“Net-a-Porter har skubbet os hen imod næste fase i vores strategiske planer"
Først annoncerede Munthe en stor ordre fra Net-a-Porter, men nu viser det sig, at Naja Munthe har mere i ærmet i samarbejde med den anerkendte webshop.Der er fortsat gode tider hos Munthe. Siden Naja Munthe stod bag en relancering af brandet i 2014, har hun formået at gøre brandet til en vigtig spiller i den danske modebranche anno 2019. Det beviste hun ikke mindst for nyligt, da det blev offentliggjort, at brandet er en af de nominerede til ALT for damernes Guldknap i fornemt selskab med By Malene Birger og InWear. I starten af året oprustede hun teamet med en ny salgsdirektør i ønsket om at fortsatte væksten – og senere samme måned, i slutningen af januar 2019, understøttede et nyt årsregnskab da også, at der var gedigen vækst at fortsætte. Bruttofortjenesten var steget fra cirka 13,6 millioner kroner i 2017 til cirka 17,9 millioner i 2018. Lignende så det ud med årsresultatet, der endte på 4,2 millioner kroner, sammenlignet med 2,7 millioner kroner året før.
Allerede her fortalte Naja Munthe, at fremgangen især skyldes brandets stigende internationalisering – understreget af en ny millionordre fra den britiske luksuswebshop Net-a-Porter, hvor danske Munthe kunne se frem til at gnubbe skuldre med store internationale modehuse som Gucci, Balenciaga og Victoria Beckham, samt andre danske eksportsuccesseer som Ganni og Ole Lynggaard Copenhagen.
Men nu viser det sig, at der var mere til Munthes samarbejde med Net-a-Porter end først antaget. Brandet har nemlig netop annonceret, at udover at sælge sin Pre-Fall 2019-kollektion på platformen, har Naja Munthe også designet en capsule kollektion eksklusivt til Net-a-Porter.
“Jeg er pavestolt og beæret over vores samarbejde med Net-a-Porter, og det har været et stort ønske for mig i årevis. Net-a-Porter er en stærk samarbejdspartner, der har skubbet os hen imod næste fase i vores udvikling og strategiske planer – både som firma og brand,” siger hun om samarbejdet i en pressemeddelelse.
Munthe er dog ikke det eneste danske mærke, der har spottet et potentiale i denne slags samarbejder med udenlandske luksuswebshops. I oktober 2018 kom nyheden, at Baum und Pferdgarten havde designet en capsule kollektion til tyske Mytheresa.com – en webshop, der også har fået flere eksklusive kollektioner ud af kreativ direktør Ditte Reffstrup fra Ganni.
Munthes capsule kollektion, der har fået navnet ’Makeshift Floras’, består af en nederdel, en flæsekjole samt en gulvlang kjole. Både den samt Pre-Fall 2019-kollektionen sættes til salg på Net-a-Porter i juni 2019.