Med nye medejere, ledelse og kreativ retning skifter Alis skaterrampen ud med catwalken
Det 30 år gamle skaterbrand har skiftet ud i både ejerkreds og ledelse – og ved Copenhagen Fashion Week debuterer Alis som showbrand.De fleste kender nok Alis fra t-shirts på skaterramperne, Christiania og de aflange, sort-røde klistermærker, der let spottes på alt fra lygtepæle til computere. Men i løbet af de seneste måneder er der sket store ændringer i virksomheden, som nu skal til at markere sig i en mere mode-orienteret retning. Dette understreges af virksomhedens nye medejere Philip Lotko og Daniel Brix Hesselager ikke mindst ansættelsen af Tobias Birk Nielsen som kreativ direktør. Ambitionsniveauet for den nye retning statueres desuden med et modeshow på den officielle showkalender, når Copenhagen Fashion Week finder sted i slutningen af januar .
Daniel Brix Hesselager og Philip Lotko er også medejere af og henholdsvis bestyrelsesformand og -medlem i Rains. Tobias Birk Nielsen har tidligere stået bag brandet Iso.Poetism, som han stiftede i 2016 og opnåede stor anderkendelse for – dels for sine flere shows og dels i 2022, hvor han vandt Wessel & Vett Fashion Prize. Et halvt år efter modtog han Kunstfondens Arbejdslegat på 250.000 kroner. I maj 2023 valgte han af personlige årsager at lukke Iso.Poetism.
LÆS OGSÅ: Hvordan føles det at vinde 500.000 kroner?
Med årets start har Alis desuden budt en ny CEO velkommen. Mandag aften skrev Sebastian Stenbæk Andersen på sin LinkedIn, at han netop havde haft første dag i sin nye rolle som CEO hos Alis, og at han blandt andet ser frem til at lancere Alis’ nye kreative og strategiske retning – en retning, vi netop kan forvente første glimt af under modeugen.
Dykker man ned i CVR-registret fremgår det, at det “oprindelige” Alis (Alis International ApS) med tidligere ejerskab af stifterne Isabelle Hammerich og Albert Hatchwell Nielsen i september 2024 indgik i en frivillig likvidation. Samtidig finder man virksomheden Alis ApS, der blev stiftet året inden – i september 2023 – med Isabelle Hammerich som direktør. Her er Philip Lotko og Daniel Brix Hesselager siden kommet til som medejere i juli 2024. Isabelle Hammerich fortsætter i virksomheden.
Om Alis
Alis blev skabt i 1995 af Albert Hatchwell Nielsen og Isabelle Hammerich – navnet er en sammenskrivning af deres to fornavne. Det første tøj blev solgt i 1998 og var primært målrettet skatere og tilhængere af miljøet heromkring. Ifølge Politiken fik Alis i 2017 økonomiske problemer, hvorefter eksterne investorer trådte til og fik en ejerandel på 70 procent i virksomheden. Efterfølgende blev Albert Hatchwell Nielsen i 2022 købt ud af virksomheden, hvorefter der opstod store kontroverser omkring Alis. Isabelle Hammerich var direktør i Alis International ApS indtil likvidationen i 2024.