Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder

Ung designer satser på udlejning fremfor salg: “Jeg elsker, at mine kjoler kan komme rundt til mange fester"

Caroline Hundsholt har opsat to regler for sin virksomhed: det skal være genbrugstekstiler, og tøjet skal udlejes. På den måde forsøger hun at bringe et mere ansvarligt værdisæt med ind i modebranchen.
Caroline Hundsholt har opsat to regler for sin virksomhed: det skal være genbrugstekstiler, og tøjet skal udlejes. På den måde forsøger hun at bringe et mere ansvarligt værdisæt med ind i modebranchen.

Vil du fortælle om, hvilken type forretning du har?

“Jeg prøver at få mere fokus på udlejning, fordi alle mine ting er lavet af genbrugstekstiler, og alt er unika. Silhuetterne er de samme, men alle kjoler er forskellige. Det var et dogme, jeg lavede for mig selv under min afgang – og det ligger bare rigtig godt op til en leje-forretningsmodel. Rent bæredygtighedsmæssigt synes jeg også, at udlejning er superspændende og passer godt til mine værdier. Og når jeg godt kan lide at lave kjoler, der henvender sig mere til fest end mandag, tirsdag, onsdag, så er udlejning bare fedt. Jeg synes dog også, at man skal have mulighed for at kunne investere i en kjole, hvis man ønsker at eje fremfor at leje, og derfor syr jeg også tøj på bestilling.”

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af Caroline Hundsholt (@carolinehundsholt)

Ville du foretrække, at det var ren udlejning? 

“Egentlig vil jeg gerne have det sådan, at jeg på sigt kun lejer ud, så det kun er de der meget-meget særlige bestillinger som brudekjoler, der kan købes. Det er jo mig alene, der kører det hele, så når jeg har en bestilling, så er det meget tidskrævende.

Jeg elsker, at mine kjoler kan komme rundt til mange fester ved at blive lejet ud. Men markedet skal selvfølgelig være modent til det. Nu har jeg gjort det i et lille års tid, og jeg synes, at der er sket vildt meget. Folk kan meget bedre forholde sig til det og synes lige pludselig, at det giver mening. For bare et halvt år siden skulle jeg virkelig forklare, at man kun kunne leje den i tre dage og ikke købe den bagefter.”

Caroline Hundsholt sammen med genbrugstekstiler, hun håndmaler, inden de bliver til unikke kjoler. Fotograf: Meg Matsuzaki.

Du blev færdiguddannet som designer fra Det Kongelige Akademi sidste sommer og har udlejet dine kjoler fra starten. Havde du fra start af tænkt, at du skulle udleje?

“Nej, faktisk ikke. Det kom lige omkring, da jeg blev færdiguddannet, hvor jeg så en masse andre initiativer. Der syntes jeg bare, at det gav så god mening i forhold til det, jeg laver, og det, jeg gerne vil hen imod. Når man lige er blevet uddannet og har en masse værdier med sig fra den boble, som skolen er. Jeg tænkte: Hvordan kan jeg oversætte de her værdier til den modebranche, vi kender, uden at gå på kompromis? Der så jeg en god mulighed i udlejning.

I foråret besluttede jeg at starte platformen Merry Go Round for at invitere nogle af mine dygtige designkollegaer ind i udlejningen. Det er en platform, hvor flere designere er repræsenteret, men det er mig, der har kurateret udvalget. Det er drevet af tanken om, at sammen er man stærkere. Jeg har alle de her kollegaer, som jeg ved har nogle vildt smukke unikadesign hængende. De kan jo lige så godt kan komme ud til fest en gang i mellem, og så kan designerne tjene nogle penge på dem løbende.”

Hvem henvender Merry Go Round sig til?

“Det henvender sig til dem, der godt kan lide skattejagten. De skal kunne lide at have noget helt-helt særligt på og vide, at når de tager til fest, så er de virkelig de eneste, der har den her kjole på. Der er jo andre initiativer derude, som udlejer tøj, der er masser af, men når man går ind på Merry Go Round, så ved man, at det er det eneste design af den slags. Der er kun den ene helt unikke kjole til det ene helt unikke øjeblik, og det synes jeg, at der er noget fint i.”

Midsommer Dress, som udlejes via @carolinehundsholt eller @merrygoround_rent på Instagram. Fotograf: Caroline Hundsholt.

Hvad er den største udfordring for dig som ung designer?

“Det er at være tro mod mine værdier. Vi lærer så mange gode ting på designskolen og bliver superbevidste om alle udfordringer, branchen har. Men rent faktisk så at føre værdierne ud i livet, når man kommer ud på den anden side og skal tjene nogle penge – det kan være svært. Og hvis man gerne vil være selvstændig, så er det da helt sikkert nemmere bare at gøre ligesom alle de andre. Men jeg er meget målrettet omkring, at jeg gerne vil lave mine egne systemer og prøve at se muligheder i begrænsninger. Værdierne om genbrug og udlejning skal komme først, og så kommer forretningen udfra det. Endelig ligger der en stor udfordring i kommunikationen, så folk forstår, hvorfor jeg gør, som jeg gør.”

Hvad ønsker du, at fremtiden bringer for din virksomhed?

“Jeg håber, at det udvikler sig sådan, at mine design udkommer i lejedrops, og at jeg stadig laver lidt på bestilling. Forhåbentlig kommer folk også til at ville eje en kjole, de har lejet, så de bestiller den. Men jeg elsker, når folk kommer og afleverer deres lejede styles og fortæller om alle de komplimenter, de fik, og hvor god en fest de har haft. Folk er blevet gift i mine kjoler og har været til barnedåb. Alle de fester og oplevelser de her kjoler får lov til at have… det er supernice at tænke på, synes jeg.”

Merry Go Round holder pop-up-shop i Willemoesgade 9, 2100 København Ø, den 29.-30. september klokken 10-20. Fredag er der fredagsbar fra klokken 16.