Emilie Helmstedt vinder Magasin du Nord Fashion Prize 2018
Den unge danske designer fik her til aften overrakt den prestigefyldte talentpris og det medfølgende legat på 500.000 kroner.Dette års vinder af Magasin du Nord Fashion Prize er Emilie Helmstedt med sit brand Helmstedt Studio. Hun var nomineret sammen med Blanche og Christine Hyun Mi Nielsen. Og igen i år fandt prisoverrækkelsen sted i Kunsthal Charlottenborg, hvor H.K.H. Kronprinsesse Mary overrakte prisen.
Sammen med omtale og æren vinder Emilie Helmstedt et legat på 500.000 kroner, som skal bruges til at udvikle brandet, hvoraf 200.000 kroner er øremærkede til et særligt projekt. Alle tre nominerede har desuden modtaget et legat på 5.000 kroner og et års medlemskab af Dansk Mode & Textil. De 5.000 kroner er blevet brugt på materialer til de tre finalisters bidrag til konkurrencen.
De tre nominerede var udvalgt af den danske jury, som består af eksperter og specialister indenfor design, branding og forretningsdrift. I dag har den danske jury sammen med en international jury besluttet, hvem der skulle være den endelige vinder.
Sidste år var det Lærke Andersen, der vandt Magasin du Nord Fashion Prize. Tidligere vindere tæller Cecilie Bahnsen, Mark Kenly Domino Tan, Anne Sofie Madsen, Tonsure og Peter Jensen.
“Jeg havde aldrig forestillet mig at stå her. Det er som en drøm. Det er det største, der er sket i mit liv,” sagde en rørstrømsk Emilie Helmstedt, da hun modtog prisen.
“Jeg vil gerne takke Magasinfonden for denne pris. Den gør det muligt for mig at nå mine drømme. Jeg har allerede en masse planer, som jeg nu vil gå i gang med allerede i morgen. Jeg glæder mig til at vise jer mine drømme blive endnu mere levende, end de er nu.”
Showaktuelle Emilie Helmstedt: “Jeg vil gøre det på min egen måde”