Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Alle nyheder, Indland

Vinterklar Rains, fast furniture, Scotch & Soda til DK og e-handlen, der skal hentes hjem

Det er ikke kun modeugen i Paris, der har præget denne uges modeoverskrifter. Herhjemme har H&M Home slået dørene op til deres første butik, Rains løftet sløret for deres nye vinterjakker og danskernes e-handel været oppe til debat. Her er ugen i mode.
Det er ikke kun modeugen i Paris, der har præget denne uges modeoverskrifter. Herhjemme har H&M Home slået dørene op til deres første butik, Rains løftet sløret for deres nye vinterjakker og danskernes e-handel været oppe til debat. Her er ugen i mode.

Endnu en uge er ved at gå på hæld, og det er – ikke overraskende – især modeugen i Paris, der har trukket overskrifter. Prisen som ugens mand i Paris går uden tvivl til Hedi Slimane, Celines nye kreative direktør, der i denne uge har givet sit første interview efter han overtog roret fra Phoebe Philo. Og dermed er hypen intakt inden designerens debutshow, der finder sted i Paris i aften. Derudover har man kunne læse om nogle af de øvrige modegiganters shows, der bød på alt fra dans hos Dior til vandcatwalk hos Saint Laurent, for slet ikke at tale om Jacquemus, der endnu en gang beviste, at han forstår at vende op og ned på designkonventionerne med sine henholdsvis gigantiske og mikroskopiske tasker.

Herhjemme har ugen især været præget af nye jobskifte i branchen, heriblandt hos Dossier, som har budt velkommen til den 55-årige Graham Addinall som magasinets nye moderedaktør. Og endelig fik vi svar på, hvad den erfarne designer Julie Fagerholt skal kaste sit talent over, efter hun for lige godt et halvt år siden stoppede som kreativ direktør i sit eget brand Heartmade by Julie Fagerholt. Fremover skal hun – blandt andet – have sin gang hos H2O i udviklingen af det nye sportsbrand H2O Fagerholt.

Herunder kan du blive opdateret på nogle af ugens øvrige korte nyheder.

Fast furniture

Den svenske modegigant H&M har for længst vundet danskernes hjerter, når det kommer til at få et hurtigt modefix. Men H&M har mere på hjerte end fast fashion. I går åbnede de dørene til deres første H&M Home-butik i Danmark, der er dedikeret udelukkende til interiør.

“Dette er vores første selvstændige butik i Danmark, og vi glæder os til at tilbyde de danske kunder en helt særlig shoppingoplevelse med masser af inspiration, samarbejder og med personlig service i højsædet, såsom hjemmelevering, kyndig vejledning og monogramservice,siger Anders Sjöblom, Managing Director hos H&M Home, i en pressemeddelelse.

Butikken er placeret på Købmagergade 36 i København og åbnede officielt i går, torsdag den 27. september 2018.

I den nye H&M Home-butik kan man blandt andet gå på opdagelse i brandets nye møbel- og lampekollektion.

I al slags vejr

Rains er kendt for deres regntøj, der har taget ikke bare Danmark, men også store dele af verden med (regn)storm. Nu er brandet klar til at udvide deres repertoire med en kollektion af Thermal-vinterjakker, der er designet til at kunne modstå det danske vintervejr, der er både vådt og koldt. Kollektionen af både dyne- og polstrede jakker er unisex og alle udviklet specielt til at være både vandtætte og åndbare.

Den nye Thermal-kollektion er tilgængelig online samt i Rains’ butikker fra den 1. oktober 2018.

Rains nye kollektion af Thermal-vinterjakker er designet til at modstå det danske vintervejr.

Træk e-handlen hjem

133,5 milliarder kroner. Så mange penge står danskerne til at handle for på nettet i 2018. Det er 23 procent mere end i 2017. Det viser en ny rapport fra betalingstjenesten Dibs, der er en del af Nets. Men når de danske forbrugere lægger varer i den virtuelle indkøbskurv på nettet, er det ikke kun til gavn for danske virksomheder. Ifølge rapporten er det i stigende grad de internationale forhandlere, der nyder godt af danskernes øgede e-handel. Heri ses det nemlig, at det nu er lige godt halvdelen af de danske forbrugere på nettet, der jævnligt klikker varer hjem fra udlandet. Blandt yndlingsforhandlerne er den tyske modegigant Zalando, som får selskab af kinesiske Wish og amerikanske Amazon.

Og det skal der laves om på, mener Annette Falberg, som er branchedirektør i DI Handel.

“I dag er det under 40 procent af danske virksomheder, der har en webshop, så der er fortsat et kæmpe potentiale. Derfor skal vi have mange flere danske virksomheder ud på nettet, så flere danske forbrugerkroner kan blive hjemme,” siger hun til Berlingske Business i forbindelse med de nye tal fra Dibs.

Fra Holland til Danmark

Som led i strategien om at øge indsatsen i Norden har det hollandske brand Scotch & Soda netop offentliggjort, at de er klar til at åbne deres første butik i Danmark. Satsningen skal, ifølge brandet selv, følges op af fire yderligere butiksåbninger i både Danmark, Norge og Sverige i år.

“Skandinavien er et interessant marked for os, fordi Scotch & Soda tilbyder et alternativ og komplimenterende udvalg til den skandinaviske æstetik. Gennem vores wholesale-partnere, nogle af de stærkeste danske modeforhandlere, har Scotch & Soda allerede oplevet stor interesse fra de danske forbrugere,” fortæller Tony Wester, Managing Director for den nordiske ekspansion, i en pressemeddelelse.

Butikken er placeret i Pilestræde 29 i København.