Nyt regnskab vidner om fortsat stabil vækst hos Stine Goya
Bundlinjen er godt nok ikke tredoblet, som sidste års regnskab kunne imponere med, men både årsresultat og bruttofortjeneste bekræfter, at der fortsat er godt gang i salget af Stine Goyas farverige univers.Stine Goya fik for alvor slået succesen fast, da hun sammen med sin mand og forretningspartner Thomas Hertz for nu et år siden kunne præsentere et historisk godt årsresultat i forbindelse med virksomhedens årsregnskab for perioden 2017/18. 6,2 millioner kroner stod der på bundlinjen efter skat, hvilket var næsten en tredobling sammenlignet med 2017.
Nu, et år senere, står det klart, at der fortsat er stabil vækst at spore hos Stine Goya. Det fremgår af virksomhedens nye årsregnskab for 2018. Bundlinjen er ikke eksploderet som sidste år, men holder sig nogenlunde stabil. Hvor den i sidste regnskab var på 6,2 millioner kroner, er den i dette faldet en anelse til 5,5 millioner. Ser man derimod på bruttofortjenesten er det tydeligt, at det generelt går i den rigtige retning. Sidste år havde denne taget et stort spring fra 9,4 millioner kroner til 16,4 millioner kroner. Nu har den stadig endnu et stort spring og ender på 21,2 millioner. Også egenkapitalen har fået et løft og ender på 12,3 millioner kroner sammenlignet med sidste års 9 millioner.
Sidste år forklarede brandet brandet selv, at det hovedsagligt var de udenlandske aktiviteter, herunder samarbejdet med store internationale forhandlere som Net-a-Porter, The Modist, Harvey Nichols, Saks Fifth Avenue og Shopbob, der havde accelereret væksten:
“Vores fremgang skyldes især, at vi er begyndt at arbejde meget målrettet med at få de internationale markeder op at køre i samarbejde med vores agenter. Og det er lykkes. Især USA og England har taget fart, men også både Sverige, Norge, Tyskland, Holland og Belgien har udviklet sig positivt i perioden,” sagde CEO Thomas Hertz dengang til Fashion Forum og tilføjede, at selvom der blev arbejdet hårdt for vækst, var resultaterne højere, end virksomheden oprindeligt havde budgetteret med.
At bundlinjen i det nye regnskab ikke har oplevet samme løft, som sidste års regnskab, kan skyldes flere ting. Men det er både værd at notere sig, at virksomheden i 2018 har brugt penge på at erhverve 111.120 af sine egne anparter, svarende til 20 procent, samt at medarbejderantallet – og dermed omkostningerne – i perioden er steget fra 18 til 25.
Foruden international ekspansion har Stine Goya også brugt de sidste par år på at foretage flere bæredygtige initiativer, herunder en offentliggørelse af både supply chain og code of conduct i juli i år, samt en ny bæredygtig kollektion under modeugen i januar. Ligesom at de i juni afslørede, at de har besluttet sig for at støtte Ellen MacArthur Foundations plastikbekæmpelsesprogram sammen med flere andre dansker mærker, herunder Samsøe & Samsøe og Ganni.