Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

Nyt børnemagasin, nødvendig julehjælp, eksklusiv brandbook og svenske stiltips

By Malene Birger hjælper Mødrehjælpen med at samle ind til Julehjælp, Ole Lynggaard Copenhagen udgiver dette års brandbook, Mytheresa lancerer luksuswebshop til børn og Tomorrow står bag nyt børnemagasin.
By Malene Birger hjælper Mødrehjælpen med at samle ind til Julehjælp, Ole Lynggaard Copenhagen udgiver dette års brandbook, Mytheresa lancerer luksuswebshop til børn og Tomorrow står bag nyt børnemagasin.

Svimlende 203 millarder danske kroner. Så meget omsatte Alibaba Group for, da kinesernes største shoppedag, Singles’ Day, løb af stablen i søndags.

Også Victoria’s Secret har været i vælten, efter de i sidste uge afholdt deres som altid spektakulære show. Men selvom der stadig er mange seere til englenes show, kommer stadigt flere kritikere af brandet til. For med inklusion og diversitet på dagsordenen sættes der endnu en gang spørgsmålstegn ved Victoria’s Secret-showets relevans med sit snævre udvalg af kropstyper blandt modellerne. Også vores journalist, Sofie Ringtved, kommenterede på showet, hvilket du kan læse lige her.

Og hvad får man så, hvis man krydser vilde kinesiske tilbud med overgearede amerikanske fænomener? Ja, så får man intet mindre end vanvidsudsalgsdag nummer ét, nemlig Black Friday, som finder sted næste fredag. Black Friday er blevet en dag som skaber splittelse hos mange – både i branchen og hos menig forbruger. Vi har set på branchens strategier for dagen og samlet 6 gode råd til, hvordan du kan optimere din webshop. Både til Black Friday og resten af året.

Læs videre og bliv opdateret på nogle af ugens øvrige modenyheder.

Julen er hjerternes tid

Desværre er det ikke alle familier, der har råd til at deltage i det juleræs, der nærmer sig med hastige skridt. Mødrehjælpen vil som altid gøre sit til at hjælpe de mest trængende via deres beundringsværdige initiativ Julehjælp. I år har de lavet et samarbejde med By Malene Birger om en kollektion af T-shirts, hvor det fulde overskud fra salget går til julehjælpen. For at gøre opmærksom på det nye tiltag har By Malene Birger og Mødrehjælpen teamet op med 20 influencere og redaktører, der iklædt T-shirtsne fortæller om Julehjælp på de sociale medier.

Vil du også støtte det gode formål, kan T-shirten købes hos By Malene Birgers forhandlere og online. 

Hanni Gohr og Christel Winter iført By Malene Birgers T-shirts for Mødrehjælpen.

Stiltips til svenskerne

I 2015 lancerede Zalando deres stylist-service, Zalon, i Tyskland, Østrig og Schweiz. I denne uge blev Zalon også lanceret i Sverige. Zalon er en service, hvor Zalandos kunder kan komme i kontakt med en stylist, der kan hjælpe dem med at finde det helt rigtige tøj på sitet. Om lanceringen i Sverige betyder, at vi også får gavn af Zalon her i Danmark, er endnu uvist. Men én ting er dog sikker: Zalons CEO Ivo Scherkamp ser skandinaverne som en interessant kundegruppe. Han udtaler i en pressemeddelelse, at det er en spændende udfordring at udvide til Sverige, eftersom skandinaverne har et ry for at have en særligt skarp modesans. For selvom svenskerne måske allerede har en idé om, hvad de gerne vil have, mener han, at Zalon kan hjælpe sine kunder med at opdage nye brands og items blandt deres mere end 300.000 genstande, som måske kan være lidt overskuelige selv at scrolle igennem.

Siden Zalon startede, er det blevet brugt til at sammensætte 1.4 millioner outfits til Zalandos kunder.

Royale naboer

Designers Remix har gennem et stykke tid været på boligjagt, da deres nuværende lokaler i Pilestræde, København, er blevet for små. Nu er jagten indstillet, da de har fundet flere kvadratmeter i Toldbodgade ligeledes i København. Her får de ikke bare mere plads og smukke omgivelser, bygningen lever også op til nogle af de ønsker, Designers Remix har som et bæredygtigt brand. Halvdelen af bygningens strømforbrug kommer nemlig fra solceller på taget. Og oveni hatten får Designers Remix tilmed fine naboer – bygningen ligger nemlig ved siden af Amalienborg.

Godt nyt til smykkefans

For dedikerede Ole Lynggaard Copenhagen-fans er deres årlige brandbook blevet samlerobjekt. I år er bogen en anelse større end normalt, og er nærmere en coffee table book end en brandbook som sådan. Bogen tager udgangspunkt i den nyeste kollektion, som er inspireret af Charlotte Lynggaards notesbøger og bogen hedder da også – ligesom kollektionen – ’The Sketchbook’. For både far Ole og datter Charlotte Lynggaard er en vigtig del af designprocessen at skitsere og gemme gode idéer i en notesbog, som de begge altid har på sig. For “nye idéer kender jo ikke klokken,” fortæller Charlotte Lynggaard om den nye kollektion.

’The Sketchbook’ kan findes hos Ole Lynggaard Copenhagens flagship stores og forhandlere over hele verden fra slutningen af november.

Kampagnebillede fra Ole Lynggard Copenhagens kollektion ‘The Sketchbook’.

Luksusbørn

Mytheresa åbner til januar sitet op for deres nyeste skud på stammen, Mytheresa Kids. Den nye webshop kommer til at forhandle luksusbørnetøj fra 35 brands til både babyer og børn op til 12 år. Inden den officielle åbning lancerer Mytheresa to capsule collections i samarbejde med henholdsvis Gucci og Dolce & Gabbana.

Kampagnebillede fra Mytheresa Kids og Guccis holiday capsule collection.

Velinformerede børn

Tomorrow Management lancerede i går deres nye magasin til børn og børnefamilier. Det nye magasin hedder Tomorrow’s Little Journal, og vil udkomme to gange årligt. Tomorrow Management står i forvejen også bag magasinet Tomorrow’s Journal, som bestræber sig på at være en platform, der giver kunstnere plads til at udfolde sin kreativitet. Her er kunstnere forstået i sit bredeste format og omfatter alt fra fotografer og stylister til illustratorer, hårartister og indretningsarkitekter. Der er endnu ikke meget at finde om Tomorrow’s Little Journal, men du kan holde dig opdateret på deres Instagram: @tomorrowslittlejournal.