Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed

Miljøministerets sektorsamarbejde vokser: Ny handlingsplan skal gøre omstilling konkret

Siden august 2022 har en række danske mode- og tekstilvirksomheder arbejdet på en handlingsplan, der skal gøre en cirkulær modebranche en realitet i 2030. Nu ligger planen klar.
Siden august 2022 har en række danske mode- og tekstilvirksomheder arbejdet på en handlingsplan, der skal gøre en cirkulær modebranche en realitet i 2030. Nu ligger planen klar.

Genanvendelse af materialer, cirkulært design og cirkulære forretningsmodeller – det er den nærtliggende fremtid for modeproduktion. Sådan lyder det fra tekstilindustriens frivillige sektorsamarbejde, der netop har lanceret deres handlingsplan.

Siden august 2022, hvor dengang ti – nu 61 – virksomheder og brancheforeninger samt Miljøministeret og Miljøstyrelsen første gang præsenterede samarbejdet under Copenhagen Fashion Week, har de arbejdet på at definere en række målbare punkter. Punkter, der tage udgangspunkt i tre mål funderet på internationale principper og cirkularitet – og et kriterium om, at det skal være muligt at dokumentere indsatsernes effekt.

Den nye handlingsplan, der er udarbejdet af sektorsamarbejdets styregruppe og en række arbejdsgrupper formet af underskrivere, rummer blandt andet delmål og aktiviteter og fungerer som en køreplan. Noget, som også har krævet, at deltagerne først etablerede en fælles forståelse af de cirkulære begreber.

“Samtidig er der udarbejdet et værktøj til at skabe en baseline, som skal afprøves i praksis i år. Første indsamling af data sker i slutningen af 2023, og vil efterfølgende ske hvert år. Den samlede viden bliver publiceret i en fælles rapport og vil danne udgangspunkt for yderligere tiltag i nye mål,” lyder det i en pressemeddelelse, der heller ikke lægger skjul på, at det har krævet både tæt samarbejde og kompromisser at sætte mål, der balancerer både ambition og realitet.

“Vi er nået frem til en handlingsplan, der vil gøre en forskel. Vi vil givetvis blive mødt af ønsket om, at vi skulle være mere ambitiøse og skal definere flere mål. Men med denne plan sætter vi for alvor gang i en proces, der omfatter så væsentlig en del af branchen, for at sætte gang i det samarbejde og den innovation, der er så centralt for den grønne omstilling. Vi vil løbende evaluere, om det er muligt at udvide mål og opjustere målene i takt med, at vi finder nye løsninger,” siger forperson i sektorsamarbejdet og administrerende direktør i Aiayu Maria Glæsel.

Dem, der ikke går selv bliver skubbet

Sektorsamarbejdet, der blandt de 61 underskrivere har brands og virksomheder fra Elsk, Dear Dernier og By Malene Birger til Bestseller, DK Company, Magasin og Salling Group, er frivilligt og åbent “for alle danske tekstilproducenter og designvirksomheder, ny- og gensalgsaktører samt servicevirksomheder, der faciliterer gensalg.”

Og der skal da helle ikke herske nogen tvivl om, at tiltag som dette er en nødvendighed.

Som man har kunne læse og høre om her og her, arbejder EU lige nu på en tekstilstrategi, der af lektor og Ph.d Else Skjold kaldes “den største omvæltning (i tekstilbranchen, red.) siden globaliseringen.” En omvæltning, der meget vel kan betyde, at dem, der ikke vil forandre sig, må lukke, som det lød fra medlem af Europa-Parlamentet Pernille Weiss i Fashion Forum på lyd i sidste uge. Også i den strategi er det cirkulære omdrejningspunkt.

I sektorsamarbejdets detaljerede visions- og handlingsplan, der løber frem til 2030, er indsatserne fordelt på tre nøgleområder: Genanvendelse af materialer, cirkulært design og cirkulære forretningsmodeller. Blandt flere tiltag er udarbejdelsen af en designguide, så tøj fra danske virksomheder designes til at have flere liv i sig. Denne skal ifølge planen være færdig i slutningen af 2024, hvorfra medlemmerne skal implementere og overholde en række best practice-krav for deres design – herunder holdbarhed, genanvendelighed, brug af genbrugsindhold og minimering af affald.

Se den fulde handlingsplan, alle underskrivere og tilmeldingskrav her

EU’s tekstilstrategi: “Dem, der ikke vil forandre sig, må lukke”