“Et stærk felt af ansøgere": Cecilie Bahnsen og Tobias Birk-Nielsen tildeles arbejdslegater
Traditionen tro uddeler Statens Kunstfond igen i år arbejdslegater til kunsthåndværkere og designere. Blandt 601 ansøgere er Cecilie Bahnsen og Tobias Birk-Nielsen fremhævede som nogle af de særlige talenter, der er blevet tilgodeset.Statens Kunstfond har netop offentliggjort, hvem de i år uddeler arbejdslegater til. Efter at have været 601 ansøgninger igennem, har udvalget valgt at uddele arbejdslegater til 214 kunsthåndværkere og designere. Om udvælgelsen skriver Anne Damgaard, der er udvalgsleder for Legatudvalget for Kunsthåndværk og Design, på Kunstfondens hjemmeside:
“Vi ser i år et stærk felt af ansøgere hvor en opmærksomhed på ressourcer, materialer og alternative forretningsmodeller vidner om at dette er så integreret i området, at bæredygtighed nu må siges at være mere reglen end undtagelsen. Det er glædeligt! Vi var også glade for at modtage så mange ansøgninger til puljen for nye talenter, hvor især mode og beklædning udmærkede sig stærkt. De mange nye talenter giver håb om en spændende fremtid.”
Nogle af de særligt fremhævede legatmodtagere er Cecilie Bahnsen og Tobias Birk-Nielsen. Tobias Birk-Nielsen modtager et arbejdslegat på 250.000 kroner, mens Cecilie Bahnsen modtager et særligt stort legat på 500.000 kroner.
“Cecilie Bahnsen er en særligt lysende stjerne på den danske mode- og beklædningshimmel. Hun har siden 2015 leveret den ene underskønne kollektion efter den anden i eget navn, som sælges i hele verden, og siden 2020 har hun været en del af Paris Fashion Weeks officielle program. Legatudvalget har valgt at give Cecilie Bahnsen et særligt stort arbejdslegat, så hun kan fortsætte sin evigt legende og eksperimenterende tilgang til stoffer og silhuetter. Hun skaber selv sine unikke tekstiler og har eminent sans for at udnytte deres egenskaber til at lave skulpturel beklædningsform. Alt på et stykke Cecilie Bahnsen-tøj er totalt gennemarbejdet, og i hver en stikning og fold ligger en personlig holdning og en feminin poetisk kraft. Tøjet er luksuriøst, drømmende og samtidig enkelt og komfortabelt. Afklaret form i detalje og helhed. Beklædning, der er skabt til varighed og som man ønsker at passe på,” står der om udvalgets begrundelse for at tildele arbejdslegatet til Cecilie Bahnsen.
“Beklædningsdesigner Tobias Birk Nielsen har siden sin afgang fra Kunstakademiets Designskole i 2016 dyrket sit helt eget emotionelle og funktionelle univers under navnet ISO.POETISM. Et univers, hvor overlevelse i en presset verden får udtryk gennem skønhed og poesi, og hvor et stærkt ønske og udsagn om at passe på det eksisterende er gennemgående. Gennem sit kontinuerligt eksperimenterende arbejde med tekstile overflader, skabes der tilsammen med en let tilgængelig street-wear-æstetik levende billedflader i uendelig mange gråtoner og teksturer, der påvirkes af lys og skygge og iscenesættes i helhedsoplevelser både fysisk tilstedeværende på mode-shows og på ditto film. Arbejdsmetoden i ISO.POETISM er afhængig af en holistisk tilgang til at være modefacilitator. Der arbejdes udfra designdogmet ‘bricolage’ – hvilket betyder at bruge det, du har ved hånden, kombineret med kvalitetsmaterialer og innovative løsninger, som tilsammen er med at livstids-forlænge tøjets brug.”
Sådan begrundes udvælgelsen af Tobias Birk-Nielsen som arbejdslegatmodtager, der i efteråret også vandt Wessel & Vett Fashion Prize.
Ud af de 214 uddelte arbejdslegater er 45 legater blevet uddelt til nye talenter, herunder Agnes Saaby Thomsen og Caroline Hundsholt, som Fashion Forum tidligere har bragt interviews med.
Bag om Cecilie Bahnsen: “Der var jeg bare solgt – der var ingen vej tilbage”