Nye regnskaber: Rains slår rekord, Adidas er udfordret og Maria Black i vækst
Det er endnu ikke slut med årsregnskaberne for 2018 i denne omgang. Vi har samlet nogle af de nyeste og mest interessante, så du kan holde dig opdateret på status quo i branchen.Vækst i både top og bund vækker tilfredshed hos Rosemunde
Det har ikke altid været nemt for Rosemunde, hvis populære blondetoppe er blevet virksomhedens varemærke. Men 2018 viste sig at blive endnu et fremgangsår. Det understreger brandets nye årsregnskab for perioden 1. januar til 31. december 2018. Virksomhedens omsætning for året er ikke oplyst, men bruttofortjenesten vidner om, at der er stor vækst i salget. Denne ender nemlig på 45 millioner kroner, hvilket er en pæn stigning sammenlignet med de 37 millioner kroner sidste år. Årets resultat peger på lignende vækst og ender på 22,7 millioner kroner – steget fra 16 millioner i 2017. Et resultat, der da også vækker tilfredsstillelse hos ledelsen i Rosemunde med Brian Kristoffersen i direktørstolen.
Bruun & Stengade A/S næsten fordobler årets resultat
Også hos herretøjsvirksomheden Bruun & Stengade er der gode tider at spore. I hvert fald hvis man ser på virksomhedens nyligt fremlagte årsregnskab for 2018, hvor både salg og bundlinje er i fremgang. Årets bruttofortjeneste lander på 16 millioner kroner mod 13,8 millioner kroner i 2017. Årets resultat blev 2,2 millioner kroner, hvilket er næsten en fordobling i sammenligning med de 1,2 millioner sidste år. Også egenkapitalen peger på vækst, da den i dette årsregnskab landede på knap 15 millioner kroner mod en egenkapital på 12,7 millioner i sidste års resultatopgørelse. Ifølge regnskabets ledelsesberetning, er direktør Peter Stengade tilfreds med udviklingen for året.
Ny rekord hos Rains
Det er ingen hemmelighed, at Rains har godt fat i markedet for regntøj både herhjemme og i udlandet. Og det er da også det, der står klart, efter virksomhedens årsregnskab for 2018 blev fremlagt i slutningen af maj. Heri ses det nemlig, at bruttofortjenesten er steget fra 44,9 millioner kroner sidste år til i år at ende på 46 millioner kroner. En mindre tilbagegang ses dog i årets resultat, der er faldet fra knap 22,5 millioner kroner i 2017 til knap 21 millioner i 2018. En udvikling, der, ifølge brandet selv, anses som forventeligt taget deres investeringsniveau i betragtning. Regnskabet vækker derfor også tilfredsstillelse hos Rains, der brugte 2018 på at styrke forudsætningerne for fremtidig vækst og markedsposition via flere strategiske tiltag på tværs af virksomheden.
“På trods af en generelt vigende detailhanclel og historisk ekstraordinære vejr- og markedsforhold blev den planlagte ekspansion og investeringsstrategi fastholdt. Rains fortsatte med at forbedre den globale distribution og åbnede 12 nye konceptbutikker på strategisk vigtige internationale placeringer, hvilket bringer det totale antal konceptbutikker op på 18 i slutningen af 2018,” skriver Rains i ledelsesberetningen og understreger, at de i 2019 forventer at åbne yderligere ti konceptbutikker i internationale storbyer.
Også indenfor e-commerce var 2018 et godt år for Rains, der fordoblede salget via e-commerce sammenlignet med 2017. En vækst, brandet også forventer fortsætter ind i 2019.
Tilfredshed trods lavere tal hos NN07
Også herrebrandet NN07 har netop fremlagt deres resultater for 2018. Heri ses det, at årets bruttofortjeneste endte på 47 millioner kroner sammenlignet med 2017, som endte på 69 millioner kroner. Årets bundlinje viste et resultat på 24 millioner kroner, sat op imod de 37 millioner kroner, som stod tilbage på bundlinjen året før. Men selvom de tal kunne tyde på en mindre tilbagegang for det ellers populære herrebrand, er det ikke nødvendigvis tilfældet. I 2018 omlagde virksomheden nemlig sin regnskabspraksis, hvilket betyder, at regnskabsperioden sidste år var på 18 måneder, hvorimod den i år er på 12 måneder. En forskel, der ifølge virksomhedens ledelse selv, betyder, at de to regnskaber ikke er direkte sammenlignelige.
