Statens Kunstfond uddeler pris for show under Copenhagen Fashion Week
Der var fyldt med mindeværdige shows under den netop overståede modeuge, men især ét show fangede opmærksomheden fra Statens Kunstfond, der har præmieret designeren med 25.000 kroner.Siden Emilie Helmstedt bød indenfor til sit tredje show under Copenhagen Fashion Week i starten af august, har den unge designer gjort sig – om muligt – endnu mere bemærket. For her var det tydeligt, at hun både formår at holde fast i sit genkendelige legende univers og samtidig udvikler sit brand fra sæson til sæson. De drømmende silkestyles, som vi længe har kendt og elsket hende for, fik nu selskab af nye, crisp og lidt mere kommercielle bomuldsdesigns. Og selvom show-setuppet stadig var ligeså elskværdigt barnligt, som vi tidligere har set det, med sine papmaché jordbær og fluesvampe, så var det denne gang også med et mere politisk budskab qua fokusset på bien og dens – altafgørende, men truede – rolle i vores skrøbelige økosystem.
Det er derfor heller ikke overraskende, at Emilie Helmstedt efterfølgende har fået stor opmærksomhed fra både medier, forbrugere og internationale forhandlere – heriblandt Moda Operandi, som hun skrev kontrakt med i sidste uge. Men nu får det unge talent endnu et skulderklap, denne gang af Statens Kunstfond, som har tildelt hende en pris for sit show under Copenhagen Fashion Week SS20.
Opløftende, kompromisløst og rørende
Prisen er blevet tildelt af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design, som har givet det, de kalder en præmiering. Denne gives til få udvalgte kunsthåndværkere eller designere, som Legatudvalget mener har udført et ekstraordinært flot stykke arbejde. Deres begrundelse for valget af Emilie lyder blandt andet:
“Helmstedt arbejder forfriskende legende med sit drømmende univers og leverede samtidig – gennem sit tema om bien og en opfordring til at så en blanding af blomsterfrø fra Bybi – en fin kommentar til debatten om biodiversitet. Opløftende og energisk, poetisk og dragende, kompromisløst og ret rørende. For den fine oplevelse, de smukt udførte håndmalede prints og modet præmierer Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design Emilie Helmstedts show med 25.000 kroner,” skriver Statens Kunstfond i en pressemeddelelse.
Selv udtaler Emilie Helmstedt om at få overrakt prisen:
“Jeg er enormt beæret over at få denne pris og er glad for anerkendelsen fra Statens Kunstfond. Det betyder utroligt meget, mest af alt den fulde forståelse for, hvad det er, jeg har prøvet at skabe med mit show,” siger hun til Fashion Forum og fortæller, at hun vil bruge pengene på at optimere sin kreative arbejdsproces, blandt andet ved at investere i nye materialer og redskaber, herunder en ny computer, der kan håndtere de mange programmer, hun til dagligt benytter i sit arbejde.
Udover Emilie Helmstedt er flere andre danske designere tidligere blevet præmieret af Statens Kunstfond for deres show. Heriblandt Nicholas Nybro for sit SS16-show i 2015, og før da både Henrik Vibskov og Moonspoon Saloon i 2009, samt David Andersen i 2010. Statens Kunstfond uddeler desuden treårige arbejdslegater, hvilket sidste år gik til Freya Dalsjø.
LÆS OGSÅ:
Emilie Helmstedt: “Det kan åbne nogle helt nye døre for os på det internationale marked”