Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder

Geografiske og kulturelle grænser krydses, nye koncepter lanceres, og danske virksomheder hjælper de hårdest ramte

JW Anderson tager Uniqlo på rundtur i London, Soulland hylder Søren Brun og resten af Radiserne, og Pilgrim donerer en kvart million til Læger uden Grænser.
JW Anderson tager Uniqlo på rundtur i London, Soulland hylder Søren Brun og resten af Radiserne, og Pilgrim donerer en kvart million til Læger uden Grænser.

To skridt frem og et tilbage synes at være den rytme, vi – både verden og branchen – bevæger os i denne tid. Og selv om vi ved, at der kæmpes, og usikkerheden stadig er stor, kommer her en række af de mange positive nyheder, der heldigvis også er i den danske modebranche.

Inden længe kan der være hjælp på vej til de virksomheder, som stadig kæmper med konsekvenserne af pandemien. Et hold af kompetente modefolk med Roccamore-stifter Frederikke Antoine Schmidt i spidsen har formuleret seks anbefalinger til Erhvervsministeriet om, hvordan dansk modeeksport skal genstartes. Det indebærer blandt andet midler til både digital og grøn omstilling og markedsføring af dansk mode. Dertil kan vi uge efter uge berette om det ene nye bæredygtige tiltag efter det andet. Eksempelvis har Magasin investeret stort i nyt online univers, som vil hjælpe kunderne mod mere ansvarsbevidste shoppevaner, og børnetøjsmærket New Generals mener endelig, at markedet er klar til reel bæredygtig omstilling – hvorfor medstifter Majbrit Weidemann har valgt at relancere brandet.

Læs ugens øvrige korte nyheder herunder.

Soulland x Peanuts

Soulland hylder Charlie Brown, Snoopy og resten af karaktererne fra Peanuts i anledning af tegneseriens 70-års jubilæum. Tegneserien blev skabt af Charles M. Schulz i 1950 og blev første gang udgivet i Danmark i Politiken i 1959 med den danske titel Radiserne.

Det begyndte som en simpel tegneseriestribe, men har siden udviklet sig til et kulturelt fænomen, som i dag kan opleves i spillefilm, på museer og selvfølgelig i moden. De ikoniske karakterer har tidligere prydet kollektioner fra store brands som H&M, Levi’s og Marc Jacobs – og nu giver Soulland deres bud på tegneserien med 12 karakteristiske styles fra københavner-brandets AW20-kollektion. Nuser og Søren Brun ses eksempelvis på den efterhånden velkendte bowlingskjorte i silke, mens kvindekollektion byder på en transparent kjole med pufærmer. I en pressemeddelelse skriver medstifter og kreativ direktør Silas Adler:

“Jeg fokuserede på eksklusive materialer som organza silke, for på den måde at skabe en voksen og ekstravagant fornemmelse, som stadig er humoristisk og tro mod Peanuts-universet.”

Foruden silkeelementer består kollektionen af en række T-shirts, sweatshirts og hoodies i økologisk bomuld.

Alle elementer i silke fra ‘Soulland meets Peanuts’ er tilgængelige på brandets hjemmeside nu, mens de resterende styles lanceres den 5. oktober.

‘Soulland meets Peanuts.’

Bianco Footwear udvider butiksoplevelsen med livsstilskoncept

Ligesom vi har set det hos flere andre brands – senest fra blandt andre Ganni med deres nye hovedkvarter `Ganni House´ og Aiayu med `The Aiayu Market´ – vil Bianco Footwear gøre sine butikker til mere end traditionelle handelsdestinationer. I samarbejde med livsstilsbrandet House Doctor lancerer virksomheden et nyt koncept, som skal transformere kædens butikker fra skobutikker til livsstilsbutikker:

“Vi vil gerne skabe en hyggelig og interessant atmosfære, så kunderne får lyst til at gå på opdagelse i vores butikker,” skriver Head of Retail i Bianco Footwear Karina Stokholm i en pressemeddelelse.

Fremover vil kunderne stadig finde sko fra Bianco, Woden, Nature og Cashott, men de vil også kunne købe møblerne i butikken, samt et udvalg af beautyprodukter fra Meraki. Konceptet er allerede lanceret i brandets butik på Søndergade 64 i Aarhus, og det bliver også en del af deres kommende butik i Kolding. Ambitionen er at føje livsstilskonceptet til de resterende af kædens butikker, hvis modtagelsen er god i Aarhus og Kolding. Det fremgår desuden af pressemeddelelsen, at der ikke helt er tale om et kædekoncept:

“Interiøret vil blive tilpasset efter butikkens indretning og størrelse, så kunderne vil meget ofte opleve nye tiltag i den enkelte butik.”

Bianco Footwear fejrer lanceringen af det nye koncept i Aarhus-butikken, Søndergade 64, i dag den 2. oktober.

Bianco Footwear lancerer nyt livsstilskoncept i samarbejde med House Doctor.

Luksusmode til skandinaverne: Group 88 relancerer multibrand-webshop

Brødrene Thomas og Marius Møller, som står bag den familieejede virksomhed Group 88, der i mere end 30 år har solgt luksusmode i Danmark, Norge og Sverige som retailpartner for blandt andre Burberry og Gucci, vil nu udvide og styrke deres markedsposition med (re)lanceringen af onlineplatformen Collagetheshop.com:

“Med 30 års erfaring indenfor detailhandel er vi eksperter i vores marked og kunder. Det er derfor med stor glæde, at vi nu kan tilbyde denne ekspertise til en større base af kunder gennem Collagetheshop.com,” skriver Group 88 i en pressemeddelelse.

