Helmstedt, Prinsens Palæ, onsdag den 7. august 2019, klokken 9.00

Under Nationalmuseets hvælvede loft bød Emilie Helmstedt indenfor i sommerhaven med lyden af summende bier, fuglesang og et græsgrønt tæppe over museets historiske sildebensparket. Spredt ud var mørkegrønne mostoppe med stedvise rød/hvide fluesvampe skabt i papmache af affaldsmaterialer doneret af Politiken. Også en overdimensioneret vindrueklase samt sommerrøde jordbær havde fundet vej til den grønne catwalk, hvor det unge designtalent viste sin SS20-kollektion under titlen ‘The Breeze Collection’. En kollektion, der var en ode til bien, som denne sæson har ageret hovedinspirationskilde. Et lille dyr, der de senere år har gået fra irriterende sværmer om sommerfrokostbordet til nu at være symbol på vi menneskers rovdrift på kloden med sin truede levestandard.

Samtidig illustrerer og understreger bien på fin vis det legende, barnlige og drømmende univers, som vi kender – og elsker – Emilie Helmstedt for. Et frirum, hvor mode og design handler mere om at drømme end om at tjene penge. Sidste sæson trak hun os ind i eventyret om prinsessen på ærten og før da under vandet til et eventyrligt havrige fyldt med undervandsvæsener og mystik. Men denne sæson er vi helt oppe i luften med de små insekter, som vi i højere og højere grad er ved at indse, at vi ikke kan undvære.

Og tøjet var da også opløftende. Dragende. Og helt fantastisk yndigt. Præcis som vi forventer fra hendes hånd. Helt og aldeles Helmstedt’sk, som man allerede ganske let kan dechifrere efter hendes stadig korte tid i branchen. Man er ikke i tvivl, når man er trådt ind i hendes kreative univers. Som en kunstner, hvis penselstrøg man altid kan spotte.

Også denne sæson var alle print håndmalede af Emilie selv. Print, der prydede lange, flagrende silkekjoler med finurlige og feminine detaljer og de tilbagevendende elastikdetaljer ned langs armene. I dyb, mørk lilla og himmelblå på skyprint. Tern i gul, lyserød, blå og grøn. Smørbløde silkepyjamasser, som vi allerede har fundet plads til i vores garderober. Men denne sæson var sortimentet også udvidet med crisp bomuld syet til lette sommerkjoler og skønne – og en anelse mere kommercielle – quiltede jakker i korte og lange modeller. Både abstrakte print i lilla og lysegrøn var tegnet frem, men Emilie havde også skabt flere looks i to forskellige jordbærprint og ét med grønne tern og påtegnede lilla vindrueklaser. Alt sammen båret af modeller, der fik tankerne hen på svensk gårdidyl med små silketørklæder bundet om håret og praktiske træsko på fødderne. Til sidst indtrådte smukke Caroline Brasch på visit fra sin barsel med himlen malet ud over sig i form af en lang silkekjole og tilhørende quiltet silkefrakke, der fik de malede hvide skyer til at se næsten ligeså bløde ud som på himlen.

Tre sæsoner inde i Emilie Helmstedts showkarriere er det tydeligt, at hun stadig er betaget af de elskelige børnefortællinger. Den yndige uskyldighed, som hun omfavner både med sine kollektioner og sit eget væsen, når hun hver sæson starter sit show ud med selv at træde ud på catwalken og læse højt om inspirationen for kollektionen. En kollektion, der både har plads til nuttede jordbærmønstre og mere sofistikerede print, som kan passe ind i en voksen kvindes garderobe. Spørgsmålet er, om tiden er inde til at satse endnu mere på det sidste? For jeg tror også, at Emilie Helmstedt er klar til at modne sit univers – og at vi er klar til at tage imod det. Vise os, at hun er villig til at lade sin uendeligt elskværdige barnlige muse transformere sig til en mere voksen kvinde – præcis som hun selv er ved at blive det.

Se hele kollektionen her.