Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

Modequiz, ungt dansk design i Milano, materialeinnovation og samarbejder i hobetal

H&M Conscious introducerer tre nye bæredygtige materialer, KADK udstiller ved Milano Design Week og så er der designsamarbejder både lokalt og internationalt, en modequiz og et event hos Wood Wood.
H&M Conscious introducerer tre nye bæredygtige materialer, KADK udstiller ved Milano Design Week og så er der designsamarbejder både lokalt og internationalt, en modequiz og et event hos Wood Wood.

Ugens indledning bød sædvanen tro på aprilsnarrer over hele verden, da 1. april i mandags meldte sin ankomst. Med det fulgte en sjælden kritisk sans, en stillingstagen til nyheder og artikler, der ellers normalt ukritisk bliver konsumeret i vores hastige medieflow. “Hvis bare folk var lige så kritiske over for deres nyhedsfeed resten af året,” lød det flere steder fra mediebranchen. Og der kan være noget om det, i en overpolitiseret tid med strengt optrukne linjer af rigtige og forkerte holdninger, fake news og faktaresistens, der kræver både skarpe øjne og et indre moralsk kompas at navigere i.

Èn, der brugte 1. april til at vejre sit politiske flag og ståsted, er den unge og efterhånden verdenskendte klimaaktivitet Greta Thunberg, der annoncerede sin tilbagetrækning som aktivist, fordi verdens ledere havde overbevist hende om, at der altså er styr på klimasituationen – aprilsnar! En ret kløgtig måde at bruge 1. april til at sætte fokus på miljøets behov, der bestemt ikke er løst endnu og som behøver flere frontfigurer end den unge svensker, der – blandt andet – har fået skolebørnene på barrikaderne på klimaets vegne.

Også H&M har i denne uge haft et kraftigt fokus på klimaet. Nærmere bestemt modebranchens bæredygtige udvikling. Onsdag aften løb Global Change Award af stablen, hvor den uafhængige fond H&M Foundation hvert år viser økonomisk påskønnelse af innovationer og løsninger, der kan præge moden i en positiv, bæredygtig retning. 1 million euro blev således uddelt til fem vindere, der alle planter bæredygtige frø i en industri, hvor det til stadighed går for langsomt. Her kom bionedbrydelige materialer, laboratorieinnovationer og voksende børnetøj på verdenskortet.

Når man snakker om bæredygtig mode kan man næsten ikke undgå at tale om Copenhagen Fashion Summit, der i år fejrer sit tiårs jubilæum. Ti år i forandringens og disruptionens tegn. Eva Kruse og co. inviterer om lidt over en måned igen verdens førende eksperter og stemmer inden for bæredygtig mode til København for at prøve at løse vores fælles klimaproblem. Talerlisten tæller allerede prominente og tunge navne som Francois-Henri Pinault fra Kering og Ellen MacArthur fra The Ellen MacArthur Foundation, men også designere, der i den grad præger moden på internationalt plan som Samuel Ross fra A-Cold-Wall.

Her er nogle af modebranchens andre korte nyheder fra ugen:

KADK på italiensk

Det er udstillingssæson på Designskolen. I sidste uge skrev vi om Verdensmålsudstillingen i Rigsdagsgården ved Christiansborg og i denne uge flyver vi til Italien, hvor Milano Design Week lægger scene til de studerendes kreative udfoldelser. Med udgangspunkt i at udfordre tanken om et gennemsnitsmenneske og om at være inkluderende i vores opfattelse af menneskekroppen, har design- og arktitekstuderende skabt værker, der sætter kroppens mangfoldighed på verdenskortet. Udstillingen ’DIFFERENT BODIES – leaving no one behind’ er desuden en samling ufuldstændige værker, der på én og samme tid opfordrer folk til at interagere med og reflektere over værk og egen krop og dens betydning.

Udstillingen kan opleves 9.-14. april 2019 under Milano Design Week.

Quiz din modeviden 

Har du læst dig igennem Anne Christine Persson og Mads Nørgaards modeleksikon ligger du ret sikkert inde med en hel del viden om dansk mode. Så hvorfor ikke teste den lidt af i godt selskab? På torsdag d. 11. april inviterer Dansk Modeleksikon og Modebiblioteket på Østerbro Bibliotek til quizaften, hvor du kan stille med dit helt eget talenthold, få en drink og muligheden for at vinde et eksemplar af leksikonet.

Modequiz på Østerbro Bibliotek fra kl. 17 – 19 den 11. april 2019.

Iklæd dig ananas, alger og citrus

I de sidste mange sæsoner har H&M sat fokus på bæredygtighed i kæmpevirksomhedens produktion og design. Og flagskibet har været brandets Conscious-kollektioner, der manifesterer H&Ms arbejde på området og stort set hver sæson introducerer nye materialer eller teknologiske landvindinger. Den nye SS19-kollektion er ingen undtagelse. Her introduceres blandt andet produkter i Piñatex®, som er et vegansk læderalternativ fremstillet af cellulosefibre og ananasblade, i BLOOM™ Foam, som er et skummateriale lavet på biomassen fra alger og i Orange Fiber®, der skal erstatte konventionel silke, og som er lavet af biprodukter af citrusjuice.

Kollektionen bliver lanceret den 11. april 2019 og vil kunne købes i H&Ms flagskibsbutik på Amagertorv og på hm.com.

Monki.

