Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Bæredygtighed

Bestseller om nyt tekstilsamarbejde: “Det er innovation i industriel skala”

Der er behov for tekstiler, som kan produceres i kommerciel skala, hvis modegiganten Bestseller skal være med. Derfor har de lanceret platformen ’Fashion FWD Lab’, som skal fremme bæredygtige innovationer gennem samarbejder med førende virksomheder på området.
Der er behov for tekstiler, som kan produceres i kommerciel skala, hvis modegiganten Bestseller skal være med. Derfor har de lanceret platformen ’Fashion FWD Lab’, som skal fremme bæredygtige innovationer gennem samarbejder med førende virksomheder på området.

Det kan synes fristende at sige, at den nu igangskudte 2020-udgave af Copenhagen Fashion Summit – eller CFS+, som det hedder i sit digitale format – har sat bæredygtighed øverst på dagsordenen i modebranchen i denne uge. Men det ville ikke være helt korrekt. For netop topmøder som dette har sikret, at bæredygtighed allerede er blevet et fast punkt på tavlen hos langt de fleste modevirksomheder herhjemme. Det er blandt andet blevet understreget af de seneste års indsats fra selv nogle af de allerstørste – og tungeste – flagskibe i moden. Én af dem er danske Bestseller, der så sent som i august skabte overskifter med investeringen i det, der bliver Nor­d­eu­ro­pas stør­ste sol­cel­le­park. Men nu er der endnu en gang nyt om koncernens bæredygtige drejning.

Bestseller har netop løftet sløret for et nyt samarbejde med den svenske materialeinnovatør Renewcell. De har specialiseret sig i genanvendelse af tekstiler gennem en closed loop-teknologi, der transformerer tekstilaffald og kasseret tøj til et nyt materiale kaldet Circulose. Det, der dog er mest interessant ved teknologien – og som har fået en gigant som Bestseller med ombord – er dens kommercielle skaleringsmuligheder. Sustainable Materials & Innovation Manager Camilla Skjønning Jørgensen fortæller:

“Dette er innovation i industriel skala. Det er en ekstremt vigtig milepæl for Bestseller og vores Fashion FWD Lab, at vi nu har adgang til en bæredygtig metode for genanvendelse, som indebærer, at vi kan producere kommercielt modetøj til vores butikker. Læg dertil, at Circulose er et low-impact, cirkulært materiale i en fremragende kvalitet, samtidig med at det 100 procent understøtter vores bæredygtighedsstrategi Fashion FWD. Det er præcis, hvad vi har været på udkig efter,” siger hun i en pressemeddelelse.

Renewcell genanvender brugte tekstiler til et nyt materiale kaldet Circulose.

En platform for innovation

Bestseller har da også et stort stykke arbejde foran sig. Som en virksomhed, der producerer og sælger millioner af stykker tøj, spiller den en vigtig brik i branchens forandring. En rolle, virksomheden da også selv har talt mere åbent om, siden de ved udgangen af 2018 fremlagde den nye, grønne strategi ’Fashion Fwd’. En strategi, der for nyligt er blevet fulgt op med innovationsplatformen ’Fashion FWD Lab’, der skal fungere som en katalysator for eksperimenter og samarbejder med netop eksterne, innovative virksomheder gennem pilotprojekter, workshops, casestudier med mere. Det har blandt andet ført til et samarbejde med den finske virksomhed Spinnova, der står bag udviklingen af et bionedbrydeligt og cirkulært fibermateriale produceret af FSC-træ og affald uden brug af skadelige kemikalier og med meget mindre vand – og som på samme vis har potentiale til at kunne produceres i kommerciel skala.

“Hidtil har vi ikke været særligt højlydte omkring vores vidtrækkende indsats og bidrag til bæredygtige innovationsprojekter. Bestseller engagerer sig i talrige projekter i hele verden, både nogle med langsigtet fokus og andre, der snart er klar til kommerciel produktion. Men vi har manglet et knudepunkt, hvor vi kunne samle og vise dem frem – og derfor besluttede vi at skabe vores nye innovationsplatform,” sagde Camilla Skjønning Jørgensen i forbindelse med lanceringen af platformen og fortalte, at Bestseller også har flere andre samarbejder i gang gennem ’Fashion FWD Lab’ – heriblandt med biotech-virksomheden Pond, der udvikler bionedbrydelige alternativer til oliebaserede produkter som plast, Beyond Leather, der laver et vegansk og læderlignende produkt af rester fra æblejuice-produktion, samt Infinited Fiber, som har udtænkt en genanvendelsesmetode af både tøj og pap og skaber nye bionedbrydelige fibre, der minder om bomuld.

Til det nye samarbejde med Renewcell har de tre Bestseller-brands Vero Moda, Object og Selected været involveret tidligt i processen for at undersøge og afprøve Circulose-tekstilet til deres kollektioner og gjort det klar til produktion – og det betyder, at et udvalg af Circulose-styles sendes i butikker allerede i foråret 2021.

Bestseller om nyt regnskab: “Vi er langt fra, hvor vi skulle have været – men vi kan kun være stolte”