“Ledelsen anser derfor årets resultat for tilfredsstillende og forventer en indtjening i 2019 på niveau med 2018,” skriver brandet i regnskabets ledelsesberetning.
Tilbagegang hos Adidas Danmark A/S
Det er dog ikke alle virksomheder på denne liste, der har lige gode nyheder. Modsat den tyske moderkoncern, er der knap så meget vækst at spore hos Adidas Danmark A/S. Her er det nemlig mindre tilbagegang og ikke fremgang, der præger det netop fremlagte årsregnskab for 2018. Virksomheden har ikke oplyst sin omsætningstal for året, men bruttofortjenesten vidner om et fald fra 44,6 millioner kroner i 2017 til nu at ende på 36,5 millioner kroner. Samme tendens påvirker årets resultat efter skat, der ender på 5,9 millioner kroner – en halvering af sidste års bundlinje, der viste 12 millioner kroner i overskud.
Ifølge virksomheden selv, skyldes årets tilbagegang, at resultatet blev påvirket af en lavere margen end forventet.
Uindfriede forventninger hos Nümph A/S
Det lader til også at være med blandede følelser, at Nümph A/S fremlægger resultaterne for 2018. I det nye årsregnskab ses det nemlig, at virksomhedens bruttofortjeneste var faldet en smule fra 24,4 millioner kroner i 2017 til nu at ende på 23,6 millioner. Mere alvorligt er det dog med bundlinjen, der er gået fra et overskud på 9 millioner sidste år til nu at lande på 3,4 millioner kroner.
“Der var forventet et højere positivt resultat for året, så resultatet har ikke indfriet ledelsens forventninger til året. Årsagen til det lavere resultat skyldes, at selskabets tilknyttede virksomheder ikke har leveret de resultater, som var forventet,” skriver Nümph i regnskabets ledelsesberetning, der også peger på moderkoncernen Nümph Holdings ejerskifte i løbet af året. Et ejerskifte, der betyder, at både Nümph, And Less og Anerkjendt i dag ejes af Ronald Accessories Holding ApS.
Tilbagegangen afholder dog ikke brandet fra at holde ambitionsniveauet højt i indeværende år:
“Der forventes en positiv udvikling i næste regnskabsår på baggrund af de udarbejdede budgetter og forventninger til en stigning i aktivitetsniveauet.”
Store ambitioner hos Maria Black Jewellery ApS
Ser man mod smykkeverdenen, står Maria Black Jewellery som et godt eksempel på den stigende interesse for smykker, der bevæger sig på grænsen til modebranchen. Brandets årsregnskab viser nemlig vækst i form af både øget salg og bundlinje. Bruttofortjenesten ender på lige knap 11,6 millioner kroner mod sidste års knap 8,3 millioner kroner. Også et lille løft ses i årets resultat efter skat, der ender på lidt over 1,2 millioner kroner sammenlignet med overskuddet på 1 million kroner i 2017. Virksomhedens egenkapital er steget fra 3 millioner kroner i 2017 til nu at snige sig op på næsten 4,3 millioner kroner. 2018 har da også budt på flere nye tiltag hos Maria Black, heriblandt en ny strategi med fokus på kundeoplevelsen igennem egne salgskanaler. Det er blandt andet udført via en integrering af et piercingstudio, som en fast del af forretningskonceptet. Derudover åbnede virksomheden sin anden butik i Oslo i løbet af året – og forventer, ifølge ledelsesberetningen, at åbne yderligere 3-4 butikker i 2019.
“Organisatorisk har selskabet arbejdet på at skabe en organisation og strukturer, som automatiserer og optimerer interne processer, der skal understøtte væksten. Der forventes på koncernniveau en omsætningsvækst på 50 procent og en fordobling af selskabets resultat i 2019. Denne positive udvikling forventes bibeholdt i årene fremad,” skriver ledelsen i regnskabet om ambitionerne fremadrettet.