Collage the Shop er en multibrand-store med to butikker i København og Aarhus. De sælger tøj fra high end-mærker som Balenciaga, Bottega Veneta, Burberry, Gucci, Saint Laurent og mange flere. Nu vil det samme mix af luksusmode blive tilgængeligt i hele Skandinavien med genintroduktionen af den nye og forbedrede webshop.

Collagetheshop.com blev relanceret i går, torsdag den 1. oktober.

Pilgrim er klar med stor donation til Læger uden Grænser

Da Covid-19 gjorde sit indtog, igangsatte den danske smykkevirksomhed Pilgrim en række initiativer, som nu har resulteret i en donation på næsten en kvart million til Læger uden Grænser. Pilgrim har siden 2003 været fast bidragsyder til MFS (Médecins Sans Frontiéres), der yder medicinsk nødhjælp til ofre for krige, konflikter og selvfølgelig katestrofer som Corona, og har under pandemien doneret 100 kroner for hvert køb af sæsonens key style-kæde – et bidrag, der ikke går ubemærket hen:

“I en tid, hvor alle kæmper mod Covid-19, og Læger uden Grænser arbejder på højtryk, er det fantastisk at mærke den opbakning, som Pilgrim giver, når det gælder verdenssind,” skriver Jesper Hildebrandt Brix, direktør i Læger uden Grænser.

Med de 100 kroner per solgte kæde fulgte også en donation på 25 procent af omsætningen fra Pilgrims butikker i første dage, efter virksomheden igen kunne åbne sine fysiske butikker efter lockdown. Den samlede donation er i den forbindelse endt på 225.000 kroner.

Uniqlo og JW Anderson udforsker London i ny kollektion

Den nordirske designer JW Anderson har siden 2017 fortolket den britiske designarv i samarbejde med japanske Uniqlo med klassiske duffelcoats og engelske fisherman-striktrøjer – og næste udspil er ingen undtagelse. Sidste år lancerede de kollektionen ’The Great British Outdoors’, og i år bygger de videre på samme koncept med inspiration fra den britiske hovedstad. AW20-kollektionen hedder ’A Day in London’ og tager sit udgangspunkt i “forestillingen om en frisk gåtur til markedet om morgenen eller en eftermiddag, der bruges på at læse en god bog iført tøj fra en luksuriøs garderobe, designet efter hverdagslivet i denne elegante by.”

Kollektionen byder på vinterklassikere med traditionelle engelske designelementer som tern og patchwork i afdæmpende jordtoner. Der er tale om frakker og striktrøjer til både mænd og kvinder og dertil en række skjorter – og skjortekjoler, sweatshirts, hættetrøjer og diverse accessories. Der bliver ikke trukket klare linjer mellem kønnene – både herre- og damekollektionen henter inspiration fra den klassiske herregarderobe med oversize silhuetter og kraftige materialer. Dertil byder ’A Day in London’ også på en børnekollektion i samme stil.

Uniqlo x JW Anderson AW20 ’A Day in London’ lanceres den 15. oktober.

Uniqlo x JW Anderson: A Day in London.

Girls Support Girls: Message hjælper udsatte piger i Uganda

Message har netop offentliggjort et nyt samarbejde med PlanBørnefonden med projektet `Girls Support Girls´ – et initiativ, som hjælper unge piger i Ugandas hovedstad Kampala ud af prostitution gennem uddannelse og støtte.

Virksomheden vil donere 80.000 kroner hvert år i fire år – nu på tredje år – og med disse penge vil PlanBørnefonden give de udsatte piger en skrædderuddannelse, og hjælpe dem med enten at finde job, eller starte deres egen systue. Projektet skal give pigerne økonomisk sikkerhed – både for dem selv og deres børn. Det fremgår i kampagnen at:

“Mange af pigerne er blevet lokket til Kampala fra landområderne med løfter om uddannelse og gode jobmuligheder. Desværre ender de ofte med at arbejde som prostituerede, fordi løfterne ikke holdt, og fordi de ikke har andre muligheder for at sikre sig indkomst. Ofte bliver pigerne gravide med mænd, som de aldrig ser igen, eller som ikke vil stå ved at være far til barnet.”

Helt konkret skal projektet hjælpe pigerne ud af denne onde spiral med en skrædderuddannelse på mellem seks måneder og et år, hvorefter de vil modtage en startpakke med nødvendige redskaber som eksempelvis symaskine. Under uddannelsen vil de blive del af en mentorordning, som skal hjælpe dem omlægge deres liv. En anden del af projektet handler desuden også om at informere mænd i området om kvinders rettigheder og seksuel sundhed. Leder på projektet i Uganda Anna Nabulya skriver:

“Flere penge betyder, at vi kan nå ud til endnu flere prostituerede – og flere af deres børn. Der er en direkte sammenhæng mellem penge og hvor mange personer, som kommer igennem – og kapaciteten til at brede projektet ud.”

Som del af kampagnen har mbyM – et subbrand til Message – lavet to sweatsuits og en totebag med budskabet ‘Girls support Girls’. Kampagnebillederne er lavet i samarbejde med butiksassistenter og kunder og skal understrege vigtigheden i fællesskabet.

Girls Support Girls sweatsuits lanceres både online og i butikker på mandag, den 5. oktober.

mbyM for Message: Girls Support Girls.