Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Miinto øger salget med 100 millioner kroner i første halvår af 2020

Den danske platform har tydeligt mærket forbrugernes stigende digitale efterspørgsel i 2020. Alene i andet kvartal steg omsætningen med 42 procent.
Den danske platform har tydeligt mærket forbrugernes stigende digitale efterspørgsel i 2020. Alene i andet kvartal steg omsætningen med 42 procent.

Da coronapandemien lukkede verden ned og satte de fleste forbrugerne i frivillig karantæne, var det ikke overraskende onlineforhandlerne, de tyede til – hvis de da ikke holdt pengene tæt på kroppen, som flere webbutikker også oplevede i pandemiens begyndelse.

Det har, ifølge analyser fra blandt andre FDIH, betydet øget kundetilstrømning online – og dermed endnu et boost til de allerede voksende webgiganter. En af dem er danske Miinto, der netop har løftet sløret for resultaterne af første halvår af 2020 i en pressemeddelelse.

I løbet af årets første seks måneder oplevede Miinto, som agerer salgskanal for 1500 fysiske modebutikker på tværs af syv lande, en salgsvækst på over 100 millioner kroner sammenlignet med året før. Alene i andet kvartal steg omsætningen – der dog ikke er offentliggjort – med 42 procent. Fremgangen fandt sted i alle syv lande, men Sverige topper med 89 procents vækst foran Danmark med 63 procent og Benelux med 47 procent. Ifølge CEO Konrad Kierklo, er det især én kategori, der er vokset:

“Vi ser stigende salg over hele linjen. Men med en vækst i salget på 168 procent i andet kvartal er det butikker med luksusvarer på hylderne, der uden sammenligning har genereret den største stigning,” siger han og påpeger, at den største stigning var på det svenske marked, hvor den gennemsnitlige ordreværdi steg med 53 procent og nu er på knap 2000 danske kroner.

“For et år siden øgede vi vores fokus på premium-segmentet. Det er det, vi ser slå igennem nu,” siger han videre.

Det internationale salg vækster

Udover luksusvarer er det det internationale salg, der trækker væksten. Hvor det sidste år var under 20 procent af omsætningen for de tilkoblede danske butikker, der blev hentet i udlandet, er det tal i andet kvartal af 2020 steget til over 40 procent. Heraf kom 21 procent fra Holland og 15 procent fra Sverige.

“Mange af vores butikspartnere vil også gerne udvide deres tilstedeværelse på nye markeder via platformen, og det ser vi nu for alvor tager fart. Alene i andet kvartal steg vores danske butikspartneres salg på udenlandske markeder med 281 procent,” fortæller Konrad Kierklo videre, der nu også har valgt at opjustere Miintos forventninger til regnskabsåret generelt med en 40-50 procents fremgang.

Det er ikke første gang, at Miinto kan præsentere flotte væksttal – sidste sommer kunne de fortælle, at de i 2018/19 solgte produkter for næsten 700 millioner kroner, hvilket var en stigning på over 40 procent sammenlignet med året før. Alligevel har bundlinjen ikke altid fulgt med, men derimod budt på tocifrede millionunderskud. I november fik virksomheden dog en ny energiindsprøjtning i form af et kapitalindskud på 100 millioner kroner fra nuværende og nye investorer – heriblandt Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen, der gennem Heartland A/S nu er oppe at eje 60 procent af Miinto.

Miintos nye halvårsresultater er en del af virksomhedens årsregnskab for august 2019 til juli 2020, som står til at blive offentliggjort hen mod årets slutning.