Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Cecilie Bahnsen SS19
Alle nyheder, Indland

Cecilie Bahnsen udvider forretningen

Cecilie Bahnsen, der på ganske få år har skabt sig en kometkarriere i den internationale modeverden, åbner nu webshop i eget navn.
Cecilie Bahnsen, der på ganske få år har skabt sig en kometkarriere i den internationale modeverden, åbner nu webshop i eget navn.

Der har været ikke været andet end fart over feltet, siden Cecilie Bahnsen startede som designer i eget navn – ganske modsat hendes design og håndværk, der appellerer til langsomhed både i sin forarbejdelse og tilgang til trends.

Cecilie Bahnsen sælges i dag i over 50 butikker internationalt, heraf 30 butikker i Asien, foruden på fem webshops med Net-a-Porter og Matchesfashion som bannerfører – og nu altså også på hendes egen.

Webshoppen, der lanceres i dag den 18. marts 2019, skal ses som en udvidelse af Cecilie Bahnsens univers og en måde for brandet at komme tættere på den skare af kvinder verden over, der allerede er fans af Bahnsens designs.

“Når vi udvider vores univers, skal det føles ægte i forhold til det, vi gør. Det var afgørende for mig, at websitet blev en oprigtig del af vores verden og fortalte om, hvem vi er. Vi har arbejdet med fotograf Josefine Seifert, der også skyder alle vores kampagner, omkring de smukke og unikke billeder til den nye butik. Vi tror på, at dem, som allerede følger os, straks vil genkende den samme æteriske og poetiske følelse,” fortæller Cecilie Bahnsen i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Jeg bliver rørt over, hvordan de kvinder, der bærer vores tøj, føler sig i et søsterskab med os, tagger os på sociale medier og engagere sig med os. Jeg håber med den nye hjemmeside at forbinde os endnu mere til dem.”

Cecilie Bahnsen SS19
Cecilie Bahnsen SS19

Inspiration til B2B-kunder

“Cecilie Bahnsens forhold til materialer, håndværk og kvalitet er så vigtig en del af brandet, og vi ville gerne lave et univers, hvor vores kunder og følgere på de på sociale medier kan komme tættere på os. En platform, hvor både almindelige kunder og B2B-kunder kan komme ind og få inspiration til styling og komme tættere på tøjets tilblivelsesproces,” fortæller Director of Operations hos Cecilie Bahnsen Kristine Hannah Loebner og fortsætter:

“Vi har meget bevidst arbejdet ud fra det stærke visuelle univers, som allerede eksisterer omkring brandet. Vi arbejder med den samme fotograf, som vi altid gør, og har valgt ikke at skyde packshots, men i stedet præsentere et nyt take på modelbilleder, der også kan lede folk over til shoppen. På sitets ’explore’-side kan man dykke ned i detaljer og yderligere inspiration. Vi håber også en dag, at vi via denne platform kan tage folk med på vores fabrikker, så vi kan skabe en endnu større transparens omkring det, vi laver, hvilket er noget, som vi også oplever, at folk er meget interesserede i. Alene i løbet af det sidste år har vi haft en tilgang på 100.000 følgere på Instagram og har en meget høj engament-rate. Derfor ville vi lave et site, der kunne supportere dette, og vi kommer til at måle på, hvordan besøgende bruger de forskellige elementer, vi har.”

Websitet har hele vejen igennem fokus på det visuelle, legende og intuitive, og udover Josefine Seifert har Cecilie Bahnsen arbejdet med grafisk designer Jacob Lindblad, creative coder Nicholas Myhring og det kreative bureau Moon, der ligeledes står bag hendes showproduktioner.

Cecilie Bahnsen SS19
Cecilie Bahnsen SS19

Unikke styles og gamle favoritter

Mere end at komme tættere på eksisterende og nye kunder og omvendt lade dem komme tættere på sig, giver platformen også nye muligheder for at genintroducere favoritter fra ældre kollektioner, udnytte restmetervarer og lave eksklusive styles, der kun sættes til salg her. Muligheder der samtidig understøtter Cecilie Bahnsens bærende designfilosofi: at skabe tøj, der transcenderer tid og trends, som folk har lyst til at passe på og beholde i deres garderober i mange år.

“Der er mange, der efterspørger ældre styles, og den nye platform giver en god mulighed for at kunne efterkomme dette. Vi producerer kun på ordre og har derfor i forvejen ikke mange restpartier og lager, men nu kan vi sætte ting i produktion, hvis vi alligevel skulle have en rest, og på den måde yderlige begrænse vores spild,” fortæller Kristine Hannah Loebner, der har været ansat siden august 2018. Sammen med Cecilie Bahnsen selv er hun én ud af fem fuldtidsansatte i virksomheden, der i 2018 blev omlagt til et ApS og netop nu er ved at lægge sidste hånd på første årsregnskab i dette regi.

“Vi er et ungt firma i rivende udvikling. Vi har planer om i nær fremtid at udvikle vores in-house team indenfor produktion og e-commerce og forventer, at webshoppen henimod 2021 bliver en betydelig del af vores omsætning,” afslutter hun.

LÆS OGSÅ:

Cecilie Bahnsens brillante hær