Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Chart Art Fair i modens tegn: Vindueskunst, samtalevæv og materialeforsøg

For syvende gang løber Chart Art Fair af stablen i København, og denne gang med endnu flere modemæssige forbindelser. Vi har samlet et udpluk af begivenheder, der allerede tyvstarter i morgen, fredag.
For syvende gang løber Chart Art Fair af stablen i København, og denne gang med endnu flere modemæssige forbindelser. Vi har samlet et udpluk af begivenheder, der allerede tyvstarter i morgen, fredag.

Næste weekend, den 30. august til og med 1. september, slår kunstmessen Chart Art Fair endnu engang dørene op til et unikt indblik i den danske kunst- og designscene med udstillinger, talks og begivenheder rundt omkring i København – men med base i Kunsthal Charlottenborg. Siden lanceringen i 2013 er kunstmessen med sit fokus på samtidskunst og en blanding af både helt nye kunstnere og de mere veletablerede kun vokset i både betydning og størrelse, hvilket sidste års rekordhøje besøgstal på 28.850 bevidner.

I april 2018 blev Nanna Hjortenberg udnævnt til ny direktør for Chart Art Fair kun nogle måneder før Chart Art Fair 2018. Så selvom Chart Art Fair 2019 er hendes anden udgave i spidsen for kunstmessen, er det den første, hvor hun for alvor har kunnet præge udviklingen.

Et af hendes mål som nyudnævnt direktør var at udvide kunstmessens omfang og rækkevidde. I forbindelse med sin tiltræden annoncerede hun samtidig, at der ville blive fokuseret endnu mere på designfagets betydning for kunsten.

Det kan man da også se på årets program, hvor især modens designsprog taler sammen kunsten. Vi har samlet nogle af de mest interessante mode- og kunstmøder under Chart Art Fair 2019 – og før, da der i ugen op til også er masser af Chart-relaterede begivenheder, der fylder gadebilledet i København.

Window Shopper

Udstillingen Window Shopper, kurateret af Chart og kunstneren Esben Weile Kjær sammen med KADK-lektor Hannah Heilmann, har samlet en række kunstnere, der alle bruger moden som en del af deres kunstneriske praksis. Deres arbejde undersøger forholdet mellem mode og kunst, oftest fuld af misundelse og misforståelser, og bliver udstillet i vinduerne på fem af Københavns førende modedestinationer; Holly Golightly, Ganni, Birger Christensen, Mads Nørgaard og Magasin du Nord. De udstillende kunstnere er Ursula Reuter Christiansen, Hannah Heilmann, New Noveta, Marie Lea Lund og duoen Anna og Esben Weile Kjær. Udstillingen åbner faktisk allerede i morgen den 23. august, men Esben Weile Kjær tilbyder først guidede gåture mellem butikkerne i løbet af Chart Art Fair-weekenden.

23. august 2019 – 1. september 2019. Forskellige lokationer, men guidet tur starter i Kunsthal Charlottenborg.

Weaving Lab

Copenhagen Contemporary, 2018-tilføjelsen til Chart Art Fairs faste udstillingssteder, får besøg af den amerikanske tekstilkunstner Marianne Fairbanks, der for tiden rejser verden rundt med sit konceptuelle vævprojekt Weaving Lab. Med udgangspunkt i væven trækker Marianne Fairbanks på det historiske socialaspekt i lokalproduktion og giver i håndarbejdets navn interesserede mulighed for både at prøve kræfter med nye vævningsteknikker og samtidig mødes med andre mennesker i samme situation. Workshoppen er allerede åben for deltagere og løber indtil den 30. august.

21. august 2019 – 30. august 2019, Copenhagen Contemporary. Refshalevej 173A 1432 København K

Matters – Rethinking Materials

Line Ulrika Christiansen, leder af Domus Academy i Milano, og museumsinspektør ved Designmusem Danmark, Pernille Stockmarr, står bag materialeudstillingen Matters – Rethinking Materials på Designmuseum Danmark, som slår dørene op i forbindelse med Chart Art Fair. Udstillingen præsenterer fem unge, nordiske designeres materialeundersøgelser. De har på forskellige måder nytænkt måden hvorpå materialer – syntetiske og naturlige – der ellers normalt bliver opfattet som ubrugelige, potentielt kan påvirke designfasen i en mere bæredygtig retning. Udstillingen vises i Designmuseum Danmarks nye udendørs udstillingsmontrer fra den 28. august 2019 indtil den 29. marts 2020. De udstillende designere er Stian Korntved Ruud (NO), Sarah Vajira Lindström (NO/SE), Antrei Hartikainen (FI), Kajsa Willner (SE) og Kathrine Barbro Bendixen (DK).

28. august 2019 – den 29. marts 2020, Designmuseum Danmark, Bredgade 68 1260 København K

Sarah Lindstrøm.

Being Human Being

Men der også andre interessante kunstmøder i modens tegn i dagene op til Chart Art Fair. Nærmere bestemt den 29. august, hvor sur le chemin, med designer Kjetil Aas i spidsen, inviterer til fernisering af kunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussens Mini Prosperous Pal, en miniatureudgave af skulpturen, der var en del af hendes Being Human Being-udstilling i Nikolaj Kunsthal i 2014 – og som flytter til Horsens Kunstmuseum fra den 21. september. Men som altså kan opleves i sur le chemins butik i Lille Kirkestræde i København op til Chart Art Fair 2019. Til ferniseringen vil modedebattør og bæredygtighedsrådgiver Moussa Mchangama i øvrigt tale med Lilibeth Cuenca Rasmussen om nogle af tematikkerne, som værket behandler – i særdeleshed spørgsmålet om national identitet og tro. Der vil også blive solgt små udgaver af skulpturen og en Being Human Being T-shirt, der henviser til udstillingen fra 2014, i butikken.

29. august, 17.00 – 19.00, sur le chemin, Lille Kirkestræde 3, København K

Chart Art Fair løber af stablen mellem den 30. august og den 1. september 2019. Du kan læse mere om programmet og om billetter her.