Bæredygtig strandtur med Monki

Også Monki har i denne uge igen bevæget sig i bæredygtige baner. Svømmebaner, vel at mærke. Brandet følger i fodsporet på hovedkoncernen H&Ms grønne fokus og ambitioner og har skabt og lanceret deres allerførste bæredygtige kollektion af badetøj, der er lavet af genanvendt polyester og polyamid udvundet af PET-flasker og affaldsfibre fra brandets produktion. Kollektionen er båret af tydelige retro-tendenser som skulderflæser, smocksyning, cut out-detaljer og højttaljede trusser i leopardprint, gyldne og farverige toner og andet, der leder tankerne hen på sommervarme og strandtur.

Fremover kan Carcels tøj købes i Wood Woods butikker.

Tid til at finde nye løsninger for moden

Når man taler om danske modebrands, der formår at skabe genlyd internationalt, er Wood Wood og Carcel ikke til at komme udenom – også når snakken falder på bæredygtighed. Det er da også det emne, der danner udgangspunkt, når de to brands på torsdag mødes til en talk for at fejre, at Carcel fremover bliver en del af det allerede populære og diverse sortiment i Wood Woods butikker. Her vil stifter af Carcel Veronica D’Souza og Allan Sarup, Head of Product Development & Production hos Wood Wood, diskutere, hvordan man skaber et moderne brand, producerer ansvarligt og finder nye løsninger for moden. Til at styre slagets gang har de inviteret Moussa Mchangama, der foruden sin store mode- og brancheindsigt er medstifter af den bæredygtige rådgivningsvirksomhed In Futurum.

Eventet finder sted på torsdag den 11. april klokken 16-19. Du kan læse mere og tilmelde dig her

Rita Oras tyske forbindelse

Det store tyske skoforhandler Deichmann har netop løftet sløret for, at den britiske sangerinde Rita Ora bliver ny ambassadør for mærket og ansigtet for den næste AW-kollektion. Hun har desuden haft en finger med i spillet i forhold til at designe kollektionen, der skal være ungdommelig, alsidig og tilgængelig og afspejle sangerens kreativitet og stil. Det er ikke første gang, Rita Ora begiver sig ud i designfaget. Hun har tidligere samarbejdet med Adidas Originals, hvor hun designede en kollektion af både tøj og sko, og har senest skabt en skokollektion sammen med den italienske designer Guiseppe Zanotti.

’Rita Ora for Deichmann’ vil være i butikkerne fra august 2019.

Mads Nørgaard X Laid Back.

’Sunshine Reggae’-bagmænd teamer op med Mads Nørgaard

Nu vi er ved designsamarbejder, så har Mads Nørgaard netop annonceret et specielt et af slagsen. Den elektroniske hitgruppe Laid Back, som de fleste nok husker fra nummeret ’Sunshine Reggae’, markerer nemlig deres 40-års jubilæum med en herrekollektion båret af bandets grafiske arkiv fra de sidste fire årtier bestående af T-shirts, sweatshirts og en bøllehat skabt i samarbejde med den kendte designer. I samme anledning har bandet også annonceret et jubilæumsalbum og en dertil hørende tour, der tager dem landet rundt i løbet af sommerens festivalsæson. Hertil har Mads Nørgaard skabt merchandise til bandet.

Kollektionen er tilgængelig i Mads Nørgaards butikker allerede nu.  

Arket X Apartmento.

Spansk-svensk jerseysamarbejde

Endnu mere samarbejde. Også H&Ms Arket vil i denne uge være med på samarbejdsbølgen. De er således gået sammen med det spanske interiørmagasin Apartmento om en eksklusiv kollektion af fem T-shirts og en sweatshirt med illustrationer af den tyske kunstner Martin Fengel. Kollektionens omdrejningspunkt er Arkets ’Cotton GSM’-program, der er forskellige jersey-styles inddelt efter vægt fra den letteste undertrøje til den tungeste sweatshirt. Og det er med udgangspunkt i materialernes tyngde og vævning, at illustrationerne, der præger dem, er blevet til. De skal ses som en humoristisk fortolkning af brandets grundlæggende styles.

Du kan købe kollektionen  i Arket-butikkerne og på brandets hjemmeside. Desuden er den ene T-shirt, en langærmet, kun tilgængelig på apartmentomagazine.com

Cort Koppel x ten o’ nine.

Smykkedesigner og fotograf forener kræfterne

Vi er slet ikke færdige med samarbejder. Normalt bliver samarbejder til mellem forskellige designere og kendte ansigter med kommercielle formål. Men sådan er det ikke for Cort Koppel x ten o’ nine. Her har omdrejningspunktet været at skabe en smykkekollektion, der hylder kreative samarbejder. Samarbejder, hvor man lærer af hinanden i processen. Smykkedesigneren Charlotte Cort Koppel og den anerkendte modefotograf Niklas Højlund har således brugt hinandens kompetencer og kreative udgangspunkter til i fællesskab at skabe 11 designs i et organisk og minimalistisk udtryk inspireret af bølgernes bevægelser, og de rene og klare linjer, de kontinuerligt skaber i vandoverfladen.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at præsentere kollektionen. Det har været en fantastisk rejse at forene forskellige kreative kræfter og skubbe til grænserne af det klassiske håndværks ellers mere stringente tilgang til processen,” siger Charlotte Cort Koppel om fusionen mellem hendes smykkebaggrund, som er blevet formet på Central Saint Martins, og Niklas Højlunds kreative kompetencer fra Danmarks Designskole, hvor han er uddannet i visuel kommunikation.

Se mere på cortkoppel.com