Den amerikanske lingerikæde Victoria’s Secret har i mere end 20 år stået for at stable et af verdens mest populære lingerishows på benene. Men at kalde deres årlige event et ’show’ er nok alligevel en underdrivelse. Victoria’s Secret-showet har på mange måder udviklet sig til en spektakulær TV-begivenhed under stor international mediebevågenhed. Ifølge Vogue UK, tuner mere end 800 millioner seere sig hvert år ind på visningen af de mange halvnøgne såkaldte ’angels’, der går ned af catwalken iført sexet lingeri, vinger, diamanter og hvad sæsonen ellers byder på af nye og overdådige udklædningspåfund.

Men i forbindelse med virksomhedens seneste show, der fandt sted i torsdags den 8. november, er det ikke kun spørgsmålet om, hvilken ny supermodel, der nu har fået sine vinger, som trænger sig på. Et andet og mere presserende spørgsmål er, om Victoria’s Secret-showet, med alt sin promt, pragt og popularitet, bevares, stadig har et eksistensgrundlag i en tid, hvor emner som #metoo, diversitet, identitetspolitik og kønsdebat er blevet uundgåelige? For hvor det amerikanske brand og deres undertøj, modelcast og showstil ikke har ændret sig meget siden 1995, så har resten af verden det. Og herunder også resten af modebranchen, der i stigende grad sætter fokus på kropspositivisme, inklusion og åbenhed generelt. Langsomt men dog støt stiger antallet af mode- og skønhedsbrands, der bruger deres navn, platform og taletid til at promovere et alternativ til det ellers meget begrænsede kvindelige skønhedsideal, der har regeret de sidste 50 år.

Mode med værdi

Nu vil nogle måske spørge, hvad resten af branchens fokus har at gøre med et brand som Victoria’s Secret? Et brand, der bare har valgt at stå fast på deres image, visuelle identitet og foretrukne modeltype, uagtet at resten af verden er kommet videre? Ret meget faktisk. For når man som dem har så meget indflydelse, som 800 millioner årlige seere må siges at udgøre, så følger der også et ansvar med. Et ansvar for, at man afspejler og omfavner den verden, man taler til. At de tusindvis af kvinder – og også mænd for den sags skyld – der ser med, får et mere realistisk billede af, hvad det vil sige at være kvinde, med alt hvad der hører sig af former, hudfarver, kønsnuancer med mere. I hvert fald hvis man skal beholde sit eksistensgrundlag – og måske vigtigst af alt sine kunder – i en tid, hvor forbrugerne kræver mere af et brand end blot æstetik. Værdierne skal også være i orden. Se bare på sportsgiganten Nike, der er mere politisk end nogensinde før. Danske Carcel og Gudrun & Gudrun, der giver en stemme og et arbejde til udsatte kvinder. Modehuse som Gucci, Burberry og Versace, der har valgt at tage afstand til pels, selvom det altid har været en fast del af deres kollektioner. Eller de tusindvis af brands, der de senere år har sat den grønne omstilling øverst på dagsordenen.

Det er ikke fordi Victoria’s Secret slet ikke har taget stilling til diversitet. Flere og flere ikke-kaukasiske modeller går ned af catwalken, og i år havde brandet castet den verdenskendte supermodel Winnie Harlow, der lider af hudsygdommen vitiligo. Men er det nok i 2018?

For som britisk Vogue så fint beskriver det, så er den gennemsnitlige amerikanske kvinde en størrelse 16/18 i dag, og alligevel nægter Victoria’s Secret fortsat at give plads til én eneste plus-size model på deres eftertragtede catwalk. Lignende kan man sige om transkønnede modeller, der heller aldrig har fået ’englestatus’, men som efterhånden er blevet omfavnet af resten af modebranchen. 91 designs blev båret af en transkønnet model under SS19-modeugesæsonen. En ny rekord i en branche, der til tider har svært ved at følge med de identitetspolitiske strømninger, der løber gennem det globale samfund, men som dog viser fremskridt. Den samme udvikling ses hos modeller med funktionsvanskeligheder. Modebranchen har åbnet øjnene. Victoria’s Secret holder dem fortsat lukkede.

Ren fantasi?

Og her er det bestemt ikke fordi de ikke har efterspørgsel fra hverken forbrugerne eller modellerne. Ifølge Vogue UK, underskrev 50.000 mennesker i 2013 en opfordring til brandet om at caste den transkønnede model Carmen Carrera til deres show. En efterspørgsel, der eftersigende blev ignoreret af den amerikanske undertøjsgigant. Også højt profilerede plus-size modeller som Tess Holliday og Ashley Graham har offentligt givet udtryk for deres ønske om at gå ned af Victoria’s Secret-catwalken uden respons.

I et interview med Vogue gav Ed Razek, chief marketing officer hos Victoria’s Secret, for nyligt svar på tiltale. Til spørgsmålet om, hvorvidt de ikke burde have transkønnede modeller i deres shows, var svaret nej, det mente han ikke.

“Showet er en fantasi. Det er et 42 minutter langt underholdningsshow. Det er det, det er. Det er det eneste af sin slags i verden, og ethvert andet modemærke, herunder vores konkurrenter, ville overtage det, hvis de kunne,” sagde han videre. En udtalelse, der efterfølgende fik flere internationale personligheder til tasterne i forargelse, og som senere har fået Ed Razek til at lave en offentlig undskyldning.

Men er det i virkeligheden det, det er? Et underholdningsshow, der afspejler – og kun skal afspejle – det, som både kvinder og mænd betragter som ’den perfekte kvinde? Et tiltrængt pust fra en verden, der har travlt med at rumme alle? Eller gør Victoria’s Secrets insisteren på at holde fast i et forældet værdisæt dem nærmere til et fossil i en tid, hvor vi andre er kommet videre? Hvor vi ikke har tid til at enten savle over eller misunde et snævert kvindeideal, fordi vi har travlt med andre ting? Som for eksempel at sætte fokus på kropsdiversitet, ligestilling og ja, girl power – emner, der i øvrigt de seneste år har vist sig at være mindst ligeså effektive markedsføringsredskaber som det ældste – og måske endeligt uddøende – trick i bogen: ‘nøgenhed’.

Sofie Ringtved Jensen arbejder til dagligt som journalist på Fashion Forum.