen på en ny bog af journalist og modeekspert Torsten Grunwald, der står bag modebloggen Den Velklædte Mand. Bloggen handler om både stort og småt i forbindelse med god tøjstil til mænd, og bogen er da også en forlængelse af dette univers, hvori han vil hjælpe den danske mand med at klæde sig bedre på:

“Mænd er umulige at lave om på. Men jeg vil hjælpe dem med at klæde sig bedre – med stil – i jeans, T-shirt, trøje, jakkesæt med videre,” skriver den erfarne modemand om bogen, hvori han introducerer et praktisk og intuitivt system til at sammensætte tøj.

Torsten Grunwald udgav i 2014 bogen ’Den velklædte mand’, der hovedsageligt dækkede klassisk herretøj. I ‘Stil består – om tøj til mænd’ dykker han ned i både formel og uformel beklædning med illustrationer, eksempler og historier.

‘Stil består – om tøj til mænd’ af Torsten Grunwald, Gyldendal, 2020. 

Torsten Grunwald, den velklædte mand.