Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi

Naja Munthe: “Man skal turde sige nej til hurtige penge”

MUNTHE har netop fremlagt sit bedste regnskab siden relanceringen i 2014. Det skyldes især en helt ny distributions- og PR-strategi, fortæller kreativ direktør og medstifter Naja Munthe.
MUNTHE har netop fremlagt sit bedste regnskab siden relanceringen i 2014. Det skyldes især en helt ny distributions- og PR-strategi, fortæller kreativ direktør og medstifter Naja Munthe.

“Der er så mange knapper, der skal skrues på, hvis man vil have succes i dag,” lyder det fra Naja Munthe, der med sit brand i eget navn netop har fremlagt årsregnskab for 2017. Brandets omsætning er steget med over 50 procent og bundlinjen er i samme periode mere end tredoblet. Men der har ikke altid været en fest at fremlægge regnskab for MUNTHE.

I 2013 havde brandet røde tal på bundlinjen og et salg, der var stagneret. Men Naja Munthe havde en vision, der betød, at hun i 2014 købte sin medejer ud og i dag ejer 100 procent af virksomheden. Siden da har hun sat benhårdt ind på at vende nedtur til optur – og det ser nu ud til at være mere end lykkes.

Ifølge Naja Munthe kan sidste års succes især tilskrives brandets nye distributions- og PR-strategi, der har medført en stigning i salget både i Danmark og internationalt.

“Hvilke butikker man samarbejder med handler i bund og grund om, hvilket signal vil man gerne sende. Og det er noget, vi har arbejdet målrettet med. Vores strategi er at placere os i middel til high-end segmentet. Vi vil hellere skære lidt fra for at sigte mod noget, der har lidt højere profil. Men det er et langt sejt træk. Man skal turde sige nej til nogle indlysende, hurtige penge. Men vi tror på, at det betaler sig på sigt,” siger hun og fortæller, at brandets prisstruktur også har været oppe til genovervejelse de seneste år.

“Førhen spændte vi ikke så bredt. Nu arbejder vi med de såkaldte ’price openers’, der er billigere og dermed mere konkurrencedygtige varer. Samtidig har vi også udvidet med nogle lidt dyrere kategorier, for eksempel designs i ren silke, kashmir og lammeskind. På den måde henvender vi os til flere typer kunder,” siger hun videre.

Salg og PR går hånd i hånd

I dag forhandles MUNTHE i lige under 100 butikker i Danmark, hvorfor tiden er kommet til at rette fokus mod udlandet. I starten af 2018 påbegyndte MUNTHE herunder et samarbejde med et hollandsk PR-bureau, ligesom de er ved at gøre det samme i England. Også her handler det Ifølge Naja Munthe om at følge devisen ’lidt men godt’.

“Salg og PR går hånd i hånd. Jeg tror på, at hvis man vil være stor på eksterne markeder, så skal man være synlig i sin PR, og det er nemmere at gøre lokalt, end hjemme fra Danmark. Vi har i 2017 hovedsagligt haft fokus på det skandinaviske marked og på de markeder, hvor vi har agenter, nemlig Holland, Belgien, England og Sverige. Og de har uden tvivl været med til at trække den markante vækst. Derudover har vi også en meget stor koreansk kunde, der sælger varerne rigtig godt. Men derfor regner vi ikke med at satse fuldt ud på det asiatiske marked. Der er andre mere indlysende markeder for os lige nu,” siger hun og nævner lande som Tyskland og Benelux, hvor brandet allerede så småt er repræsenteret, og hvor de derfor vil fokusere på at udvide i år.

Det er dog ikke kun wholesale, der er på tavlen hos det nye og forstærkede MUNTHE. Også onlinehandlen har vist sig at være et vigtigt aktiv i brandets comeback.

“Vi har oplevet enorm vækst online, hvor vi har mangedoblet omsætningen i 2017,” siger Naja Munthe, der kan fortælle, at det også er en salgskanal, brandet kommer til rette fokus på i den fortsatte forretningsudvikling.

“At webhandlen vokser så eksplosivt taler ind i det generelle billede af, at detailhandlen er ved at stagnere. I dag trækkes væksten hovedsagligt online, og derfor går vi til det med stor respekt. Vi allokerer rigtig mange ressourcer til at udvikle vores online tilstedeværelse.”

Det sværeste er at skille sig ud

MUNTHE kan fejre sit 25 års jubilæum i 2019, og Naja Munthe kan om nogen kalde sig et vidne til de op- og nedture, modebranchen har gennemgået det sidste kvarte århundrede. Ifølge hende, er det især det store udvalg, der gør det svært at være modebrand i dag.

“Der er så mange rigtig gode mærker. Tilgængeligheden er enorm, så det kræver meget at stå ud. At blive det brand, som kunderne foretrækker. Det forudsætter, at man har en ærlig historie. At folk føler, at de får value for money,” siger hun og svarer til spørgsmålet om, hvad MUNTHE har gjort for at holde sig oven vande alle de år:

“MUNTHE fylder 25 år næste år, og jeg tror vi stadig eksisterer, fordi vi er transparente, yder høj service og tager kunderne alvorligt. Og så ikke mindst fordi vi har formået hele tiden at udvikle os. Mit mål er at have en god, sund forretning i vækst –  og det i sig selv er faktisk en kunst i dag.”

Og at udvikle sig, det har de. Og det vil de. I 2018 vil Naja Munthe og resten af team MUNTHE have fokus på salg, marketing og presse, og året kommer til at byde på både samarbejder, nye butikker, nye markeder, nye pressebureauer, med mere. Og det gælder for så vidt også for 2019.

“Det er klart succeskriteriet at vækste i både omsætning og på bundlinjen, og selvfølgelig at have en veldrevet forretning, hvor vi har selvbestemmelse. Vi regner med en fordobling af bundlinjen i 2018, og alt tyder på, at det vil fortsætte i 2019,” siger en målrettet Naja Munthe og afslutter:

“Vi har mange ambitioner, men målet er først og fremmest at gøre alt det, vi allerede gør, bare endnu bedre.“