Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

Ny Gestuz-butik, et kærestebrev til København og et magasinsamarbejde

Gestuz satser på pop-up i Selfridges i Manchester, DANSK Magazine hylder deres elskede København, og Costume samarbejder med Guldknap-vinderen InWear om en kollektion, der skal genopfinde måden, vi klæder os på.
Gestuz satser på pop-up i Selfridges i Manchester, DANSK Magazine hylder deres elskede København, og Costume samarbejder med Guldknap-vinderen InWear om en kollektion, der skal genopfinde måden, vi klæder os på.

I denne uge har verdens øjne været rettet mod Frankrig, nærmere bestemt Biarritz, hvor dette års G7-topmøde fandt sted fra den 24. til 26. august. Et møde, hvor ledere fra nogle af de største verdensøkonomier, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien og USA, drøfter vigtige globale emner. Og i år var mode kommet på dagsordenen, da den franske præsident Emmanuel Macron i samarbejde med François-Henri Pinault, bestyrelsesformand og CEO for Kering, kunne præsentere deres såkaldte Fashion Pact. En ’pagt’, der har til formål at accelerere branchens bæredygtige omstilling, og som er blevet underskrevet af 32 af de mest betydningsfulde globale modevirksomheder – heriblandt danske Bestseller. Hvad virksomhederne præcist har forpligtet sig til med deres underskrift, må vi vente lidt endnu med at finde ud af, men ikke desto mindre er selve initiativet “et kæmpestort skridt for branchen og planeten,” som Global Fashion Agendas Eva Kruse fortalte Fashion Forum efter at være vendt hjem fra Paris i mandags, hvor den nye aftale blev fremlagt.

Men selvom nyheden om den nye Fashion Pact også har fyldt herhjemme, er det ikke det eneste, der er hændt i den danske modebranche i den forgangne uge. I tirsdags løb dette års Guldknap nemlig af stablen, hvor By Malene Birger, Munthe og InWear dystede om ALT for Damernes prestigefyldte læserpris. Og det blev sidstnævnte, 50-års jubilaren InWear, der fik overrakt den gyldne knap i år. Stort tillykke skal det lyde herfra.

Og så er det i denne weekend, at du skal tage din mand, kone, kæreste, ven, veninde, børn eller andet godt selskab under armen og besøge Chart Art Fair, der fra i dag, den 30. august, og til og med 1. september finder sted i København for syvende gang. For er der noget bedre at spendere weekenden på end omgivet af inspirerende mennesker, der arbejder i krydsfeltet mellem kunst og mode? Du kan læse mere om årets program her, hvor vi har samlet nogle af de mest interessante og moderelaterede events under Chart Art Fair 2019.

Læs ugens øvrige korte modenyheder herunder.

Gestuz ser mod udlandet

Gestuz kunne sidste år fejre sin 10-års fødselsdag – og det markerede kreativ direktør Sanne Sehested og resten af teamet med åbningen af DK Company-brandets allerførste butik i Holly Golightlys tidligere lokaler på Store Regnegade i København. Men nu, et år senere, er Gestuz klar til at prøve kræfter med flere butikskoncepter – denne gang udenfor Skandinavien. Dette efterår åbner de nemlig en pop-up i Selfridges i Manchester.

“Jeg er stolt af Gestuz-universet og vil gerne føre det videre udenfor de danske landegrænser. Vi har allerede kunder mange steder i verden, og ved at udvide mærket internationalt åbner vi for nye muligheder, inspiration, ideer og nye projekter,” udtaler Sanne Sehested om den nye butik i et interview med det norske medie Melk & Honning.

Butikken åbner til efteråret. 

En kærlig hilsen til København

“Dette nummer af DANSK er dedikeret til den by, vi elsker mere end noget andet sted – København. DANSK blev født i København og er formet af hendes stil, hendes attitude, hendes værdier og hendes evigt spirende kreative undergrund.”

Sådan indleder Uffe Buchard og Kim Grenaa den nye og 42. udgave af DANSK Magazine, der går under overskriften ’A Loveletter to Copenhagen’. En by, der hyldes gennem en billedserie med nogle af de mest fremtrædende skabere af det København, vi kender i dag, med navne som Eva Kruse, David Thulstrup, Henrik Vibskov, Fenar Ahmad og Sabine Poupinel. Og med interviews med manden, der kender København bedre end de fleste, Mads Nørgaard, og Copenhagen Fashion Weeks ambitiøse og inspirerende førstedame Cecilie Thorsmark.

DANSK Magazine Issue 42 er på gaden nu og et halvt år frem.

Forsiden af det nye DANSK Magazine.

Forny din garderobes ‘rygrad’ med Costume

Vi er efterhånden vant til, at samarbejder er en stor del af modebranchen, som en metode til at finde nye, spændende veje til kreativ udvikling på kryds og tværs – og mersalg, selvfølgelig. I denne uge er det modemagasinet Costume og DK Company-brandet – og dugfrisk vinder af ALT for Damernes Guldknap 2019 – InWear, der har lagt de kreative hjerneceller i blød sammen. De har nemlig i fællesskab skabt en capsule-kollektion. En kollektion, der, som de selv formulerer det, er et udtryk for et fælles ønske om at genopfinde måden, vi klæder os på, hvor komfort og enkelhed er nøgleord. Det har udmundet sig i seks styles, der som et bud på moderne klassikere har til formål at repræsentere ‘din garderobes rygrad’. ‘

Kollektionen er tilgængelig i Magasin samt på InWears webshop samt hos Boozt.com fra den 5. september 2019.

Costume og InWear har samarbejdet om en ny capsule-kollektion.

Velkommen i atelieret

Den danske designer Britt Sisseck er især kendt for sine fine skjortedesigns og feminine univers. Et univers, hun nu er klar til at folde ud i den fine baggård på Sankt Annæ Plads, hvor hun har sit atelier – og nu butik. Her byder designeren ikke bare velkommen indenfor i forbindelse med events og kollektionsfremvisninger, men vil også holde åbent hver onsdag mellem klokken 10-17, så slutforbrugerne har mulighed for at komme og prøve og købe hendes kollektioner.

Britt Sissecks atelier og butik åbnede i onsdags, den 28. august, og har adresse på Sankt Annæ Plads 11 i København.

Britt Sissecks atelier møder butik på Sankt Annæ Plads.

For a world beyond next season

Global Fashion Agenda er ikke bare blevet anerkendt for sit årlige topmøde, Copenhagen Fashion Summit, der de sidste ti år har været med til at sætte bæredygtighed på dagsordenen i modebranchen. Det er også organisationens evne til at samle og engagere nogle af verdens mest prominente aktører, der har givet dem den rolle, de har i dag. Det understreges nu med Global Fashion Agendas nye kampagne, hvor indflydelsesrige stemmer på tværs af industrien skaber opmærksomhed omkring behovet for en mere bæredygtig branche og opfordrer til handling. Det gælder profiler som designer Katharine Hamnett, Marie-Claire Daveu, Chief Sustainability Officer hos Kering, skuespiller Connie Nielsen og Tim Blanks, Editor-at-Large hos The Business of Fashion.

Global Fashion Agendas nye kampagne.