Fra modeuge til Pride-uge, Ganni i London og nye samarbejder
Mads Nørgaard designer for Copenhagen Pride, Ganni åbner endnu en butik i populær modemetropol, Tomorrow udvider med bæredygtig Jersey, og både Daniel Silfen og Trine Tuxen er aktuelle med nye samarbejder.I sidste uge lukkede og slukkede Copenhagen Fashion Week SS20. En uge proppet med modeevents, -shows, -talks, middage og generel optur over den branche, som vi befinder os i, og som endnu en gang – måske endda mere en nogensinde før – mindede os om, at mode har en fantastisk evne til at samle mennesker og stadig i allerhøjeste grad også handler om at have det sjovt. Men i denne uge er modeugen så blevet skiftet ud med en anden og ligeså vigtig uge, som også handler om både at samle mennesker og have det sjovt. Nemlig Copenhagen Pride, som med sine regnbuefarvede banner buldrer igennem hele byen. En sand folkefest, som kulminerer med den store Copenhagen Pride Parade på lørdag den 17. august.
Og det er en fest, som trækker sin farverige tråde langt ind i alle afkroge af samfundet og herunder også modebranchen, hvor flere og flere brands de seneste år viser deres støtte gennem Pride-inspirerede mini-kollektioner. En af dem er Mads Nørgaard, som du kan læse mere om nedenfor.
Tilbage til modeugen – har du endnu ikke læst vores mange anmeldelser af denne sæsons fantastiske shows, så skynd dig at klikke dig ind lige her, hvor samtlige af dem er samlet. Så kvitterer vi til gengæld med både malende beskrivelser, konstruktiv ris og ros, personlige beretninger fra rørende oplevelser og sågar et par tydeligt optursramte anmeldere, der stadig ikke havde formået at få armene ned, da fingrene strøg over tasterne.
Læs ugens øvrige korte modenyheder herunder.
Godt nyt til de britiske Ganni Girls
Ganni har de seneste år sat fed streg under deres internationale succes med åbningen af flere nye butikker på populære hotspots rundt omkring i verden. Det gælder blandt andet planlægningen af to nye flagskibsbutikker i New York og Los Angeles – butikker, der bliver Gannis første selvstændige af slagsen udenfor Europa. Men nu er Ditte og Nicolaj Reffstrup klar til at slå dørene op til en butik i en anden vigtig modemetropol, nemlig London, nærmere bestemt i SoHo.
Gannis nye butik har adresse på Beak St. og åbner officielt i dag, fredag den 16. august 2019.
Pride & Proud
Mads Nørgaard kan i denne uge – og for andet år i træk – kalde sig officiel partner på Copenhagen Pride. Det betyder, at de står for at designe den officielle støttekollektion til formålet. Det har udmundet sig i en T-shirt samt en sweatshirt med teksten ‘PROUD’ – selvfølgelig skabt med Mads Nørgaards stribede signaturmærke i de genkendelige regnbuefarver.
Kollektionen kan købes hos Mads Nørgaard, både online og i butikker, samt gennem Copenhagen Pride selv. Al overskud går ubeskåret til Copenhagen Pride og deres arbejde for tolerance, ligestilling og menneskerettigheder i LGBTQ-miljøet.
Som mor så datter
Det danske taskebrand Daniel Silfen, som blev grundlagt i 2013 og i dag drives af søskendeparret Daniel og Celine Silfen, har netop indgået et samarbejde med den populære danske influencer og stylist Trine Kjær. Hun har stået for at designe en taske, der bærer hendes eget navn, og som kommer i fire forskellige farver af skinnende satin. Derudover har hun designet en mini version af samme taske, som har fået navnet Roberta – til ære for hendes egen datter af samme navn.
Samarbejdet mellem Trine Kjær og Daniel Silfen lanceres og forhandles fra i dag, fredag den 16. august 2019.
Morgendagens jersey
Det var en stolt Henriette Pieszak, der i november 2017 kunne lancere sit nye denimmærke, Tomorrow, der som det første i verden havde fået både Svanemærket og EU-blomsten. Nu er hun så klar til at udvide det bæredygtige arbejde med en ny jerseylinje ved navn ’Second Skin’, der ligeledes bærer begge certificeringer. Linjen består af T-shirts, tank tops, bodystockings og skjorter. Produceret enten i ren bomuld eller som en kombinationen af bomuld og modal, der gør produkterne både bløde, stretchy og med en høj åndbarhed.
“Da vi gik i gang med at designe jersey, var det vigtigt for mig, at vi med disse produkter også kunne opnå både Svanemærket og EU-Blomsten, da det er produkter, man skal bære tæt på huden hver eneste dag. Med disse certificeringer har man som forbruger en garanti for, at produkterne har gennemgået en omfattende kontrol og derfor med garanti ikke indeholder hormonforstyrrende eller allergi- og kræftfremkaldende farver og kemikalier,” fortæller Henriette Pieszak i en pressemeddelelse.
Second Skin blev officielt lanceret under Copenhagen Fashion Week og lander hos forhandlerne fra Januar 2020.
Pasta la vista baby
Den talentfulde danske smykkedesigner Trine Tuxen er, blandt andet, kendt for sine finurlige designs, der forener hverdagens objekter med guld og sølvs tidløshed. Det gælder blandt andet hendes populære design ’Fortune Cookie’ – en lille medaljon i form som de små lykkesmåkager, man får på diverse kinesiske restauranter. Og designeren er da også blevet i den kulinariske verden med sit nyeste design: en halskæde, et hårspænde og en ørering, der med sine former som pastavarianter tager sit udgangspunkt i det italienske køkken – ikke så underligt, når kollektionen er skabt i samarbejde med italienske LuisaViaRoma.
Kollektionen er i butikkerne nu og forhandles i Trine Tuxens egent butik på Gammel Kongevej 82.
Se nærmere på fremtidens designtalent
Talentmassen er intakt, når man taler mode og design. Det beviste blandt andre finske Henna Lampinen, der under AW19-modeugen i januar vandt førstepladsen i den prestigefyldte konkurrence Designers’ Nest. Og med førstepræmien vandt hun også muligheden for at udstille sit arbejde. En udstilling, der netop nu kan opleves i Black Store på Gl. Kongevej på Frederiksberg, hvor man kan se nærmere på den unge designers kreative arbejde, der er karakteristeret ved materialemanipulation, historisk bevidsthed og eksperimenterende silhuetter.
Udstillingen kan ses frem til den 28. august 2019.