Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland, Økonomi

Cecilie Bahnsens første årsregnskab viser overskud

Det danske talent høster ros fra både branche og forbrugere for sine originale designs og håndværk. Nyt årsregnskab afslører, at salget følger trop.
Det danske talent høster ros fra både branche og forbrugere for sine originale designs og håndværk. Nyt årsregnskab afslører, at salget følger trop.

Cecilie Bahnsen ApS har netop fremlagt sit første årsregnskab. Et regnskab, der vidner om, at det danske designtalent ikke blot har fanget branchens anerkendelse, men også er begyndt at vække interesse hos en bredere og international skare af forbrugere.

Omsætningen er ikke oplyst, men bruttofortjenesten løb i perioden 1. januar til 31. december 2018 op på knap 1,4 millioner kroner. Det har skabt plus på bundlinjen hos den stadig unge virksomhed, som realiserede et årsresultat på 405.862 kroner efter skat. Selskabets egenkapital endte på 668.362 kroner.

Om resultaterne udtaler ledelsen, der udgøres af ejer, designer og administrerende direktør Cecilie Bahnsen selv, i regnskabets ledelsesberetning:

“Ledelsen anser årets resultat for tilfredsstillende og forventer fortsat vækst på både top- og bundlinje i 2019,” skriver virksomheden, der på trods af Cecilie Bahnsens flerårige karriere som designer i eget navn først blev officielt stiftet som et anpartsselskab (ApS) per 1. januar 2018. Det skete, ifølge ledelsen selv, “ved indskud af tidligere personligt ejet virksomhed som led i en strategisk professionalisering af aktiviteterne.”

Cecilie Bahnsen har siden 2016 været et af de største taleemner i den danske modeverden, som et af branchens lysende nye talenter. Og det har medført et utal af priser gennem årene. I oktober 2016 vandt hun DANSK Design Talent – Magasin prisen, nu kaldet Magasin du Nord Fashion Prize, i marts 2017 gik hun videre til finalen i LVMHs Young Fashion Designer Prize. Senere samme år, i november, blev hun overrakt Kronprinsparrets Stjernedryspris, og så sent som i oktober sidste år overrakte Dansk Mode & Textil deres nye vækstpris, ’Next Level Award’, til hende for sin tidlige succes både nationalt og internationalt.

Listen af fans er lang, hvorfor Cecilie Bahnsen i marts i år valgte at udvide sin forretning med en webshop i eget navn. En salgskanal, der skal supplere de over 50 globale butikker og webshops, herunder Net-a-Porter og Matchesfashion, som allerede forhandler hendes karakteristiske designunivers.