Selv onlinegiganterne kæmper: Forbrugernes tilpassede adfærd rammer Zalandos bundlinje
Økonomisk usikkerhed og forbrugere, der skærer ned på udgifter, har fået den tyske webgigant til at justere forventningerne til 2020 – men budskabet er klart: “krisen vil ikke ændre kursen på den lange bane.” Vi har talt med Nordisk chef David Hejgaard.Selvom modeforbrugerne fortsat har mulighed for at shoppe hjemmefra, er også de store onlineforhandlere – ligesom resten af modebranchen – alvorligt ramt af coronakrisen. Det beretter en af Europas største af sin slags, Zalando.
Ifølge den tyske webgigiant, der på tværs af Europa har 31 millioner aktive kunder, og som i 2019 satte ny salgsrekord med en omsætning, der kravlede op på knap 6,5 milliarder euro – svarende til 48,6 milliarder danske kroner – har epidemien allerede nu medført et ændring i forbrugsadfærd og herunder et generelt dalende salg i mange lande.
Af denne grund har Zalando nu valgt at nedjustere sine forventninger betydeligt til resultaterne for det første kvartal af 2020, ligesom at forventningerne til hele året også er nedjusteret. Før krisen forventede Zalando ellers at vækste omsætningen med 19 procent i første kvartal i år.
“De resolutte og nødvendige foranstaltninger, som er blevet truffet af regeringer på tværs af Europa, har uden tvivl haft en negativ indvirkning på vores forretning. Da forbrugere tilpasser deres adfærd til den nye situation og skærer ned på deres udgifter, har vi haft en negativ nedgang i vores salg, siden nedlukningerne fandt sted i flere lande. Dette påvirker også vores bundlinje. På baggrund af dette har vi tilpasset vores kommercielle styring, vores udgifter og investeringsaktiviteter samt vores økonomiske plan for året til de nye omstændigheder,” forklarer virksomhedens bestyrelse i en pressemeddelelse, hvortil David Hejgaard, Nordisk chef hos Zalando, uddyber over for Fashion Forum:
“Vi har en klar strategi, og den holder vi fast i. Selvom vi forventer, at den aktuelle krise vil have en negativ indvirkning i den kommende tid, forventer vi ikke, at den vil ændre vores kurs på den lange bane.”
Kunderne efterspørger andre produkter
Selvom coronakrisen er global, varierer det fortsat, hvilke lande, der kæmper mest med smitten. Af denne grund, er det heller ikke alle markeder, hvor omsætningen svigter lige meget, fortæller Zalando. Men hvordan spredningen ser ud, kan David Hejgaard ikke på nuværende tidspunkt afsløre.
Til gengæld kan han fortælle, at selvom Zalando mærker krisen på deres salgstal, er omsætningen ikke helt udeblevet, som mange andre virksomheder i modebranchen desværre oplever lige nu. Og igennem denne omsætning, kan de allerede nu se, at der er opstået nye og anderledes forbrugsmønstre i en tid præget af hjemmearbejde og mere fritid.
“Med hensyn til populære kategorier kan jeg sige, at vi – ret forventeligt – i øjeblikket ser en stor efterspørgsel efter sportstøj, home wear og nattøj. I sportskategorien er kunderne især på udkig efter yogatøj og -tilbehør, efterfulgt af løbe- og træningstøj, jakker, sweats og afslappet ’hyggetøj’. Vi ser også en større interesse for skønhedsprodukter såsom hudpleje.”
Zalando har stor kontaktflade – og initierer støttetiltag
Ikke alle har, som Zalando, de rette forudsætninger for at opretholde en form for omsætning i perioder med mere eller mindre totale nedlukninger af samfund og udgangsforbud. Det gælder især de mange modebutikker, som lige nu står over for meget alvorlige udfordringer for at holde skindet på næsen. Og som samlende platform for mange af disse brands og butikker er Zalando tilskuer på første parket til overværelsen af virksomhedernes kamp lige nu, fortæller David Hejgaard:
“I de sidste uger har vi været i tæt kontakt med mange af vores partnere. Fra disse samtaler ved vi, at vi er mindre berørt end mange andre i vores branche, og at vores platform kan gøre en betydelig forskel for brands og deres fysiske butikker i disse tider. Vi har stærke bånd til vores kunder på tværs af 17 europæiske markeder. Vi har tætte og vedvarende partnerskaber med mere end 2500 modebrands, hvilket giver os adgang til et stærkt netværk af leverandører,” siger han og fortæller, at de på denne baggrund har valgt at styrke indsatsen i deres ’Connected Retail’-program. Et program, som betyder, at butikker kan forbinde deres lager til deres platform, hvorefter Zalando står for både online indhold, betalingstjenester, kundepleje og -support – et initiativ, der kan minde om danske Miintos forretningskoncept.
Målet er at bruge deres platform til at hjælpe nogle af de virksomheder, der er påvirket af krisen, med at få solgt deres produkter og opretholde en form for omsætning – dog indtil videre kun på enkelte udvalgte markeder:
“Vi har allerede tilsluttet mere end 1500 fysiske butikker til vores Connected Retail-program, der i øjeblikket er tilgængeligt i Tyskland og Holland, så de kan sælge deres sortiment på vores platform. Vi sætter nu ekstra fart på dette initiativ for at støtte brands og deres butikker. Fra 1. april til 31. maj frafalder vi således provision for alle nye og eksisterende fysiske butikker, der deltager i programmet. Derudover har vi øremærket 100 millioner euro til tidligere betalinger til partnere for varer, de allerede har leveret til os,” forklarer David Hejgaard videre og siger, at Zalando i løbet af de kommende måneder regner med at initiere flere tiltag.