Showaktuelle Emilie Helmstedt: “Jeg vil gøre det på min egen måde”
Det danske designtalent har i dag sin debut på Copenhagen Fashion Weeks officielle showkalender. Vi har taget en snak med hende om at foretrække en præsentation fremfor et modeshow, om at have et standpunkt til man tager et nyt, og om at insistere på at opbygge sin virksomhed i sit eget tempo.“Jeg har aldrig drømt om at lave klassisk modeshow, som for mig er forbundet med noget meget glamourøst. Jeg har stor respekt for dem, der vælger at gå den vej, men jeg føler ikke, at mine kreative visioner og mine designs hører hjemme i det gængse showformat. Og det er derfor, jeg har valgt at lave præsentation i stedet. Jeg kan meget bedre se mig selv i den kontekst.”
Sådan fortæller 25-årige Emilie Helmstedt, der er af en lidt anden støbning end mange andre nyudklækkede designere. Hvor de fleste ville give deres ene arm for at få mulighed for at vise sin kollektion frem på en catwalk bare et par sæsoner inde i karrieren, har hun indtil nu takket nej, de gange muligheden har vist sig. Men denne sæson har hun alligevel skiftet mening – i hvert fald delvist. Copenhagen Fashion Weeks nye showformater har nemlig givet designere som hende mulighed for at blive en del af showkalenderen uden at skulle passe ind i de gængse forestillinger om et show. Og det har vist sig som en attraktiv mulighed for flere af sæsonens showbrands. Både Mykke Hofmann og Rodebjerg har valgt at udskifte show med præsentation, når de i denne uge skal vise deres nye kollektioner frem for både branche, presse og indkøbere. For Emilie Helmstedt bunder valget i et ønske om at bevise, at man som designer godt kan vise sit arbejde frem på en visuel appellerende måde, uden at det behøver at være et show i traditionel forstand.
“Med en præsentation kan jeg holde arrangementet lidt mindre og lidt mere intimt. Det er vigtigt for mig, at man kan se tøjets detaljer, for eksempel at mine prints er malet i hånden. Det er noget af det, jeg brænder for, og som jeg gerne vil vise frem,” siger Emilie Helmstedt om sin præsentation, der finder sted på Operaen på Christiania.
Næsten kolde fødder
Emilie Helmstedt, der tidligere er uddannet skrædder og er netop nu i gang med en bachelor på Kunstakademiets Designskole, er stadig et nyt ansigt på den danske modescene. Dem, der allerede har stiftet bekendtskab med hende, kender hende nok især for hendes flæsede loungewear og farverige silkeprint, som det sidste år har gjort sig bemærket på modemediet over dem alle, Instagram. Hendes talent blev hurtigt spottet af indehaveren af Holly Golightly, Barbara Maj Husted Werner, der har solgt hendes første mini-kollektion bestående af fem forskellige designs i sin butik på Gammel Mønt i København. I dag er kollektionen allerede fire gange så stor med 20 styles og har udviklet sig til et fuldt udvalg af både lange kjoler, shorts, bukser og skjorter.
“Jeg har været i kontakt med Copenhagen Fashion Week de sidste to sæsoner. Men jeg synes først det er nu, at mit brand og min kollektion har en størrelse, hvor det giver mening for mig at vise det frem under modeugen,” siger hun og fortæller, at det ikke kun er hendes brand, der er vokset, men også efterspørgslen herpå.
“Det sidste halve år er det gået rigtig godt. Det har været en god oplevelse for mig, at have mine kreationer til salg i Holly Golightly – og så har det også betydet, at jeg er begyndt at få henvendelser fra flere indkøbere. Det synes jeg er vigtigt at handle på. Jeg tror, at alle, der er i den her branche, på et tidspunkt bliver nødt til at gøre noget for at nå ud til nogle flere mennesker, også dem udenfor ens egne rammer. At holde en præsentation er derfor en helt naturlig reaktion på, at brandet udvikler sig. Alt andet ville være mærkeligt,” fortsætter Emilie Helmstedt, der har måtte sande, at man ikke både kan udvide sin rækkevidde og forblive undercover – vil hun vækste sit brand yderligere, bliver hun også nødt til at kaste sig ud i nogle af de metoder, der ellers ikke var en del af planen fra begyndelsen – også selvom det er svært, når man som hende, har et meget idealistisk forhold til designfaget.
“Lige da jeg havde taget beslutningen, gik jeg helt ned med flaget. Der var rigtig mange, der henvendte sig til mig for at ønske tillykke og komme med forslag til, hvordan det hele skulle arrangeres. Jeg kunne virkelig mærke, at folk har nogle helt specifikke forestillinger om, hvad det vil sige at være en del af showkalenderen. Men det betyder rigtig meget for mig, at jeg kan gøre det på min egen måde. Jeg er ikke interesseret i, at mit brand skal blive for kommercielt. Jeg skal stadig have mig selv med,” siger hun og fortæller, at det blandt andet er grunden til, at hun har valgt at holde præsentationen på Christiania, hvor hun selv bor og har sit værksted. På den måde kan hun holde det i hjemlige rammer og invitere publikum med ind i hendes verden, fremfor at presse sit brand ind i nogle andres.
“Jeg håber, at hele setuppet vil afspejle mit kreative univers, både i forhold til mine designs, men også i forhold til de værdier jeg har som designer. Både scenografi og lyddesign er for eksempel udviklet og sat op af mine venner fra Kunstakademiets Designskole, som kender mig og som kommer fra det samme kreative miljø som mig,” siger hun.
At tage næste skridt
At debutere under Copenhagen Fashion Week er altså et grænseoverskridende skridt for Emilie Helmstedt. Men det er også et skridt, der uden tvivl kan give nogle forretningsmæssige fordele, når en så ny designer som hende bliver en del af den officielle showkalender. Udover at give hende mulighed for at vise den kollektion, hun har brugt det sidste halve år på at skabe, kan en blåstempling fra Nordens største modeuge nemlig også hjælpe den stadig grønne iværksætter med at øge rækkevidden internationalt.
“Jeg kunne rigtig godt tænke mig at sælge i udlandet også. For eksempel vil jeg rigtig gerne til Asien, som jeg synes er et rigtig spændende marked, og hvor jeg ser stort potentiale for mit produkt,” siger Emilie Helmstedt, der derfor har inviteret flere asiatiske indkøbere, som kommer til præsentationen i dag.
“Jeg ved godt, hvad jeg vil, og hvad jeg ikke vil. Jeg vil for eksempel gerne bygge mit brand langsomt op over de næste år og udvide med nogle flere ansatte. Derudover drømmer jeg om at få mulighed for at lave nogle flere kunstneriske projekter, for eksempel at bruge mine prints til andet end tøj og at arbejde med andre materialer, såsom keramik. Men jeg vil ikke gå på kompromis med mig selv undervejs. Så jeg tager én dag ad gangen og prøver at nyde rejsen. Det er vigtigt for mig at have tid til at mærke efter, hvad min mavefornemmelse siger, og så følge den. Og så må vi se, hvad der sker,” afslutter hun.
Emilie Helmstedts præsentation finder sted i dag, den 07. august, på Christiania i København.