Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

#teamhelenachristensen, burkinis i Sports Illustrated, pop-ups og lipstick-kisses

Helena Christensen bodyshamet af tidligere Vogue-chefredaktør, hijabklædte Hamila Aden på forsiden af Sports Illustrated, Holly Golightly-smykker og ugens pop-ups.
Helena Christensen bodyshamet af tidligere Vogue-chefredaktør, hijabklædte Hamila Aden på forsiden af Sports Illustrated, Holly Golightly-smykker og ugens pop-ups.

WTF?! Undskyld os. Det var sådan, vi tænkte, da Alexandra Shulman, den ellers respekterede britiske modejournalist og mangeårige redaktør på Vogue UK, i denne uge body-/fashion-shamede fotograf og supermodel Helena Christensen på det groveste i The Daily Mail. For dem, der ikke har fulgt med, var årsagen, at Helena bar en smuk blondebustier med højtaljede jeans til veninden Gigi Hadids 24-års fødselsdag. Det fik Shulman til tasterne, der belærende skrev, at en 50-årig kvinde altså ikke kan gå i det samme som en 30-årig, og at en kvinde på Helenas alder, i modsætning til mænd, ikke kan være et sexsymbol. “Når kvinders kroppe ikke længere tjener et fødedygtigt formål, finder vi det forstyrrende og lettere tragisk at skilte med dem. Jeg siger ikke, det er fair. Men det er sandt,” skriver hun i klummen, der i øvrigt bærer rubrikken “I’m sorry Helena Christensen, you ARE too old to wear that.” Ikke overraskende har store dele af branchen støttet op omkring Helena Christensen – i særdeleshed på modellens eget Instagram-opslag om episoden – og taget afstand fra den overraskende brutale tone, som Shulman lagde for dagen. Og vi istemmer. Kvinder MÅ ikke være kvinder værst. Lad os i stedet med Helenas egne ord fortsætte med at ”løfte og støtte hinanden,” og lad os endelig få Helenas eget hashtag #oopssheworeabustieragain lidt mere på banen. Vi har i hvert fald tilføjet vores eget #teamhelenachristensen.

Også det 34-år gamle smykkebrand Dyrberg/Kern har præget denne uges modelandskab. Efter svigtende salg og en mislykket redningsaktion over de seneste år måtte ejerne Gitte Dyrberg og Henning Kern onsdag den 1. maj erkende, at skuden ikke kunne vende og begære sig konkurs.

Anderledes positivt er det, at det amerikanske magasin Sports Illustrated har den somaliskfødte, amerikanske model Halima Aden på forsiden. Som den første hijabklædte model i øvrigt. Det er endnu en positiv milepæl i den diversitetstidsalder, som vi må siges at befinde os i, kun understreget yderligere ved, at selvsamme Halima Aden også var på forsiden af Vogue Arabia sammen med danske Amina Adan tidligere i år. For det er så befriende, når mode- og mediebilledet tager endnu et skridt mod en demokratisering og neutralisering af det vestlige skønhedsideal, der notorisk har været, sjovt nok, hvidt og vestligt. Men lad det nu ikke bare være en trend.

“Det sender en besked til mit miljø og til resten af verden, at kvinder af alle forskellige baggrunde, udseende, opvækst… kan stå sammen og blive hyldet,” skrev Aden selv på sin Instagram-profil, hvor hun også understreger med al tydelighed vigtigheden af at kunne spejle sig i rollemodeller i mediebilledet.

Til slut skal det i øvrigt nævnes, at der er deadline for ansøgning til at afholde show under Copenhagen Fashion Week SS20 på søndag den 5. maj.

Holly Golightly x Julie Sandlau

Holly Golightly x Julie Sandlau 

Holly Golightly har længe præget luksusmodesegmentet i Danmark og har i den senere tid hevet flere og flere danske og skandinaviske brands ind under sin stærke visuelle paraply. Eksempelvis islandske Gudrun & Gudrun, der i efteråret 2018 samarbejdede med det danske butikskoncept. Nu er turen kommet til smykkedesigneren Julie Sandlau, der har gentænkt Holly Golightlys karakteristiske læbestik-logo (der i øvrigt er nomineret til næste uges Elle Style Award)  i en smykkekollektion i primært guld og diamanter. Smykkerne er pakket i håndlavede, danskproducerede æsker, der er tænkt som et lille smykkeskrin i sig selv.

Kollektionen kan købes i Julie Sandlaus butikker, på juliesandlau.com, samt Holly Golightly i Borgergade og på hollygolightly.dk.

Libertine-Libertine PF19.

Libertine-Libertine pre-fall pop-up

Libertine-Libertine, der i denne uge kunne løfte sløret for en ambitiøs udvidelse af ejerkredsen, slår den 9. maj dørene op for en pop-up-butik i brillemærket VIUs lokaler, hvor de viser deres blå-tonede PF19-kollektion til både herrer og damer. Kollektionen tager udgangspunk i sprød poplin med variationer af smalle striber og brede flæser og rummer også lette hoodies og kortærmede skjorter.

Pop-uppen holder åbent frem til den 31. maj i Pilestræde 35, København K. 

Majfejring hos Mads Nørgaard

Er du i København i dag, fredag den 3. maj, så smut forbi Mads Nørgaard på Amagertorv, der holder Maj Festival. Her vil der være salg af samples og showpieces, klokken 16.00 spiller Emilie Helmstedt op til fredags løjer, og timen, altså klokken 17.00, efter kan man opleve Laid Back, der også fornyligt har indgået et samarbejde med Mads Nørgaard om en mindre kollektion.

Se mere om eventet her.

Fra Købmagergade til Østergade

Efter at have haft sin faste adresse på Købmagergade over en årrække rykker det italienske denimbrand Diesel sin butik til Østergade. Nærmere bestemt Østergade 12-14, hvor et nyt butikskoncept slår dørene op. Temaet, som butikken kommer til at rette sig efter, er ‘Work in Progress’, en verdensomspændende tematik for brandet, som den københavnske butik er den første europæiske butik til at implementere.

Den nye Diesel-butik slog officielt dørene op i går, den 2. maj 2019.

WAWA. Fotograf: Cornelia Gramkow

Bæredygtig livsstilsbutik indtager Værnedamsvej

Der skyder flere og flere bæredygtige modebrands- og butikker op i det danske land. Især det københavnske bybillede er blevet forskønnet med ‘grønne’ forretninger i løbet af de seneste år. Og nu kommer der såmænd én til. Rikiki er navnet på den nye forretning, som de californiske ejere Luisa og Chris åbner lørdag den 4. maj, samme dag som det årlige forårsmarked på Værnedamsvej. Her kommer de til at præsentere de danske forbrugere, primært de yngste, for små og uafhængige livsstilsmærker fra hele verden. Fælles for dem er, at de har det bæredygtige og langsommelige i fokus. Et af mærkerne, der vil være at finde i den nye butik, er det danske mærke WAWA, der skaber økologisk unisex-børnetøj.

Smut forbi Magasin Museum

Magasin har siden etableringen for 150 år siden været med til at præge det danske modebillede – både til hverdag og festlige lejligheder. Og netop en af de festligste af slagsen, nemlig brylluppet, kommer i fokus på stormagasinets eget museum Magasin Museum. I denne uge åbnede udstillingen ’Det er så yndigt..,’ hvor man kan opleve brudekjoler fra sortimentet helt tilbage fra 1887 og frem til i dag.