Hvorfor holder modebranchen så stædigt fast i idealet om den tynde krop?

“Det var meget… tyndt, var det ikke?” var svaret på mit spørgsmål til, hvad min showmakker syntes om modeugens, for mit vedkommende, sidste show. Det har faktisk været en overskyggende fornemmelse for mange, jeg har talt med om Copenhagen Fashion Week AW24: Modellerne var godt nok tynde denne sæson. Og det er da lidt utroligt med det massive fokus, der er på inklusion og diversitet, at det stadig kan være det billede, der dominerer modeugen.

I efteråret blev Copenhagen Fashion Week ellers af Vogue Business erklæret den mest størrelsesinkluderende modeuge sammenlignet med dem i Paris, Milano, London og New York. Men med 16,7 procent af modellerne i en størrelse 38 eller større og bare 1,4 procent i en størrelse 42 eller mere ifølge Vogue Business’ opgørelse over 18 shows, kan man vist trygt sige, at der var plads til forbedring.

Og den forbedring er der i den grad stadig plads til. Ovenpå modeugen har vi på Fashion Forum foretaget vores egen optælling, som landede på nedslående 8,15 procent af modeller, der er større end den gængse, tynde modelkrop. Endnu mere nedslående er det, at det er en forbedring fra AW23-sæsonen, hvor Fashion Forum også lavede en optælling. Hvordan kan det være en succes, at mindre end hver tiende model ikke er tynd, tynd, tynd?

En drømmeverden

Jeg er med på, at modeshows og -kampagner skal portrættere en drømmeverden, noget eftertragtet og næsten uopnåeligt. En fantasi. Jeg havde bare håbet, at vi var nået til en tid, hvor det også kunne være eftertragtet at være andet end en størrelse 34. For selvfølgelig skal modeller være smukke og lækre – det er det, der gør dem til noget særligt. Men skønhed burde ikke afhænge af, hvilken størrelse man er.

Jeg læste for nyligt et interview med topmodel Ashley Graham og Emma Grede, der er medstifter af brandet Good American, hvor de fremhæver, at det for dem er en god forretning at skabe tøj til og repræsentere større størrelser. Den gennemsnitlige amerikanske kunde er en størrelse 14 eller 16, hvilket svarer til en 46 eller 48, og faktisk er størrelser, som mange “almindelige” brands slet ikke fører her i Danmark. Men netop at skabe tøj, som passer til den kundegruppe, der er størst, giver jo rent økonomisk super god mening.

Selvfølgelig kan man ikke sammenligne Danmark og USA én til én, det er jeg klar over, men det er alligevel en interessant overvejelse. Samtidig viser andre tal, at en størrelse 40 er den mest solgte tøjstørrelse til kvinder herhjemme, så derfor burde dette jo være den bredest repræsenterede størrelse på catwalken. I hvert fald hvis virksomhederne vil afspejle sin kundegruppe. Men ved denne modeuge var gruppen med størrelse 40, defineret som mid-size, vist i cirka 6,5 procent af de i alt 871 indgange ved modeugens shows. Ikke just en bred repræsentation.

Ikke modeller som hovederhverv

En anden ting, der er værd at bemærke, er fraværet af mid- og plus-size modeller på de danske catwalks, som faktisk lever af at være modeller. En stor portion af de castede modeller i større størrelser var nemlig ikke modeller som hovedbeskæftigelse. Her var skuespillere, journalister, kunstnere, musikere og et væld af andre beskæftigelser repræsenteret, og det fremtvinger spørgsmålet: hvorfor er der ikke flere, der kan leve af at være plus- og mid-size modeller? Er der simpelthen ikke nok jobs i faget? Eller handler det om, at en større krop skal kunne tilbyde noget andet og mere i form af kendisfaktor eller som ven af huset?

Det er som om, at modebranchen – som ellers er kendt for at være først med det sidste nye – stædigt holder fast i dette tynde ideal som værende det smukkeste og bedste. En branche, der er kendt for fornyelse for fornyelsens skyld, burde da være de allermest omstillingsparate. I efterhånden årevis er der blevet råbt op om forvrængende kropsidealer, spiseforstyrrelser og mildt sagt udfordrede mentale helbred. Hvad mere skal der til?

Gang på gang undrer jeg mig over, at mange virksomheder ikke gør mere for at skubbe til det skønheds- og kropsideal, der hersker i modebranchen og samfundet generelt. At de ikke ser den værdi, det ville skabe for kunder og dermed dem selv, hvis de viste flere kroppe, som kunderne kan se sig afspejlede i. De har en oplagt platform til virkelig at få rykket ved nogle ting. Til at vise, at skønhed netop ikke afhænger af størrelse, men kan findes i alle former og faconer.

Barren er lav, og dem, der gør det godt, høster allerede overvældende ros. Tag for eksempel Rotate, der med to mid-size og to plus-size modeller ud af 31 i alt flere steder er blevet fremhævet som et af de brands, der er særligt gode til at afspejle bred kropsdiversitet på catwalken. Det burde alle kunne klare, ikke?

Og så er jeg slet ikke kommet ind på det totale fravær af den store mandekrop, som også bliver ved at forbløffe mig…