Modeuge, modeuge, modeuge: bæredygtighed, et fransk luksushus og cykeludlejning
Modeuge i bæredygtighedens tegn, Chloé åbner flagship store i København, Day ET lejer cykler ud under Revolver og Soeren Le Schmidt præsenterer skosamarbejde.På en nyhedsredaktion som vores er det svært at forestille sig, at alle ikke ved, at der er modeuge i næste uge. Mails om lanceringer, samarbejder og offentliggørelser strømmer i hvert fald ind i vores indbakker i disse dage.
Det bliver en spændende modeuge. Især set med bæredygtige briller. Det er Cecilie Thorsmarks anden modeuge som foretagendets direktør, men den første, hvor hun for alvor har haft tid til at sætte sit præg. Der hersker slet ikke tvivl om den bæredygtige linje hun har lagt, og siden januar har hun taget hul på en ambitiøs strategiproces, der skal munde ud i en treårsplan, der lanceres endeligt til efteråret, et grønt advisory board blevet dannet og et forbud mod plastikflasker blevet nedsat.
Som det er nu strømmer modeugen nu nærmest over med bæredygtige initiativer, som for hver sæson går spadestikket dybere. For eksempel fokuserer det populære udstillingsevent Meet the Nordics nu for anden sæson udelukkende på bæredygtige mærker. Denne sæsons line-up her består af en god blanding af store spillere som Designers Remix og Filippa K, men også helt nye mærker som Proem Parades får tid i rampelyset.
Kaster man øjnene på den officielle kalender, er det ligeledes svært at få øje på brands, der ikke på en eller anden måde arbejder med bæredygtighed. Om det så er en særkollektion, et samarbejde, en ny produktionsmetode eller bare en generel ’slow’ tilgang til mode, så er det nærmest ikke til at komme uden om bæredygtighed, hvis man vil tages seriøst som modebrand i Skandinavien anno 2019. Brands som Blanche og Designers Remix kører på fulde bæredygtige dampe, Stine Goya lancerede i januar i sin første bæredygtige capsule-kollektion og Soulland sendte sin første bæredygtige kollektion, Logic, på gaden sidste år.
Som tendensen var sidste sæson, vil forskellige talks og debatter også præge modeugen – igen ofte med en bæredygtig tilgang. Fra Meet the Nordics åbningstalk ledet af Cecilie Thorsmark til Boozt.coms talks med Tomorrow Denim-stifter Henriette Pieszak og med The Perfect World Foundation modereret Moussa Mchangama til The Fashion Cafés talk hostet af Boss og med deltagelse af Fashion Forums chefredaktør Carla Christine Aagaard Bruus-Strube. Og listen kunne fortsættes. Det vidner om lyst til mere fordybelse og en kritisk stillingstagen til den ellers flygtige virkelig som en modeuge er og reklamerer for. Lad det blive ved.
Her er ugens korte modeugerelaterede nyheder. Husk også at følge vores daglige updates med dagenes event-program.
Morgendagens modemærke
Det helt nye danske mærke Crās, hvis navn stammer fra latin og betyder ‘i morgen’, tænker i den grad på morgendagen. Det miljøbevidste mærke skaber fire årlige kollektioner produceret i enten økologiske eller genanvendte materialer – og den første kollektion bliver lanceret den 16. august på brandets hjemmeside. Men hvis du troede, at bæredygtigt betyder kedeligt, så tager du helt fejl. Crās er nemlig både glamourøst og fuld af print og farver, der passer så fint ind i den positive, skandinaviske modetidsånd. Ud over selve tøjet, er alt, fra mærkets indpakning og hang tags, også tænkt så bæredygtigt som muligt og er ligeledes lavet i genanvendte eller certificerede materialer.
Crās deltager på CIFF under Copenhagen Fashion Week.
Endnu en fransk danskerdebut
Der er fransk tilgang i Københavns gader i disse tider. Det er ikke længe siden Cartier og Chanel slog dørene til sine første butikker på dansk grund. Og nu følger næste mærke med base i Frankrig. Luksusmærket Chloé, der siden 1952 har bragt sit feminine og lette univers ud til de fleste verdenshjørner, og som har haft en række designikoner i spidsen fra Karl Lagerfeld og Stella McCartney til Phoebe Philo, åbner nemlig sin første flagship store i København i forbindelse med modeugen. Den nye butik kommer til at være i Illum med indgang fra Pilestræde.
Et Boozt for verdens træer
I forbindelse med modeugen har Boozt.com indgået et samarbejde med kunstneren Mikael B og velgørenhedsorganisationen The Perfect World Foundation med miljømæssigt fortegn. Samarbejdet tager form af en T-shirt designet af Mikael B, som kommer i handlen umiddelbart efter modeugens afslutning. For hver solgte T-shirt vil et træ blive plantet under projektet ‘The Attenborough Forest’, der arbejder for at reducere afskovning verden over. Man håber derfor, at være med til at komme verdens klimabelastning til livs og samtidig bevise, at mode og kunst kan gøre en positiv forskel for klimaet.
Showsamarbejde
Man ser ofte, at showdesignere samarbejder med forskellige producenter oom smykker, tasker eller sko i forbindelse med deres modeshows. Og denne sæson er ingen undtagelse. Soeren Le Schmidt har lige løftet sløret for hans spændende skosamarbejde i forbindelse med sit show under Copenhagen Fashion Week. Det bæredygtige, danske skomærke ReyRey har nemlig produceret to styles i et design henvendt til begge køn til showet. Skoene er produceret i Italien med læder fra et ICEC-certificeret garveri og er fremstillet i vegetabilsk garvet Oxford-læder og lander i butikker til efteråret 2019.
Skoene ser dagens lys til Soeren Le Schmidts show den 6. august og vil være at finde til Meet The Nordics dagen efter.
Modeugetasker
Det går godt for det danske taskemærke Núnoo, der via influencermarketing har opnået vild vækst det seneste års tid. Senest har de indtaget det amerikanske marked efter en kampagne skudt i New York, der muliggjorde at samarbejde med giganten Urban Outfitters. Men det fremadstormende mærke har ikke glemt Danmark. I anledning af Copenhagen Fashion Week lancerer de en eksklusiv kollektion sammen med Illum, bestående af fire tasker i sort, hvid og en med røde prikker. Senere på året lanceres også en eksklusiv kollektion med London-stormagasinet Selfridges.
Illum-samarbejdet lanceres den 6. august med et event fra 12.00–14.00, der er åbent for alle.
Day ET-cykeludlejning
København er en cykelby. Det er der ingen vej uden om og det har flere af de såkaldte Scandi-mærker lagt vægt på i deres designproces; man skal kunne cykle i deres tøj. Den tanke har Day ET taget med sig og i samarbejde med Adventure Bike Copenhagen tilbyder de Revolver-gæsterne gratis cykeludlejning for at komme rundt i byen på københavnermåden. Derudover støtter Day ET op omkring Copenhagen Fashion Weeks plastikflaskeforbud og introducerer sine egne genanvendelige flasker til farten i et let og transportabelt design, der igen støtter op om en aktiv livsstil som de cykelglade københavnere er kendte for.
Begge initiativer udrulles til brandets messedeltagelse på Revolver.