Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Model iført lyserød kjole Cecilie Bahnsen SS24
SHOWANMELDELSE

Cecilie Bahnsen, Paris Fashion Week SS24

Onsdag eftermiddag knyttede Cecilie Bahnsen ikke bare bånd til sløjfer, men også en finale på sin lyserøde epoke – for blot at slå nye døre op på videste gab med sit SS24-show i Paris.
Onsdag eftermiddag knyttede Cecilie Bahnsen ikke bare bånd til sløjfer, men også en finale på sin lyserøde epoke – for blot at slå nye døre op på videste gab med sit SS24-show i Paris.

Allerede fra en sidegade til den smalle Rue de Francs Bourgeois i Marais, Paris, satte modeugegæsterne på vej til Cecilie Bahnsens show stemningen i et arkiv af nye og ældre styles fra designerens hånd. I den kalkfarvede, brostensbelagte gård fandt man Bahnsens eget team, der kordinerede gæster og modeller i den times forsinkelse, der var opstået i Paris-kalenderens travlhed, og showstylistens og -producentens barn, der fordrev tiden med at kaste en spinkel legetøjsflyver ud fra første sal. En slags stilhed før en storm, der senere viste sig at være et åndedrag, et vingeslag, en brise, som den lethed, Cecilie Bahnsens kjoler bevæger sig med. 

Hun beskriver selv kompleksiteten i et couture-piece: “Under skabelsen af denne kollektion har jeg tænkt over det paradoks, der ligger i couture. At når man ser en kjole helt tæt på, er den fyldt af så mange indviklede finesser, at du nærmest kan mærke håndværkerens hånd og den kærlighed og ømhed, der er lagt i arbejdet. Men på afstand ser kjolen nærmest flydende ud, så ubesværet og let, nærmest vægtløs,” fortæller hun om kollektionen, hun har navngivet ’Faraway, So close!’ i et – forestiller jeg mig – poetisk nik til Wim Wenders 1990’er engle-film af samme navn. 

Og kjolerne, dem, hun er allermest kendt for, de voluminøse, flæsebesatte størrelser, svævede da ganske rigtig også nærmest transparent gennem rummet på et meget slankt, meget internationalt cast af modeller (Cecilie Bahnsen fortalte selv dagen inden showet, at de har haft hele 200 piger igennem castingen, hvoraf 18 blev valgt). Særligt gennemgående var det semi-transparente mega gingham-ternede materiale, der bandt farvepaletten sammen. Fra kridhvid over sart til hot pink, mættet valmuerød, sort og den dybblå denim, der blev introduceret igennem sidste sæson, og som her fandt nyt niveau i kollektionens nok mest overraskende styles: den korte, smalle jakke med det korte, voluminøse skørt med rød kant. Et intens modspil til det lette. 

Netop den smalle silhuet, der sås her, var en gennemgående bevægelse i kollektionen; i jakkerne med peplum-puf over hoften, som på den lyserøde jakke. Hjertesuk. På de ofte tætsiddende overdele med og uden ærmer, der gør det overordnede udtryk på sin vis mere enkelt, mens detaljerne sker i det komplekse blomsterbroderi, i flæsens drapering. Ligesom den lange smalle nederdel i løbet af de sidste sæsoner er blevet en stable; transparant, som et lag i et look, eller draperet, rynket, flæsebesat som sig selv. Dele, der også åbner op for den personlige styling af de enkelte Bahnsen-dele. 

Inspirerende er det altid at se Cecilie Bahnsens eget team. Før og efter showet, i showroomet, på hovedkontoret i København, hvis man har et ærinde der. Altid klædt on-brand, men oftest med elementer af deres egen stil, der bliver det bedste billede på den ’hverdags-couture’, som Cecilie Bahnsen selv er blevet billedet på; den brusende kjole med sokker og sneakers, det ekstravagante mod det jordnære, Paris møder København. 

Det er det ultrafeminine, der er blevet brandets varemærke, men i denne kollektion er lighedstegnet med de store pufærmer, de voluminøse, korte skørter i langt højere grad afløst af denne mere clean silhuet. Mere hud, mere krop, smukt, intenst og næsten erotisk understreget af lydsporet, hvor komponist August Rosenbaum havde optaget sangerinden Sukis tunge åndedrag og dagen inden samplet flere af modellernes åndedrag ind over også efter en kort løbetur i showroomets gård. Cecilie Bahnsen selv kaldte showet, da vi talte med hende dagen inden, for en finale. Mest nok for den rosa-røde palet. For er denne kollektion en dør, der lukkes, står mindst ti nye nu på vid gab. 

Cecilie Bahnsens åbningslook med nederdelen, der meget vel kunne blive en ny signatur-style i brandets kollektioner.
Model iført hvidt Cecilie Bahnsen SS24
Model iført sort kjole Cecilie Bahnsen SS24
Model iført blå kjole Cecilie Bahnsen SS24
Model iført lyserød kjole Cecilie Bahnsen SS24
Model iført lyserød kjole Cecilie Bahnsen SS24
Model iført lyserødt sæt Cecilie Bahsen SS24
Cecilie Bahnsen på scene for at blive hyldet i Paris SS24