Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Kropsdiversitet på catwalken: går det den rigtige vej?

Fashion Forum har foretaget en optælling af antallet af mid- og plus-size modeller på catwalken under AW24-udgaven af Copenhagen Fashion Week, som tidligere har været udnævnt til den mest inkluderende, vestlige modeuge. Resultatet er ikke overvældende.
Fashion Forum har foretaget en optælling af antallet af mid- og plus-size modeller på catwalken under AW24-udgaven af Copenhagen Fashion Week, som tidligere har været udnævnt til den mest inkluderende, vestlige modeuge. Resultatet er ikke overvældende.

I midten af januar udgav ’Fashion Forum på lyd’ episoden ’En modebranche i forandring: Inklusion og diversitet’. Her talte vi blandt andet med Cecilie Thorsmark, CEO i Copenhagen Fashion Week, om den udfordring, modebranchen har med at skabe mere størrelsesinkluderende tøj og ikke mindst shows. For hvis et brand ikke kan præsentere et mere inkluderende kropsideal på catwalken, er der lang vej til, at kunderne kan se sig repræsenterede i tøjudvalget.

Nu er vi på den anden side af AW24-modeugen, og med det er det tid til at gøre status (og ikke bare på ordrebøger og besøgende). Hvordan går det nu med kropsdiversiteten og -repræsentationen på de københavnske catwalks? I oktober udnævnte Vogue Business i deres halvårlige opgørelse over kropsdiversiteten ved de største, vestlige modeuger den københavnske til at være den bedst repræsenterende modeuge med 15,3 procent mid-size modeller og 1,4 procent plus-size fordelt på 18 shows. Til sammenligning har Fashion Forum foretaget sin egen optælling* af alle 31 shows fra SS24, hvor der var 6,91 procent mid-size og 3,28 procent plus-size modeller. Samlet set altså 9,82 procent af alle modellerne, som ikke var de klassisk tynde modeller under sommerens modeuge.

Ved denne sæson ender tallene på blot 8,1 procent samlet set med 6,5 procent mid-size modeller og 1,6 procent plus-size modeller. Altså er 91,9 procent af modellerne stadig typisk modeltynde. Det er dog en lille stigning målt mod AW23-sæsonens i alt 7,4 procent mid- og plus-size modeller. Og selvom de tal måske er flotte sammenlignet med de fire store modeuger i Paris, Milano, London og New York, har modebranchens fascination af den tynde krop stadig et godt tag i også de danske modevirksomheder. Hele syv shows havde således udelukkende tynde modeller på catwalken ved denne modeuge.

“Behov for et generationsskifte”

Og noget tyder på, at det til stadighed særligt er de yngre brands, der skubber til kropsdiversiteten.

“Jeg tror, at branchen, også globalt set, har godt af et generationsskifte. Der er mange både designere og modehuse, som holder stædigt fast i dét, der var engang,” udtalte Cecilie Thorsmark i Fashion Forum på lyd.

Hos nytilkomne Nicklas Skovgaard var der dermed pæn repræsentation med 18,18 procent plus- og mid-size modeller, mens OpéraSport trods, at de ikke længere er et nyt showbrand, også viste en god repræsentation med 20 procent plus- og mid-size modeller.

Men Alectra Rothschild er uden tvivl den designer, der havde det mest diverse modelcast, med hele 54,54 procent af modellerne som var mid- eller plus-size. Samtidig var modelcastet bredt repræsenterende indenfor både hudfarver og kønsidentiteter, så som showdebutant formåede Alectra Rothschild at vise, hvordan det kan gøres.

*Optællingen er baseret på øjemål ved gennemgang af alle showbilleder fra Fashion Forums redaktion. Dermed efterlader det plads til e fejlmargin. Denne sæsons mange lag og overtøj kan ligeledes have været kilde til fejlskøn, men vi vurderer, at optællingen giver et retvisende indtryk af størrelsesdiversiteten ved Copenhagen Fashion Week AW24.