Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

16 herrebrands gør klar til tredje sæson af Scandinavian Manifesto

I dag samles danske og nordiske mærker i Firenze, når Revolver endnu en gang står for at præsentere et stærkt udvalg af skandinavisk herredesign under Pitti Immagine Uomo 96.
I dag samles danske og nordiske mærker i Firenze, når Revolver endnu en gang står for at præsentere et stærkt udvalg af skandinavisk herredesign under Pitti Immagine Uomo 96.

Når den italienske modemesse, Pitti Immagine Uomo 96, i dag skydes i gang i Firenze, bliver det endnu en gang med et populært strejf af skandinavisk design. For tredje sæson i træk vil Revolver samle et udvalg fra den danske og nordiske branche under sydens begyndende sommersol via det kuraterede område Scandinavian Manifesto. Et område, der allerede tidligt viste sig som en succes – for både afsender og modtagere. Sidstnævnte oplevede vi på egen hånd tilbage i januar i år, hvor Fashion Forum også var til stede på den populære herremesse, der årligt får besøg af omkring 24.000 indkøbere og i alt op mod 36.000 internationale modefolk.

Her stod det klart, at den ellers så omtalte skandinaviske hype stadig holder. Det understregede blandt andre Pitti Immagines CCO, Antonio Cristaudo, der til Fashion Forum udtalte:

“Skandinavisk mode er i øjeblikket et af de største referencepunkter, når det kommer til stil. Det essentielle i design og funktionalitet samt den store opmærksomhed på miljømæssig bæredygtighed er alle stærke ingredienser i den skandinaviske livsstil, som jeg betragter som meget interessante drivere for moden. Alle disse elementer er perfekt repræsenteret i Scandinavian Manifesto-området, og de tilbagemeldinger, vi har fået, er meget positive.”

Et stærkt udvalg

Til denne sæsons Scandinavian Manifesto finder man – igen – et bredt udsnit af nye talenter og etablerede navne som Forét, mfpen, Rue de Tokyo, Klättermusen, Norse Projects, Rains og H20. Brands, der alle har det til fælles, at de er “håndplukkede for deres fokus på kvalitet, deres designsignatur eller bæredygtighed og repræsenterer spændvidden i skandinavisk, designdrevet herremode,” som Christian Maibom, stifter og kreativ direktør for Revolver, selv formulerede det op mod messen sidste år.

At valget er faldet på netop disse brands er da heller ikke overraskende, tager man deres respektive vækst og omdømme i betragtning. Se bare på det efterhånden etablerede brand Rains, der for nyligt kunne fremlægge nyt rekordregnskab. Eller det lidt nyere brand Forét, der ligeledes er i vækst. Det viste brandets nye årsregnskab, hvori det stod klart, at stifterne Jesper Finderup og Jeppe Meier for første gang har formået at skabe et overskud, siden de grundlagde Forét tilbage i 2014. I forhold til omdømme kan man for eksempel kigge mod relancerede H20, der i sidste måned fik et velfortjent skulderklap af Vogue.coms Brooke Bobb, som bød det danske mærke velkommen tilbage med en artikel, der blandt andet viste brandets nye visuelle univers skudt af Philip Messmann.

Udover ovenstående mærker deltager også Garment Project, Leftover, Martin Asbjørn, Organic Basics, Schnayderman’s, SNEUM, Soulland, Tonsure og Unridden. Foruden delegationen til Scandinavian Manifesto er der også flere andre danske mærker, der deltager. Heriblandt Anerkjendt, Hummel, Colorful Standard, Sand og Royal Republiq.

Pitti Uomo og Scandinavian Manifesto finder sted i denne uge fra den 11. til den 14. juni. Du kan læse mere om området her.