1379 procents vækst på 4 år: Børnetøjsvirksomhed blandt højdespringere til Børsen Gazelle
Især børnetøjskategorien repræsenterer mode- og tøjbranchen stærkt til dette års Børsen Gazelle, som blev offentliggjort i går.Børsen har igen i år – for nu 26. år i træk – udpeget de hurtigstvoksende virksomheder til dette års Børsen Gazelle. Hvad der dog ikke er, som det plejer, er afholdelsen af den ellers faste prisfest, hvor de udvalgte virksomheder får overrakt deres springende gazelle. For Covid-19 lagde – ligesom alt andet, der er socialt og bare en lille smule festligt – gårsdagens store prisfest i graven. Men kåres, det skal de store vækstpræstationer, og derfor kunne Børsen i går dele dette års i alt 1885 gazeller og ikke mindst deres top 100 over Danmarks højdespringere i 2020.
Og her har en del repræsentanter fra mode- og tøjbranchen fundet vej. Førstepladsen, den såkaldte ’landsvinder’, indtages af – overraskende, og så alligevel ikke taget coronasysler i betragtning – garnvirksomheden Hobbii fra Rødovre. For hvis hjemmestrik, -hækling og andre kategorier udi håndarbejde ikke var on the rise i forvejen, så har det seneste år kun fået populariteten til at eksplodere.
På femtepladsen derimod finder man børnetøjsvirksomheden The New fra Vejle. En virksomhed, der ifølge Børsen er vækstet hele 1379 procent de sidste fire år. Den kun fem år gamle virksomhed, der har specialiseret sig i tøj til børn mellem fire og 14 år, har dog også haft store armbevægelser de seneste år. Siden stiftelsen i 2015 af blandt andre direktør Chris Lützen Petersen, der bag sig har en lang karriere hos Bestseller, har The New udvidet brandporteføljen betydeligt. Udover de to mærker Cost:bart og sportsbrandet Pure Lime, annoncerede de for nu et år siden også tilføjelsen af yderligere tre nye brands; Mikk-Line, Papfar og Move ligesom de i juni i år annoncerede købet af børnetøjsbrandet Soft Gallery.
Mere børnetøj, men også cykeltøj i fuld fart og et herrebrand, der fortsat accellererer
Men The New er bestemt ikke den eneste virksomhed, der har fået skabt en voksende forretning på børneuniverset. På plads nummer 15 finder man Liewood, der producerer tøj, accessories og interiør til babyer og små børn – med stor succes tydeligvis. Ifølge Børsen lyder deres vækst på 1053,1 procent. Lidt længere nede, på plads 31, finder man endda endnu en børnetøjsvirksomhed, nemlig Konges Sløjd, der ligeledes har gjort sig bemærket med udvidelser på især medarbejderfronten det seneste år. Her lyder væksten på 822,5 procent. Det er dog ikke kun indenfor salget til de små, at der er fremdrift. På plads 28, med en vækst på 860,2 procent, findes cykeltøjsmærket Pas Normal Studios, som blandt andre Wood Wood-grundlægger Karl-Oskar Olsen står bag. Og seks pladser længere nede ses herretøjsbrandet Les Deux, hvis vækst lyder på 788,3 procent. Ikke overraskende taget mærkets seneste års udvidelser og positive nyheder indenfor både retail, ansatte og regnskaber i betragtning.
Også smykkekategorien har fundet vej til listen. Her finder man det populære mærke Maanesten på plads 88 med en vækst på 539,2 procent. Urforhandleren Ditur.dk er vækstet med 507,1 procent, hvilket sikrer dem plads 97.
Årets gazellekåring er den vigtigste i nyere tid
At blive Børsen Gazelle kræver, ifølge Børsen selv, “fire på hinanden følgende års dokumenteret vækst i enten omsætning eller bruttoresultat, samt at firmaet samtidig har positiv indtjening og er et aktie- eller anpartsselskab.” Spørger man Børsens ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør, Bjarne Corydon, er der endnu mere grund til at fejre præstationerne i 2020 i et år, hvor coronakrisen “har gnavet dybt i dansk vækst.”
“Netop det at få sat fokus på gazellernes særlige egenskaber i forhold til vækst og omstilling er noget af det, Danmark har brug for på vej ud af coronakrisen. 2020-gazellerne kåres på baggrund af deres resultater i 2019. Set i lyset af coronakrisen siden da vil nogle ligefrem tænke, at fortidens resultater er ligegyldige, når nutiden og fremtiden er så gennemgribende anderledes. Men jeg tror, at det forholder sig lige omvendt. Årets gazellekåring er den vigtigste i nyere tid. Fordi netop gazellernes særlige egenskaber er det, Danmark har brug for for at komme tilbage ud af krisen,” siger han i en pressemeddelelse fra Ritzau.
Her understreges det også, at krisen kan sætte sit præg næste år med et reduceret gazellefelt i 2021 – en vurdering, der blandt andet hviler på erfaringen med finanskrisen i 2008.