Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
modeller af forskellige kropstyper gående ned af catwalk under copenhagen fashion week

Copenhagen Fashion Week udpeget som den mest størrelsesinkluderende modeuge

Ifølge Vogue Business' seneste Size Inclusivity Report er Københavns modeuge langt foran Paris, Milano, New York og London, når det kommer til størrelsesdiversitet på catwalken. Men der er stadig lang vej endnu for alle.
Ifølge Vogue Business' seneste Size Inclusivity Report er Københavns modeuge langt foran Paris, Milano, New York og London, når det kommer til størrelsesdiversitet på catwalken. Men der er stadig lang vej endnu for alle.

Da der tilbage i foråret blev gjort status på kropsdiversitet på catwalken efter de internationale modeugers AW23-sæson, var det ikke opløftende nyt. For ifølge Vogue Business, der hver sæson undersøger alle indgange under samtlige shows på den officielle kalender på tværs af New York, London, Milano og Paris, var 95,6 procent af alle looks på en helt tynd model. Et fald på hele 24 procent sammenlignet med sæsonen før.

Dog var der også en smule godt nyt at berette fra et dansk perspektiv – for i forlængelse af Vogue Business’ opgørelse over de fire største modeuger foretog Fashion Forum sin egen optælling af modeugen herhjemme. Og den viste, at selvom det går den forkerte vej internationalt, går det stadig den rigtige vej under Copenhagen Fashion Week. Antallet af kurvede modeller var steget fra 2,98 procent i AW22-sæsonen til 7,39 procent i AW23. Herunder var det især de såkaldte mid size modeller, altså svarende til en størrelse 38-40, vi så flere af; fra seks indgange ud af i alt 806 i AW22 til 33 indgange ud af 785 i AW23.

Og den tendens bakkes nu op af Vogue Business, der i denne uge har offentliggjort deres seneste ’Size Inclusivity Report’ fra den nyligt overståede SS24-sæson.

En rapport, der denne gang også har sat Copenhagen Fashion Week under luppen og udpeget den som den mest størrelsesinkluderende modeuge sammenlignet med de fire største. Deres optælling – som dog kun bygger på shows vist på Vogue Runway og derfor kun 18 ud af sæsonens i alt 31 shows på kalenderen – viser, at ud af i alt 503 indgange var 1,4 procent vist på plus size-modeller og 15,3 procent var mid size. Til sammenligning lyder resultaterne tværs af Paris, New York, London og Milano på 0,9 procent plus-size og 3,9 procent mid-size. Altså langt bagefter København, men dog en lille fremgang fra sæsonen før.

“Det er noget, som vores brands har været bevidste om – og aktivt arbejdet på – i mange år nu, og vi har helt klart set en bemærkelsesværdig forbedring over årene. Selvfølgelig kan man altid gøre det bedre, men vi er kommet langt det sidste årti. I dag er det et krav at have underskrevet og leve op til både regler og værdier fra Danish Fashion Etichal Charter som en del af vores minimumstandarder, der trådte i kraft tidligere i år. Vi foretager desuden backstage-tjek for at monitorere dette, og vi rådgiver også brands, som vi mener måske har brug for et lille ekstra skub,” fortæller Copenhagen Fashion Weeks CEO, Cecilie Thorsmark til Vogue Business.

Dansk brand blandt de mest størrelsesinkluderende i Paris

I forbindelse med Vogue Business’ rapport ser mediet også på de enkelte shows under hver modeuge og rangerer, hvilke brands, der viser mest størrelsesdiversitet i sit modelcast. Og i den forbindelse er der yderligere anerkendelse til den danske indsats.

For i Paris – som generelt er den mindst diverse modeuge ifølge opgørelsen – lander danske Cecilie Bahnsen på en tredjeplads for sit SS24-show i slutningen af september. Og det er vel at mærke med et show, der – som Fashion Forums chefredaktør Carla Christine Bruus Aagaard-Strube også bemærkede i sin anmeldelse af showet – ikke havde en eneste plus size-model på catwalken. Til gengæld var, , otte procent af looksene vist på mid size-modeller ud af de i alt 25 indgange, ifølge Vogue Business.

Læs hele Vogue Business rapport her.