Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
INNOVATION & BÆREDYGTIGHED

Endnu et dansk brand forpligter sig til at reducere engangsplast

Samsøe & Samsøe slutter sig til Ganni på Ellen MacArthur Foundations liste over virksomheder, der tager del i organisationens plastikbekæmpelsesprogram.
Samsøe & Samsøe slutter sig til Ganni på Ellen MacArthur Foundations liste over virksomheder, der tager del i organisationens plastikbekæmpelsesprogram.

At også modebranchen bidrager til verdens overdimensionerede og skadelige forbrug af engangsplastik blev endnu en gang slået fast i marts, hvor det kom frem, at et modehus som Burberry på nuværende tidspunkt bruger 200 tons plastikemballage på bare ét år. Et tal, der fremgik af en rapport fra The Ellen MacArthur Foundation i forbindelse med programmet ’New Plastics Economy Global Commitment’. Et program, som mere end 350 globale virksomheder har underskrevet for netop at forpligte sig til at øge transparensen omkring og minimere forbruget af engangsplastik. Det gælder både Burberry, men også danske Ganni var med på listen, som en af de eneste repræsentanter fra den danske modebranche. Indtil nu. For nu har yderligere én dansk tøjvirksomhed officielt tilsluttet sig programmet – Samsøe & Samsøe.

Som en del af brandets igangværende bæredygtige omstilling forpligter de sig hermed til at reducere deres anvendelse af engangsplast. Det skal ske dels gennem forbedrede arbejdspraksisser, mere uddannelse og bevidsthed på området samt øget anvendelse af alternativer som FSC-papir og genbrugsprodukter.

“Kun gennem fuldstændig transparens vedrørende vores plastforbrug kan vi for alvor reducere vores årlige forbrug på 24 tons plastik og inspirere til forandring,” skriver Samsøe & Samsøe i en pressemeddelelse i dag om deres nuværende forbrug – og ambitioner for fremtiden.

Slut med plastik i naturen

Helt konkret har Samsøe & Samsøe gennem Ellen MacArthur Foundations program blandt andet sat sig for udelukkende at benytte poser lavet af genbrugsplast ved udgangen af 2019. Allerede på nuværende tidspunkt har de mindsket deres brug af plastikemballage med 50 procent ved blot at folde deres tøj én gang mere. Ligesom at de arbejder på at eliminere al plastemballage på prototyper og prøver og sikre, at al fremtidig emballage kan enten genanvendes eller er bionedbrydelig.

Udover ovenstående mål vil Samsøe & Samsøe fremadrettet også uddanne både personale, leverandører og kunder indenfor behovet for genbrug, samt hvordan man mindsker risikoen for, at plastik ender i naturen.

Men Samsøe & Samsøe er ikke det eneste danske mærke, der fornyligt har tilsluttet sig Ellen MacArthur Foundations program. Også Stine Goya kunne i går offentliggøre, at de har besluttet sig for at støtte programmet med henblik på at blive en officiel underskriver i 2020. Herunder forpligter de sig blandt andet til, at alle deres polyposer til indpakning skal være lavet af genanvendt plastik inden september 2019, samt at al distributionsemballage skal være FSC-certificeret til januar 2020. Frem mod 2021 skal samtlig emballage fra både online og fysiske butikker være bæredygtigt.

Du kan læse mere om de øvrige underskrivere og programmet her.